Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Bot: Fjerner {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for. |
m Retter flertydige links til Lav (link ændret til Lav (organisation)) med DisamAssist. |
||
Linje 358:
Fra [[1840-tallet]] førte den finske regering en økonomisk politik, som virkede i pro-russisk retning. For baron [[Lars Gabriel von Haartman]] – som var både senatmedlem og finansminister i et par tiår – var målet at erstatte de svækkede økonomiske bånd til Sverige. Efter, at Rusland konverterede til sølvstandard, bestemte Haartman, at svenske penge skulle udgå af cirkulation, og den finske centralbank begyndte at trykke egne rubler. I [[1856]] fik han tilslutning til udgravning af [[Saimaa kanalen]], som muliggjorde handel med Sankt Petersborg og en mere eksportrettet savværksvirksomhed i det østre Finland. Jernbaner var Haartman der imod modstander af, da spørgsmålet blev rejst i 1850-erne.<ref>Jutikkala, side 306-307.</ref> Fra [[1863]] genopstod rigsdagen, og zarens magt over den økonomiske politik begrænsede sig til det udenrigspolitiske: han fastsatte [[told]]en, mens rigsdagen fastsatte [[skat]]terne.<ref>Jutikkala, side 331.</ref>
Det hersker bred enighed om, at Finlands industrielle revolution startede i perioden 1860-80, stimuleret af en række økonomisk-politiske reformer over et kort tidsrum. I [[1857]] blev et forbud mod [[Savværk|dampsave]] i skovbruget fjernet, og allerede to år senere blev de første [[Lav (organisation)|lav]] ophævede. Flere runder af anti-lav-lovgivning fulgte de næste tiår.<ref>Hjerppe, side 19.</ref> I [[1860]] indførte Finland sin egen valuta, en proces, som tog fem år at gennemføre. Nyere forskning betoner dog i større grad, at Finlands økonomiske vækst startede i noget uens tempo i ulige brancher, og at den industrielle revolution i landet næppe var så pludselig, som den koncentrerede, politisk-økonomiske liberalisering kunne tyde på.<ref>Hjerppe, side 19-20.</ref> Det er desuden klart, at den økonomiske nedgang i 1860-erne fortsatte helt til [[1866]], men der efter blev den afløst af en meget stærk og langvarig vækst. Den internationale "jernbanekrise" fra [[1875]] ramte landets produktion, men ramte antagelig ikke skatteindtægterne så hårdt.<ref>Hjerppe, side 30-32.</ref>
Allerede fra [[1840'erne]] fik Finland sin egen [[told]]tarif uafhængig af Rusland og fik bevilget [[told]]frie kvoter og/eller toldlettelser på eksporten til Rusland. Finland reducerede eller fjernede importtolden på varer fra Rusland, og der blev indgået reviderede toldaftaler i 1859 og 1868. For vestlige lande opretholdt der imod Finland importtolden på industri- og færdigvarer for at beskytte egen produktion. Under opgangstiderne 1860-1890 lettede vestlige lande på sine toldsatser, hvilket gavnede finsk eksport. Samtidig faldt verdensmarkedspriserne, og efter som finsk importtold var sat på indførslens volumen snarere end dens værdi, medførte dette en stadig stærkere toldbeskyttelse af finsk produktion over for udenlandske varer.
| |||