Munk: Forskelle mellem versioner

Kristent klostervæsen skal være begyndt med [[Johannes Døberen]], der boede alene i ørkenen. en af de første kristne, som vides at have genoptaget denne levevis, var den [[Antonius den Hellige|hellige Antonius]], som levede på et tidspunkt i den sidste del af det [[3. århundrede]]. Han boede alene, indtil han tiltrak en kreds af disciple. På en tid, hvor tanken om at vie ens liv til Gud bredte sig, var der flere og flere munke, som sluttede sig til ham i ørkenen. Til at begynde med boede de alle alene, men senere dannede de løst opbyggede samfund, der kun mødtes til søndagsgudstjenesten. Ideen med munke, som alle boede sammen under ét tag og fulgte det samme sæt regler, tilskrives [[Skt. Pachomios]], som levede i begyndelsen af det [[4. århundrede]]. Kristne klostre spredte sig ud over hele den senromerske rige, og ved [[kulmination]]en var det ikke ualmindeligt med klostre, der husede mere end 30.000 munke. Under kristendommens fortsatte vækst og udvikling voksede og udvikledes stilen i klosterlivet sig også.

I [[1200-tallet]] kom de såkaldte tiggermunke til Danmark. De var repræsentanter for en retning indenfor den [[katolske kirke]], hvor man fulgte idealer om at forsage jordisk gods. De holdt til i byerne, hvor de udførte et stort socialt arbejde og levede af tiggeri. [[Dominikanerordenen|Dominikanere]] (også kaldet sortebrødre), [[franciskanerordenen|franciskanere]] (gråbrødre) og [[karmeliterordenen|karmelitter]] (hvidebrødre) er tiggermunkeordener. Klostre opført efter 1220 er stort set alle tiggermunkeklostre. Tiggermunkene var lidt ligesom ludere. Det handlede om at have sex så hurtigt som muligt, så meget som muligt, og så længe som muligt. På den måde tjendte de deres penge på.