Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande: Forskelle mellem versioner

{{uddybende|LitauensTysklands uafhængighedbesættelse iaf 1941Litauen}}

[[Tysklands besættelse af de baltiske lande|Tyskland besatte de baltiske lande]] efter angrebet på Sovjetunionen i [[Operation Barbarossa]]. I begyndelsen anså de baltiske folk tyskerne for at være befriere fra sovjetisk styre. I Litauen brød der en revolte ud på krigens første dag, og der blev dannet en uafhængig, provisorisk regering. Da tyskerne nærmede sig [[Riga]] og [[Tallinn]], blev der gjort forsøg på at genetablere nationale regeringer. Det var håbet, at tyskerne ville genskabe deres uafhængighed. Sådanne politiske håb forsvandt snart, og den baltiske samarbejdsvilje blev knap så udtalt eller forsvandt helt.<ref>[http://www.britannica.com/eb/article-37264/Baltic-states Baltic states German occupation] at Encyclopædia Britannica </ref> En stigende andel af den lokale befolkning vendte sig mod, at tyskerne omdannede det meste af Baltikum (undtagen Memel, som blev returneret til Tyskland) samt Hviderusland til [[Reichskommissariat Ostland]], en koloni hvor de fire nationaliteter blev regeret af en tysk administration. [[Hinrich Lohse]], en tysk nazipolitiker, var Reichskommissar indtil den sovjetiske genbesættelsebefrielse.

I [[1943]] og [[1944]] blev der opstillet to [[Waffen SS]]-divisioner med letter, fortrinsvis værnepligtige, som skulle kæmpe mod den Røde Hær. [[Slaget ved Narva (1944)|Slagene ved Narva]]- hvor også danske nazister i Waffen SS deltog – blev af det estiske folk opfattet som en kamp for at bevare deres land, en oprejsning for ydmygelsen i [[1939]].<ref name=laar>{{cite book|author=Mart Laar|title=Sinimäed 1944: II maailmasõja lahingud Kirde-Eestis|language=Estonian|publisher= Tallinn: Varrak|year= 2006}}</ref> Det langvarige tyske besættelse ved den nordøstlige grænse forhindrede et hurtigt sovjetisk gennembrud ind i Estland, hvilket gav den estiske nationalkomite tilstrækkelig tid til at forsøge at genskabe estisk uafhængighed. Den [[1. august]] [[1944]] erklærede den estiske nationalkomite sig for den øverste myndighed i Estland, og den 18. september udpegede det fungerende statsoverhoved [[Jüri Uluots]] en ny regering under [[Otto Tief]]. På radioen erklærede den estiske regering sig – på engelsk – for neutral i krigen. Regeringen udsendte to numre af et Statstidende. Den [[21. september]] besatte de nationale styrker regeringsbygningerne i Tallinn og beordrede de tyske styrker ud..<ref>[http://books.google.com/books?ei=cm01R5fMF5SysgP38dmFAg&id=V4siAAAAMAAJ&dq=%22Otto+Tief+%22&q=Otto+Tief&pgis=1#search By Royal Institute of International Affairs. Information Dept. Published 1945]</ref> Det estiske flag blev hejst på den højeste mast i Tallinn, blot for at blive fjernet af de sovjetiske styrker fire dage senere. [[Estlands eksilregering]] holdt kontinuiteten i den estiske stat kørende indtil [[1992]], da [[Heinrich Mark]], den sidste statsminister der fungerede som statsoverhoved, afleverede sine papirer til den nyvalgte præsident [[Lennart Meri]]. Letland og Litauen fortsatte i eksil baseret på deres ambassader i Storbritannien og USA.

I slutningen af juni begyndte dele af den tyske [[Einsatzgruppe A]] under [[Franz Walter Stahlecker]] at operere på litauisk område. Nogle steder søgte Stahleckers mænd at tilskynde til [[pogrom]]er, såkaldte "''Selbstreinigungsaktionen''") mod den jødiske befolkningsgruppe. Stahleckers samlede rapport fra den [[15. oktober]] [[1941]] udtrykte frustration over, hvordan man i starten stødte på uventede vanskeligheder ved dette.<ref>Nuremberg Document L-180, [http://www.nizkor.org/hweb/orgs/german/einsatzgruppen/esg/documents/egageneral.html relevante uddrag fra www.nizkor.org]</ref> Alligevel kunne tyskerne sammen med [[Ypatingasis Būrys|frivillige litauiske hjælpestyrker]], indlede storstilede nedskydninger af jøder. Ifølge tyske dokumenter blev der mellem den [[25. juni|25.]] og [[26. juni]] [[1941]], "elimineret omkring 1.500 jøder af litauiske partisaner. Mange jødiske synagoger blev brændt af; i de følgende nætter blev yderligere 2.300 dræbt."<ref name = "Einsatz">[http://www.einsatzgruppenarchives.com/osr12.html Einsatzgruppen Archiver].</ref> Indtil november 1941 blev mange jøder dræbt på steder som [[Paneriai]] ([[Paneriai massakren]]). De overlevende 40.000 jøder blev samlet i [[Vilnius]], [[Kaunas]], [[Šiauliai]] og [[Švenčionys]] [[ghetto]]erne samt i [[koncentrationslejr]]e, hvor mange døde af sult eller sygdom. I 1943 blev ghettoerne enten ødelagt af tyskerne eller konverteret til koncentrationslejre, og 5.000 jøder blev deporteret til [[udryddelseslejr]]ene.

Ved slutningen af krigen var kun 10–15 % af Litauens jøder i live, de fleste af dem ved at være undsluppet til det indre af Sovjetunionen under den tyske invasion i 1941. Omkring 95-97 % af de tilbageværende jøder i Litauen døde, hvilket var den højeste andel i hele Europa. Dette skyldtes i høj grad en aktiv medvirken fra andre litauere og samarbejde med den tyske besættelsesmagt på alle niveauer i samfundet. Jøderne blev i vide kredse anset for at have støttet det foregående sovjetstyre. De antijødiske følelser voksede derfor, da de antisovjetiske følelser i den litauiske befolkning kompletterede en allerede eksisterende traditionel antisemitisk.<ref>Šarūnas Liekis. A State within a State? Jewish autonomy in Lithuania 1918–1925. Versus aureus, 2003</ref><ref>[http://www.genocid.lt/Leidyba/12/liekis.htm Šarūnas Liekis. Žydai: "kaimynai" ar "svetimieji"? Etninių mažumų problematika<!-- Bot generated title -->]</ref><ref>[http://www.lituanus.org/2001/01_4_05.htm Reflections on the Holocaust in Lithuania: A New Book by Alfonsas Eidintas – Senn<!-- Bot generated title -->]</ref>

En anden faktor, som havde betydning for, at så stor en andel af den jødiske befolkning døde i Litauen, sammenlignet med andre steder i Europa – såsom Danmark, Tyskland og Holland, var den relativt begrænsede assimilering af jøderne i Østeuropa.{{km}}