Oraklet i Delfi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Bot: Fjerner {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for. |
m Retter flertydige links til Bue (link ændret til Bue (våben)) med DisamAssist. |
||
Linje 4:
== Den ældste tid ==
Ifølge [[Homer]] steg Apollon ned fra [[Olympen]] og rejste verden rundt "med sin vidtrækkende [[Bue (våben)|bue]] og ledte efter et [[orakel]], som kunne tale til dødelige". Apollon holdt til ved oraklet ni måneder om året, og de [[laurbær]]skud han havde plantet rensede helligdommen. Mennesker havde efterhånden rejst et tempel dér af grene hugget af laurbærbuskene og Apollon gav spådomme gennem løvets raslen. Men efterhånden tav laurbærbladene, og han talte gennem den unge præstinde, Pythia.
Da [[Zeus]] blev [[univers]]ets hersker, ville han måle størrelsen af sin arv ved at slippe to [[ørn]]e løs. For at lokalisere verdens centrum fløj den ene mod øst og den anden mod vest, og de mødtes ved Delfi, hvor verdens navle blev markeret ved et stort [[æg]] af [[sten]], kaldet ''omfalos'' (= navlestenen). Internationalt ry fik oraklet, da [[Krøsus]], hersker over [[Lydien]], sendte sine budbringere til alle orakler for at spørge, hvad han havde foretaget sig på en bestemt dag hjemme i Lydien. Delfi var det eneste orakel, der gav det rigtige svar: Krøsus havde lavet en ret af [[lam]] og [[skildpadde]]. Fra det øjeblik var Krøsus oraklets mest generøse velynder. Presset som han var af det ekspanderende [[Persien]], havde han hårdt brug for gode råd, og oraklet tilrådede, at han allierede sig med bystaten [[Sparta]], hvad han gjorde. I øvrigt var også spartanerne knyttet til oraklet, da de som [[dorer]]e var indvandret nordfra som Apollon. Men i længden var oraklet ingen garanti mod katastrofen. Da Krøsus spurgte Pythia, om han skulle risikere at gå til angreb på [[Kyros]], svarede hun, at i så fald ville et mægtigt rige gå til grunde. Han gik derfor i krig – men det var hans eget store rige, der gik under. Apollon blev nu beskyldt for utaknemlighed mod sin velynder, men præsterne i Delfi holdt på, at guden havde givet Krøsus tre års fremgang, som skæbnen ellers ikke havde undt ham. Det godtog samtiden. <ref>Tom Holland: ''Perserkrigene'' (s. 108-9), forlaget Gyldendal, Oslo 2008, ISBN 978-82-05-38564-1</ref>
| |||