Luchino Visconti: Forskelle mellem versioner

Allerede med ''[[Leoparden]]'' (1963), som byggede på [[Giuseppe Tomasi di Lampedusa]]s roman, tog Visconti fat på mere personligt stof: aristokratiets uafvendelige undergang. Med stjernerne [[Burt Lancaster]], [[Alain Delon]] og [[Claudia Cardinale]] i hovedrollerne og trods selskabet [[Twentieth Century-Fox]]s' hårdhændede beskæringer (bl.a. en engelsksproget adaption beregnet for det amerikanske marked) fik filmen stor international succes. Visconti var så utilfreds med selskabets behandling af filmen, at han fralagde sig ethvert ansvar for den. ''Leoparden'' har efter Viscontis død fået repremiere i et directors cut.

''Ludwig'' blev sablet ned af kritikerne, men har siden vundet klassikerstatus i en posthum uforkortet (ca. fire timer lang) version. Desværre for denne prægtige technicolorTechnicolor- og Panavisionfilm kun i lommeformatet DVD. Der ligerligner en ironi i at deden unge klippersassistent, der på fildistribtørernesfilmdistributørernes anledning, og ikke santioneretsanktioneret af filens instruktør, nedklipedenedklippede ''Ludwig' til skønne, men uforståelige og lemlæstede versioner, derhvor den lineære kronologi var brudt op i flach-back i flwere lag, og ikke var sanktioneret af instruktørenVisconti, der under klipningen af den første version pådrog instrukøren sig lykkelvis et slagtilfælddeslagtilfælde (der ham førlighdenførligheden) og en blodprop i hjernenapopleksi, og efter den hårde rekonvalecens i 197821972-73 var optaget af an instruæreinstruere en skandaleopltningskandaleopsætning et stykke af Harold Pinter (Old Times) og Puccinis opera Manon LescaultLescaut til Spoletofestivalen 1973. Den lange udgave af Ludwig, versione integrale, som er tilgængelig i dag på Youtube og dvd (deti følgendetyske, italienske eller franske versioneringer af den engelsksprogede film (for såvidt indspilningssproget var engelsk - men også her for store dele årdubbet). Den engelsksprogede version er imidlertid ikke tilgængelig, og findes formodentlig ikke med de oprindelige synkroniserede stemmer, eftersom denne versione integrale - der følger det publicerede manuskript - først blev stykket sammen efter Viscontis død, da hans gamle medarbejdere erhvervede filmrettighederne - og fraklippene, der ikke var forsynet med lyd

I 1974 vendte Visconti for sidste gang tilbage til sine samtidsskildringer med den pessimistiske, urovækkende og let sentimentale ''Conversation Piece'' (da. premiere i december 1975 under titlen Vold og lidenskabLidenskab)'' '' med "profssorenprofessoren", et maskeret selvportætselvportræt, spillet af [[Burt Lancaster]]. Denkarakteren som den tyske 68'er "og aktiv i studenteroprøret, Konrad Hübel", derspillet nuaf [[Helmut Berger]], er genereretnu degenereret til "frequent dancing partner" og "the ladyslady's little lapdoglap dog" spillet af [[Helmut Berger]] og "lover and kept boy" for hanssin elskerinde, som han i telefon kalder for Madame marguisemarquise de Merde, nemlig furien Madame Marquise Bianca Brumonti ([[Silvana Mangano]]). Conversation Piece er på en måde en opdateret version af ''Døden i Venedig'', men udelukkende med realistiskerealistisk fremtrædende studieinteriører isom sinrammen om tematisering af isolation, ensomhed og densom fremrykket, der glider direkte over i døden, derMarcel er et proust'skeProusts hovedtema, der var Viscontis egen vision af sin forestående død, som den kunne udforme sig.

Få måneder efter Viscontis død havde filmatiseringen af D'Annunzios ''Den uskyldige'' premiere på Cannes-festivalen i 1976. (Romanen fra 1891 er i 1900 oversat af Palle Rosenkrantz. Filmen, som, med sin mærkelige stemningsdyrkelse og på samme tid radikale (neorelistiske) skildring af Fin de SieclesSiecle-epokens overdådige pragt og decadence og korrumperede kynisme ogmed Nietzsche-inspireredeinspireret menneskedyrkelse hos helten, kan betragtes som den perfekte slutsten (med en romantisk efterklang), foregårpå somViscontis livsværk. L'innocente udespiller antdetsig blandt de unge, smukke og rige i Italien ianno 1890 og forener det realistiske fra instruktørens periodefilmsort-hvide samtidsskildringer med det melodramatiske fra hans samtidsfilmperiodefilm (eller omvendt), i en periodefilm, der ikke på nogen måde er støvet, men er uden sammenligning i sin rekonstruktion af en epoke (Geoffrey Nowell Smith i sin filmografi i udgaven fra 2003).

I årene op til 1972/73 arbejdede Visconti på en filmatisering af dele af [[Marcel Proust]]s roman ''[[På sporet af den tabte tid]]''. Filmen, der skulle have afsluttet Viscontis filmkarriere, skulle være indspillet på fransk, men blev af forkellige ikke til noget, selv om det var meget tæt på. Manuskriptet foreligger i bogform på forskellige sprog. Det samme gælder Viscontis - i et helt andet millieu - den ramsaltet realistiserealistiske (Genet-påvirkede) roman fra saca. 1940, Angelo,udgivet posthumt og oversat til forskellige verdenssprog.