Ved et dekret af [[7. juni]] [[1920]] oprettede den alrussiske eksekutivkomité den såkaldte "[[Karelske Arbejderkommune]]" (russisk: ''{{lang-ru|Karelskaja trudovaja kommuna''}}). Ved fredsaftalen i Dorpat den [[14. oktober]] [[1920]] mellem Finland og Sovjetunionen lovede sovjetregeringen for Østkarelens karelske befolkning, som skulle nyde national selvbestemmelsesret, en ret omfattende autonomi. (iDen dennekarelske sammenhængarbejderkommune måblev nævnes,omdannet attil den såkaldteautonom karelskekarelsk arbejderkommunesocialistisk vedsovjetrepublik dekret([[Karelske afASSR]]) den [[25. juli]] [[1923]], omdannedes tilsom en autonomdel karelskaf socialistisk sovjetrepublik ([[KarelskeSovjetunionen|Unionen ASSRaf Socialistiske Sovjetrepublikker]]), hørende under den russiske sovjetrepublik). Da sovjetstyret imidlertid helt sveg alle sine tidligere givne løfter og voldsregimetstyret blev stadigt hårdere, opstod i november 1921 en nyantisojettisk folkerejsning i Østkarelen. Frivillige tropper fra Finland iledeinvaderede atter til hjælpSovjetunionen, men i foråret 1922 blev disse tillige med karelernesde egnekarelske tropperoprørere tvungneslået tiltilbage ataf vige[[Den forRøde overmagtenHær]] og vende tilbage til Finland,hvortilsammen desudenmed omkring 10.000 nye karelske flygtninge ankomoprørere.
Allerede 1921 vendte Finlands regering sig til [[Folkeforbundet]] for at udvirke dettes bistand til sikringen af de til Østkarelen i Dorpat lovede rettigheder. For virkeliggørelsen af disse rettigheder og især af selvbestemmelsesretten arbejdede frem for alt den i Finland sig opholdende landflygtige østkarelske regering repræsenteret af den karelske udlandsdelegation. Men selv efter langvarige forhandlinger gennem flere år kom der intet ud af disse bestræbelser.<ref>Nordisk Familjebok (1924)</ref>
