Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata |
m →Intro |
||
Linje 2:
'''Friedrich Carl von Savigny''' ([[21. februar]] [[1779]] i [[Frankfurt a. M.]] – [[25. oktober]] [[1861]] i [[Berlin]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[retslærd]] af gammel [[adel]]ig, rig og anset [[Lothringen|lothringsk]] familie, far til [[Karl Friedrich von Savigny]].
Savigny, der blev [[student]] [[1795]], studerede i [[Marburg]] under [[Philipp Friedrich Weiss]], i [[Göttingen]] under [[Gustav von Hugo|Hugo]] og [[Ludwig Timotheus Spittler|Spittler]], og var filosofisk påvirket af [[Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling|Schelling]]. Efter en [[studierejse]] [[1799]]—[[1800]] blev han [[dr. jur.]] 1800 i Marburg med [[dissertation]]en ''De concursu delictorum formali'', Savignys eneste [[strafferet]]lige arbejde, og [[1803]] [[ekstraordinær]] [[professor]] i Marburg. Efter studierejser, blandt andet til [[Paris]], blev han [[1808]] ordentlig professor i [[Landshut]], [[1810]] ved det nystiftede [[Berlins Universitet|universitet i Berlin]], hvor hans imponerende personlighed samlede tilhørere fra alle lande; han udtrådte for øvrigt af fakultetet, så længe hans modstander, hegelianeren [[Eduard Gans]] var medlem. [[1842]]—[[1848|48]] var Savigny [[minister]] i det for ham af kong [[Friedrich Wilhelm IV]] oprettede ministerium for [[lovgivning]], hvor hans virksomhed dog ikke afsatte de ventede spor, men i det væsentlige løb ud i sandet.
I den tyske retsvidenskabs historie er Savigny derimod [[19. århundrede]]s største juristnavn; hans indflydelse både som lærer og skribent er overvældende. Allerede i sit ungdomsskrift ''Das Recht des Besitzes'' (1803, 7. udgave ved A.F. Rudorff, 1865), en af retsvidenskabens berømteste [[monografier]], viste Savigny sig som mester — hverken bogens metoder eller grundprincipper var i øvrigt nye —, og Savignys besiddelseslære gik sin sejrsgang gennem hele Europa, heri også indbefattet [[Norden]] — [[A.S. Ørsted]], [[Fredrik Christian Stoud Platou|Platou]], [[Fredrik Peter Brandt|Brandt]] —, uanfægtet indtil [[Jhering]]s opposition. Det var Gustav Hugo, der havde indledet den historisk-empiriske retning inden for den tyske retsvidenskab; han gjorde banen fri for [[den historiske skole]], men stiftelsen og ledelsen af denne skyldes Savigny.
| |||