Skandinavisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Sterhard (diskussion | bidrag) m →Udvikling: rødt link nu blåt |
Hanne123 (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
||
Linje 30:
Den truende militære spænding mellem [[USA]] og [[Sovjetunionen]] efter 2. verdenskrig lagde pres på især Danmark og Norge med hensyn til at indgå i en militær alliance. I foråret [[1948]] blev den storpolitiske konflikt meget nærværende. Statsminister [[Hans Hedtoft]] mente, at Danmark skulle vælge [[Norden]] i stedet for øst eller vest, men i løbet af foråret 1948 blev fronterne trukket kraftigt op. [[Storbritannien]], [[Frankrig]], [[Belgien]] og [[Holland]] underskrev [[Bruxelles-traktaten]] om et militært samarbejde. Kuppet i [[Tjekkoslovakiet]] blev ledsaget af forlydender om, at tilsvarende var planlagt i Danmark og [[Norge]].<ref>Ellemann-Jensen (2005), s.346</ref> USAs præsident stillede krav til de europæiske lande om, at de skulle yde modstand, hvis de ville have hjælp under en invasion. De to andre [[Skandinavien|skandinaviske]] lande var også under indflydelse af den storpolitiske situation, og den svenske regering besluttede i [[april]] 1948 at indlede forhandlinger, om et [[Skandinavisk forsvarsalliance|nordisk forsvarssamarbejde]]. Det var dog en forudsætning for [[Sverige]], at Norden skulle holde sig neutral i øst-vest-konflikten. Spændingen mellem øst og vest spidsede til i [[1948]], og vigtigheden af et forsvar voksede. De mange forskellige [[Hjemmeværnet|hjemmeværn]], som blev etableret efter krigen, blev en del af det almindelige danske beredskab. I september 1948 mødtes de nordiske udenrigsministre i [[Stockholm]], og her blev de enige om en udredning af forudsætningerne og mulighederne for en forpligtende aftale om regionalt forsvar. Denne aftale skulle bringes ind under [[FN-pagten]]s bestemmelser. Der satsedes helt på et nordisk samarbejde, og da både Norge og Danmark i begyndelsen af [[1949]] fik henvendelser fra USA om indlemmelse i det [[Atlanterhavet|nordatlantiske]] forsvarssamarbejde, blev processen fremskyndet. De tre landes udenrigsministre afholdt i januar 1949 tre møder, i [[Karlstad]], [[København]] og [[Oslo]]. Det skabte store problemer, at Sverige ønskede et neutralt, fritstående samarbejde, mens Norge ville have mulighed for en tilknytning til de vestlige stormagter. Da USA i februar 1949 gjorde det klart, at Vestmagterne ikke ville give militær hjælp til et selvstændigt nordisk samarbejde, måtte den danske statsminister erkende, at det ikke kunne realiseres.<ref>{{Harvnb|Kühle|1994|p=200}}</ref> I stedet tog Danmark i [[1951]] initiativ til dannelsen af [[Nordisk Råd]], hvis statutter blev tiltrådt af [[parlament]]erne i [[Island]], Norge, Sverige og [[Danmark]] i 1952 og [[Finland]] i 1956. Blandt de vigtigste samarbejdsprojekter i starten var det fælles nordiske [[arbejdsmarked]] og [[Den nordiske pasunion]] (1955).<ref>{{Harvnb|Haue|1981|p=213}}</ref>
Forskellige initiativer til at udvide det nordiske samarbejde til et fælles marked som alternativ til [[EF]], der var etableret med Romtraktaten i 1958, medførte, at Danmark, Norge og Sverige tilsluttede sig det løsere organiserede frihandelsområde, [[EFTA]], men da den franske regering under [[Charles de Gaulle]] nedlagde [[veto]] mod udvidelsen, tog den danske statsminister [[Hilmar Baunsgaard]] i 1968 initiativ til at undersøge mulighederne for et tættere nordisk samarbejde, som i yderste konsekvens kunne lede til et nordisk fællesmarked som alternativ til – og samtidig samarbejdspartner med - EF. <ref>{{Harvnb|Haue|1981|p=213}}</ref> <ref>Olsen, s. 17</ref> På et statsministermøde i København i april 1968 blev de nordiske statsministre enige om at søge det nordiske samarbejde udvidet på en lang række områder; institutionelle ordninger skulle i så fald skabes i det omfang., det ville vise sig påkrævet. I juni måned 1968 blev der derfor under Nordisk Råd nedsat en embedsmadskomite, som afgav sin endelige rapport den 17. juli 1969. Sverige havde oprindelig forbehold overfor forslagene, men da [[Oluf Palme]] tiltrådte som statsminister i efteråret 1969, indgik hans regering positivt i forhandlingerne. Palme så initiativet som en mulighed for at knytte Sverige nærmere til EF, hvis EFTA smuldrede, uden at bryde med den svenske neutralitetspolitik i militære anliggender.
Der blev arbejdet videre med embedsmændenes forslag, og i november 1970 forelå et egentligt traktatforslag, som skulle danne grundlag for Nordek. Imidlertid havde Frankrig efter De Gaulles afgang som præsident ændret standpunkt med hensyn til udvidelsen af EF, og især Danmark og Norge ønskede nu at holde muligheden for et tæt samarbejde med EF åben. På denne baggrund er valgte Finland med henvisning til sovjetisk uvilje mod finsk medlemskab at forlade samarbejdet. Finland havde fået signaler fra Sovjetunionen, om at de var imod de nordiske planer. Danmark, Norge og Sverige forsøgte i stedet at skabe Skandek, men også dette forsøg mislykkedes. Herefter søgte Norge og Danmark optagelse i EF, men mens et flertal af de norske vælgere stemte nej, stemte et flertal af danskerne den 2. oktober 1972 ja til Danmarks optagelse i EF. Danmark blev derfor medlem af EF den 1. januar 1973.
| |||