Lav (organisation): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata
..
Linje 4:
Lavet var i princippet opbygget som en [[organisation]] af ligeberettigede, selvstændige [[næringsdrivende]] inden for et bestemt [[erhverv]] i den pågældende by. Omvendt var enhver, som ville slå sig ned i en by, forpligtet til at lade sig optage i fagets lav og til at søge om [[borgerskab]] inden for dette erhverv. Bevillingen (''næringsbrevet'') fik man kun, hvis man for det første var udlært i faget, og hvis der for det andet var behov for flere [[håndværksmester|mestre]] i faget.
 
Lavet havde nemlig ret og pligt til at sikre, at antallet af mestre ikke oversteg, hvad der var brug for i byen. Derfor havde de også kontrollenkontrol medog uddannelsenpligt aftil at udlære nye [[håndværkssvend|svende]], og det førte i praksis til, at bestemte erhverv gik i arv inden for de familier, som én gang havde fået borgerskab som håndværkere eller handlende i byen.
 
Det var også lavenes ansvar at overvåge kvalitet, ogfor prisat forsikre en høj kvalitet på de produkter, der blev fremstillet eller forhandlet af lavets medlemmer, hvad derdette gav lavet en betydelig magt i byen. Det var også lavet ansvar at overvåge prisen på de varer som lavets medlemmer producerede.

Sammen med lavets kontrol med næringsbrevene bevirkede det, at udviklingen inden for erhvervene blev meget langsom, og lavsordningen var én af årsagerne til, at samfundene var så stillestående, som de var i Middelalderen.
 
Da borgerskabet fik mere magt, blev ophævelse af lavstvangen et af de vigtigste, politiske mål for den [[liberalisme|liberalistiske]] bevægelse. Resultatet blev, at staterne efterhånden ophævede lavstvangen og indførte ''fri næring'' inden for langt de fleste fag. Enkelte, meget afgørende områder som f.eks. [[apotek]]ervæsnet, [[læge]]standen og [[landmåling|landmålererhvervet]] beholdt dog stadig helt op til vor tid et krav om [[autorisation]] eller ''kgl. bevilling'', før man måtte udøve erhvervet.