Karelen (landskab): Forskelle mellem versioner

Efter, at en national folkebevægelse på ny blev vækket til live under den første russiske revolution og denne bevægelse takket være russiske voldstiltag inden for kort tid blev undertrykt, indtrådte i Østkarelen (Fjernkarelen, {{lang-sv|Fjärr-Karelen}}) en længere periode med voldsom folkelig undertrykkelse. Først efter den russiske [[martsrevolution]] 1917 opstod en ny bevægelse med formål at frigøre Østkarelen fra Rusland. På et repræsentantmøde i Uhtua 12.–14. juli 1917 godkendtes et forslag til egen autonomi, men på et nyt møde den [[27. januar]] [[1918]] i [[Uhtua]] og senere på andre steder besluttede karelerne i Viena for sig selv en tilslutning til Finland. Under foråret og sommeren 1918 gjorde sig samme bevægelse gældende i de fleste sogne i Aunus (Olonets). Som følge af begæringer om hjælp afsendtes allerede under frihedskrigen hjælpetropper fra Finland og Storbritanien til Karelen for at fordrive russernebolsjevikkerne. Den fra[[Storbritannien|britiske]] landet6. [[Royal Navy#Royal Marines|Royal Marines]] bataljon angreb den 28. august 1918 bolsjevikiske tropper i landsbyen Koikori som en del af en bred offensiv i Østkarelen for at sikre den britiske tilbagetrækning til Murmansk.<ref>Clifford Kinvig: ''Churchill's Crusade: The British Invasion of Russia 1918–1920'', London 2006, ISBN 1-85285-477-4, s. 259–262, {{en sprog}}</ref> Imidlertid blev disseoprørsstyrkerne tropperog den [[Finske jägertropper|finske invasionshær]] i oktober 1918 tvungnetvunget til at vende tilbage til Finland, og Østkarelen besattes af engelske tropper.