Freden i Tartu (Sovjetunionen-Finland): Forskelle mellem versioner

'''Fredsaftalen i Tartu''' (også kaldet '''Freden i Dorpat''') undertegnedes af [[Finland]] og [[Russiske SFSR|Sovjetrusland]] i [[Dorpat]] (Tartu i Estland) den [[14. oktober]] [[1920]]. I aftalen enedes man om grænsedragningen mellem landene og om at stoppe krigen mellem de to lande.

De finske og sovjetrussiske delegationer mødtes den 12. april 1920 for at drøfte en [[våbenstilstand]] ved [[Rajajoki]], men forhandlingerne brød sammen efter to uger, eftersom man ikke kunne komme overens. Finland ønskede, at et demilitariseret område ved grænsen, som skulle omfatte [[Hvidekarelen]]s og [[Aunus]] nordlige dele, den del af [[Ingermanland]] som fandtes nord for floden [[Neva]], skulle tilfalde landet. SovjetruslandRussiske SFSR ville på sin side have, at man skulle tage udgangspunkt i den grænse, som var gældende i [[1914]], ikke medregnet [[Repola]] og [[Porajärvi]], hvis fremtid skulle aftales separat.

Fredsforhandlingerne i Tartu indledtes den 12. juni 1920. Den finske delegation blev ledet af [[Juho Kusti Paasikivi]]. Regeringen fremførte som sit ønske, at [[Petsamo]] og [[Kolahalvøen]] skulle tilfalde Finland, samt at grænsen til SovjetruslandRussiske SFSR skulle drages langs linjen [[Ladoga]]-[[Svir]]-[[Onega]]-[[Hvidehavet]], idet [[Østkarelen]]s befolkning skulle få mulighed for selv at beslutte sin skæbne ved en folkeafstemning. Lige inden, at forhandlingerne indledtes, besatte SovjetruslandRussiske SFSR [[Murmanskbanen]] og området fra denne mod Finland, og udråbte den Karelske Arbejderkommune. Ifølge russerne viste dette, at den østkarelske befolkning nu havde udøvet sin selvbestemmelsesret.

I begyndelsen behandlede man kun områdespørgsmål eftersom russerne holdt fast på sine krav om 1914-grænserne. Da de russiske styrker trængte frem mod [[Warszawa]] i 1920, blev forhandlingerne afbrudt i to uger. På det tidspunkt slækkede præsident [[Kaarlo Juho Ståhlberg]] på de finske krav. Finland ønskede fortsat, at befolkningen i Petsamo, Repola og Porajärvi selv skulle bestemme deres fremtid, men at man kunne være fleksibel i spørgsmålet om Østkarelen. Da forhandlingerne genoptoges, trak den finske delegation bevidst diskussionerne i langdrag, eftersom man forventede, at verdenssituationen skulle blive klarere. Til sidst, den 9. august gav udenrigsminister [[Rudolf Holsti]] den finske delegation mandat til at indlede forhandlingerne for alvor, eftersom Polen havde afsluttet sine forhandlinger med den SovjetruslandRussiske SFSR. De polske styrker havde formået at drive de russiske tropper ud af deres land og dermed begyndte også de russiske standpunkter at blive opblødet, og man begyndte at nærme sig kompromisser. Våbenstilstanden blev indgået mellem Finland og SovjetruslandRussiske SFSR den 13. august. SovjetruslandRussiske SFSR var rede til at overdrage Petsamo til Finland, hvorved Finland skulle afstå Repola og Porajärvi. Fredsaftalen i Tartu blev endelig indgået den 14. oktober. Aftalen ratificeredes i den finske rigsdag i december. 30 rigsdagsmedlemmer stemte imod aftalen.

SovjetruslandRussiske SFSR anerkendte det autonome Storfyrstendømme Finlands grænser fra år 1812, som i hovedtræk fulgte [[Freden i Stolbova|Stolbovafredens]] grænsedragning, og overlod [[Petsamo]] til Finland. Zar [[Alexander 2. af Rusland|Alexander 2.]] havde i [[1864]] tildelt dette område til Finland efter, at [[Sestra|Systerbäck]] på [[Det Karelske Næs]] var blevet overdraget til Rusland. Finland lovede desuden at overdrage [[Repola]] og [[Porajärvi]], som man havde besat under [[Viena-ekspeditionen|Viena-]] og [[Aunus-ekspeditionen|Aunusekspeditionerne]]. Dette harmede den fungerende [[Finlands len|lensmand]] [[Bobi Sivén]] i den grad, at han skød sig selv. Til trods for, at freden i Tartu blev relativt fordelagtig for Finland, anså dele af højrefløjen, især det [[Akademiske Karelen-Selskab]], som blev grundlagt 1922, at det var en "skammelig fred", eftersom [[Storfinland]] ikke var blevet en realitet.