Først omkring [[1000-tallet]] begyndte [[Det Østfrankiske Rige]] at blive kaldt ''Kongeriget Tyskland'' i de samtidige kilder. Ved valget af [[Henrik 4. (Tysk-romerskromerske kejserrige)|Henrik 4.]] til rigets hersker fik han titlen ''Romernes Konge'' for at markere monopolrettigheden til at blive kronet til kejser af paven. Under den pågående [[Investiturstriden|Investiturstrid]] kaldte [[Pave Gregor 7.]] ham istedet ''Tyskernes Konge'' ({{lang-la|Teutonicorum Rex}}) for at markere, at kravet var begrænset til de tyske lande og ikke omfattede hele riget. Konflikten fortsatte, og Henrik 4. insisterede på, at blive tituleret som ''Romernes Konge''', indtil han blev kronet af [[modpave]]n [[Modpave Clemens 3.|Clemens 3.]] i [[1084]]. Det lagde grunden til traditionen, at blive tituleret ''Romernes Konge'' efter kongevalget og tituleres ''Romersk Kejser'' efter kroningen.
