Å: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Fjerner copyvio (fra studieportalen) i version 7804864 af 90.184.34.111 (diskussion)
Linje 1:
'''Fed tekst'''[[Billede:Giber.JPG|thumb|310px|Giber Ås udløb i Kattegat ved Moesgård strand.]]
{{harflertydig}}
En '''å''' er en langsomt rindende vandstrøm, der arbejder sig gennem blødt jordsmon i det danske landskab<ref>Salmonsen</ref>. Åer er ofte udmundingssteder for [[bæk]]ke, jf. udtrykket "[[wikt:en:mange bække små gør en stor å|mange bække små gør stor å]]".
 
Kendetegnende for åer er, at deres bredde mange gange overstiger deres dybde, selvom denne kan være flere meter. Ved dybe åer findes synlig plantevækst kun ved bredden, mens de dybere dele kan have en ikke-synlig bundvækst.
 
En å er opdelt i tre faser Kildebækken, den Mellemste Å og den Nedre Å.
Kildebækken kan starte som et kildevæld, hvor grundvandet siver ud af jorden for eksempel for foden af en bakke. Oftest starter den dog i et sumpet område hvor vandet siver ud, eller ved at drænvand ledes ud gennem drængrøfter eller drænrør. Kildebækken er som regel smal med hurtigt rindende vand, som hele tiden modtager ilt fra luften. Det betyder at åen overvokses af bredplanter. Bredplanterne skygger for vandløbet. Derfor vil der kun være begrænset plantevækst i bækken, og græsningsfødekæden spiller en mindre rolle. De planter som findes på lysåbne steder vil ofte være mikroskopiske alger på stenene. Når planterne på bredden dør og lander i vandløbet som detritus, vil de fungere som føde for vandløbets nedbrydere. Det betyder at kildebækken vil domineres af nedbryderfødekæden. Nedbryderne vil være iturivere som bider plantematerialet i stykker og fordøjer det og sedimentædere som indsamler og æder sedimentet, det aflejrede bundmateriale. Iltforholdene er oftest gode på grund af turbulensen i vandet. Efterhånden tilføres bækken mere vand og bliver til den Mellemste Å. Her vil vandet pga. sit strømningsmønster med jævne mellemrum grave sig ind under brinken og danne fordybninger, der kaldes Høl. Efterhånden som åen graver sig ind i brinken vil det danne bugtninger på åen. På bugtningernes inderside, overfor et Høl, vil strømhastigheden blive lav, og der aflejres detritus. Sammen med denne aflejring vil der ofte vokse planter. Planterne i vandløbet kaldes Grøde. Imellem bugtningerne vil bundens grus ofte vaskes ren. Disse områder kaldes Stryg, og de er vigtige for fx ørreder som lægger deres æg mellem det godt iltede grus. På den mellemste strækning af åen vil der vokse planter i åen. Ud over blomsterplanter vil der også være belægninger af mikroskopiske alger på planter og sten. Det betyder at græsningsfødekæden spiller en større rolle her. Den baseres hovedsageligt på dyr på som skraber alger af planter og sten. Nedbryderfødekæden spiller dog stadig en større rolle i vandløbet. Specielt dyr som æder af bundmaterialet, sediment, er vigtige. I den mellemste å optræder dog også mange dyr som indfanger detritus fra det strømmende vand, de såkaldte filtratorer. Jo mere turbulens der er i vandet, jo bedre er iltforholdene. Her spiller strygene en vigtig rolle. I denne del af vandløbet vil planternes fotosyntese spille en stor rolle for iltkoncentrationen. I løbet af dagen hvor planterne laver fotosyntese, vil der dannes ilt i vandløbet. Pga. planters, dyrs og bakteriers respiration kan iltforholdene til gengæld blive dårligere for dyrene hen på natten. Vandløbets bugtninger er alt i alt med til at skabe en varieret å med mange levesteder.
Det sidste stykke af åen, den Nedre Å, løber ofte gennem lavtliggende flade enge. Den er karakteriseret ved at være dyb og vandrig, mens strømhastigheden er lav. Det betyder at planterne først og fremmest vokser langs bredden som en rørsump. Bunden vil være præget af at der aflejres slam og detritus. Dyrelivet vil derfor bestå af mange sedimentædere og filtratorer som muslinger, der selv pumper vand igennem deres filtreringsorganer. Dyr og bakterier på bunden bruger vandets indhold af ilt til respiration. Pga. vandets dybde kommer der ikke så hurtigt ny ilt til bunden. Derfor er der gerne dårligere iltforhold ved bunden af denne del af vandløbet.
 
== Noter ==
 
{{Reflist}}
Bog: "Biologi til tiden" af Lone Als Egebo, Paul Paludan-Müller, Kresten Cæsar Torp og Steen Ussing
 
== Eksterne henvisninger ==