Wikipedia

Israels historie: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Rmir2 (diskussion | bidrag)
95.108 edits
m bot: Ret N-tankestreg eller M-tankestreg - WPCW fejl 50; kosmetiske ændringer
Linje 5:
Staten Israel har igennem hele sin eksistens måttet forsvare sig mod sine islamiske naboer, hvis virksomhed til stadighed har været og er rettet mod Israels eliminering og jødernes udryddelse.
 
== Historisk baggrund ==
{{uddybende|Jødernes historie}}
 
=== Jødiske bånd til Israel før zionistbevægelsen ===
 
Det er fundet spor efter jøder i Israel-området fra 3.400 år siden, fra da den jødiske religion blev til. Navnet "jøder" kommer af befolkningens rødder i [[Kongeriget Juda|Juda]]. Gennem sin lange historie er jøderne flere gange blevet spredte for så at vende tilbage fra eksil, drevet af indflydelsen fra sin hellige skrift, [[Tanákh|Tanakh]] ([[Det gamle testamente]]).
Linje 17:
Jøderne fortsatte med at se landet Israel som sit åndelige hjem og [[Israels land|Det lovede land]]. Selv om folketallet varierede, var der under hele den jødiske diaspora altid et jødisk samfund i landet.
 
I løbet af [[korstog]]stiden blev jøder ofte slået ihjel eller solgt som slaver. Folkemordet på jøderne startede, da korsfarerne rejste gennem Europa og fortsatte gennem Det hellige land. Efter den arabiske generobring i det 13. århundrede ødelagde sultan [[Baibars]] landet for at forhindre, at der kunne leve nogen større befolkningsgruppe der, og for at, det ikke skulle være attraktivt at indvandre. Landet forblev fattigt under [[det osmanniske rige|osmanerneosmanernes]]s styre efter erobringen i det 16. århundrede og frem til det 20. århundrede.
 
Mellem det 13. og det 19. århundrede voksede den jødiske [[aliyah|indvandring til Israel]], især på grund af [[religiøs forfølgelse]]. Udvisninger af jøder i [[England]] (1290), Frankrig (1391), Østrig (1421) og Spanien (1492) førte til, at bølger af jøder flyttede til Israel.
Linje 23:
Midt i det 19. århundrede blev Israels land en del af [[Det osmanniske rige]] og en provins i Syrien. De fleste af indbyggerne var muslimer og kristne arabere, men også jøder, grækere, [[drusere]], beduiner og andre minoriteter. I 1844 udgjorde jøderne den største befolkningsgruppe og i 1890 den absolutte majoritet i Jerusalem, selv om den jødiske befolkning tilsammen udgjorde mindre end 10 % af den samlede befolkning.
 
=== 1897–1917: Den zionistiske bevægelse ===
{{uddybende|zionisme|Aliyah}}
 
Linje 45:
Efter [[1. verdenskrig]] udnævnte [[Folkeforbundet]] [[Det forente kongerige Storbritannien og Nord-Irland|Storbritannien]] som mandatar for [[Palæstinamandatet]] efter at have godkendt [[Balfourerklæringen i 1917|Balfourerklæringen]] og desuden forlangt, at Storbritannien skulle opsætte [[Den jødiske agenda|et råd]] som skulle administrere de jødiske sager i Palæstina. Endnu en aftale blev indgået med USA (som ikke var medlem af Folkeforbundet), hvori USA bifalt betingelserne i mandatet.<ref>A Survey of Palestine prepared for the Anglo-American Committee of Inquiry, 1946, kapitel 1</ref>
 
Efter oprøret i Jaffa i 1921 indførte de britiske mandatautoriteter et system med indvandringskvoter for at sikre, at den jødiske innvandring ikke ødelagde Palæstinas økonomi. Et undtagelse fra regelen blev lavet for jøder med over 1000 pund i kontanter (en meget stor sum på den tid) eller fagfolk med over 500 pund, som fik bosætningstilladelse til trods for kvoterne. Briterne besluttede selvrådigt, at [[Transjordan]] skulle udskilles fra mandatet og i stedet blive en egen, selvstændig arabisk stat.<ref>Palestine Royal Commission Report (the Peel report) London 1937, kapitel 10, side 283.</ref>
 
Jødisk indvandring voksede i 1920-årene. Imidlertid førte den voksende forfølgelse af europæiske jøder til, at betydelig flere jøder indvandrede til Palæstina, hvilket førte til, at de allerede store spændinger i Palæstina voksede. Den voksende jødiske indvandring førte til en voksende arabisk modstand mod jøderne i Palestina og udløste storstilede oprør.
Linje 51:
For at forhindre, at arabernes modvilje skulle blive vendt imod den britiske besættelsesmagt, reagerede Storbritannien med at oprette en kommission for at finde en holdbar løsning, i første omgang ledet af [[William Wellesley Peel, 1. jarl av Peel|Lord Peel]]. [[Peel-kommisjonen]] foreslog en deling af Palæstina til to adskilte, selvstændige områder for jøder og arabere, idet Storbritannien skulle opretholde kontrollen over hele området. Imidlertid førte den voksende sandsynlighed for en stor krig i Europa til, at Storbritannien forsøgte at sikre arabisk velvilje. Resultatet var en ny [[Hvidbogen af 1939|"hvidbog"]], som anbefalede en begrænsning af den jødiske indvandring til 75.000 i løbet af de sidste fem år og løftet om at oprette et selvstændigt Palæstina under arabisk styre i løbet af de næste ti år.
 
=== 1945–1948: Jødisk oprør mod britisk styre ===
 
Efter afslutningen af [[2. verdenskrig]] vandt [[Labour Party|det britiske arbejderparti]] valget i Storbritannien med et valgprogram, som blandt andet indeholdt et løfte om at oprette en jødisk stat i Palæstina og ophæve bestemmelserne i [[Hvidbogen af 1939]]. Imidlertid valgte udenrigsministeren, [[Ernest Bevin]] fra Labour Party at opretholde den tidligere politik for at bevare de fortsat vigtige forbindelser med engelske arabere i regionen.
Linje 69:
Voksende fjendtligheder mellem den jødiske uafhængighedsbevægelse og britiske styrker førte til større fokus på den britiske politik i Palæstina. Støtte til en af siderne ville føre til, at enten forholdet til engelske amerikanere eller engelske arabere ville blive undergravet, og begge forhold var vigtige for briterne. Som følge heraf fremsatte [[Ernest Bevin]] beslutningen om at overdrage Palæstinaproblemet til FN, som fik ansvaret for hele regionen.
 
I september 1947 foreslog ''United Nations Special Committee on Palestine'' ([[UNSCOP]]) en deling af Palæstina, som blev godkendt af generalforsamlingen i FN den 29. november 1947. Resultatet ville blive oprettelsen af to stater, en arabisk og en jødisk, mens byen [[Jerusalem]] ville blive direkte administreret af FN. Som indehaver af mandatet blev det op til Storbritannien at gennemføre beslutningen.
 
=== 1948: Uafhængighedskrig og status som stat ===
{{uddybende|Den israelske uafhængighedserklæring|Israels uafhængighedskrig}}
 
Kravet om, at Storbritannien skulle gennemføre FNs delingsplan, førte til, at Storbritannien trak sig hurtigere ud af området. Bekymret for at gennemførelsen af delingsplanen ville skade de engelsk-arabiske/muslimske forbindelser, besluttede Storbritannien at opgive mandatet og trække sig ud, en konklusion vedtaget af det britiske kabinet den 29. september 1947. Tidspunktet for tilbagetrækningen blev sat til maj 1948.
 
Kampe mellem arabere og jøder begyndte allerede før den formelle britiske tilbagetrækning. Skøn for hvor mange, som deltog i kampene på hver side, varierer mellem historikere, men i begyndelsen var de fleste deltagere frivillige på deltid. Antallet af personer, som var med i hæren, var ikke fast men voksede efterhånden, som konflikten udviklede sig. Antallet af palæstinensiske deltagere er vanskelig at bestemme, men bliver anslået til omkring 10.000. I maj 1948 var der omkring 30.000 jødiske deltagere.<ref>Skøn over størrelsen af styrkerne varierer efter hvilke kilder, man anvender; [[Benny Morris]], i ''Birth revisited'', 2003, side 34, [[Yoav Gelber]], ''Palestine 1948'', 2006, side 51, D.Tal ''War in Palestine 1948'' (2004) side 20 anslår, at 9.000 kæmpende gik ind i Palæstina mellem december 1947 og april 1948. [[Ilan Pappe]], ''The ethnic cleansing of Palestine'', 2006, side 44 anslår 10.000 hvoraf 3.000 til 5.000 udenlandske, Tal hævder at Haganah havde 15.000 kæmpende i marts, Morris hævder, at Haganah havde 35.780 i maj. Benny Morris, i ''Birth revisited'', 2003, side 16 /[[Yoav Gelber]], ''Palestine 1948'', 2006, side 73. / D.Tal &nbsp; ''War in Palestine 1948'' (2004) side 362 anslår, at der var omkring 15.000 jødiske mænd i hæren pr. marts 1938, men at de i august var op imod 70.000</ref> I følge [[Benny Morris|Morris]] havde [[Haganah]] styrker på størrelse med brigader i april-maj, og havde skadet palæstinsk militære og hjælpeudstyr alvorlig i midten af maj.<ref>Benny Morris, ''Birth revisited'', 2003, side 16&ndash;1716–17: «By April-May the Haganah was conducting brigade-size offensives, [...] by mid-May it had thoroughly beaten the Palestinian militias and their foreign auxiliaries.»</ref>
 
Den [[14. maj]] [[1948]] forlod de sidste britiske styrker Haifa, og [[Den jødiske agenda]], ledet af [[David Ben-Gurion]], erklærede staten Israel for oprettet i overensstemmelse med [[FNs delingsplan for Palestina]]. USAs præsident, [[Harry S. Truman]], anerkendte umiddelbart efter staten, efterfulgt et par timer senere af [[Sovjetunionen]]s leder [[Josef Stalin]]. [[Den arabiske liga]]s medlemmer [[Egypten]], [[Transjordan]], [[Syrien]], [[Libanon]] og [[Irak]] erklærede krig og annoncerede, at de forkastede FNs delingsbeslutning. De hævdede, at de arabiske palæstinere i hele Palæstina-området havde selvbestemmelsesret og at en kvart million arabere var flygtet fra Palæstina på grund af "zionistisk aggression".<ref>Krigserklæringen findes på http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/arab_invasion.html</ref> De blev støttet af Saudi-Arabien og Yemen.
Linje 111:
Fra 1948 til 1977 blev samtlige regeringer ledet af [[Mapai]] og [[Alignment]], forgængerne til [[Arbejderpartiet (Israel)|Arbejderpartiet]]. Ben-Gurion og rabbinerne blev tidlig enig om en religiøs status. Aftalen inkluderede blandt andet, at studenter som studerede jødiske tekster blev fritaget for militærtjeneste.
 
=== Arbejderpartiets styre 1948–1977 ===
 
==== 1948–1953: Ben Gurion og masseimmigration ====
 
I begyndelsen blev [[Israels politik]] domineret af den socialistiske zionisme ledet af [[David Ben-Gurion]]. [[Israels økonomi|Økonomien]] blev hovedsagelig styret efter socialistiske retningslinjer.
 
I 1950 vedtog Knesset ''returneringsloven'' (Law of Return), som gav alle jøder ret til at indvandre til Israel.
Linje 177:
I 1961 opsagde Ben-Gurion stillingen som statsminister efter mistillid fra Herut efter Lavon-affæren. Ben-Gurion udtalte, at han kun ville acceptere stillingen dersom Lavon mistede stillingen som leder af [[Histadrut]], Israels arbejderorganisation (på grund af sin rolle i Lavonaffæren). Kravene blev accepterede, og han vandt valget i 1961.
 
I 1962 begyndte [[Mossad]] at myrde (tidligere) nazistiske videnskabsmænd, som erbejdede i Egypten efter, at en af dem havde rapporteret, at missilprogrammet var udviklet for at indeholde kemiske kamphoveder. Handlingen blev fordømt af Ben-Gurion og førte til, at Mossads direktør, [[Isser Harel]], gik af som leder.<ref>[http://findarticles.com/p/articles/mi_qn4158/is_20030220/ai_n12678748 Obituary:Isser Harel | Independent, The (London) | Find Articles at BNET.com<!-- Bot generated title -->]</ref>
 
I 1963 gik Ben-Gurion igen af efter Lavon-skandalen. Hans forsøg på at få støtte fra sit parti, [[Mapai]], mislykkedes, og Ben-Gurion forlod partiet og dannede i stedet [[Rafi]]. [[Levi Eshkol]] blev Mapais leder og ny statsminister.
Linje 276:
[[Shimon Peres]] overtog som statsminister, og ledede [[Alignment]] ved det påfølgende valg.
 
=== Likuds styre 1977&ndash;19921977–1992 ===
==== 1977–1981: Begin I: Den egyptisk-israelske fredsaftale ====
:''Se også: [[Camp David-aftalen]], [[Den egyptisk-israelske fredsaftale]]
Linje 388:
Netanyahu underskrev [[Hebron-protokollen]] med [[Den palæstinensiske selvstyremyndighed]] den [[15. januar]] [[1997]]. Protokollen resulterede i overflytningen af Israels forsvar i [[Hebron]], og omvæltingen af civil autoritet til Palæstinensisk myndighed i store dele af området.
 
==== 1999–2001: Ehud Barak og tilbagetrækningen fra Sydlibanon ====
Efter valget i juli 1999 blev [[Ehud Barak]] fra Arbejderpartiet valgt til statsminister.
 
[[21. marts]] [[2000]] kom [[pave]] [[Johannes Paul 2.]] til Israel på et historisk besøg.
 
I 2000 trak Israel sine styrker ud af "sikkerhetszonen" i det sydlige Libanon. Flere tusinde medlemmer af den [[Sydlibanesiske hær]] forlod området samtidig med israelerne.
 
FNs generalsekretær konkluderede, at Israel pr. [[16. juni]] [[2000]] havde trukket sine styrker tilbage fra Libanon i overensstemmelse med [[Sikkerhedsrådets resolution 425|FNs sikkerhedsråds resolution 425]].<ref>
Linje 420:
Uroen i landet blev stadig større, og i 2001 indkaldte Ehud Barak til et specielt valg af statsminister. Han håbede, at en sejr ville give ham fornyet autoritet i forhandlingerne med palæstinenserne. I stedet blev oppositionslederen [[Ariel Sharon]] valgt til statsminister. Efter dette valg blev systemet med direkte valg af statsminister skrinlagt.
 
==== 2001–2006: Ariel Sharon og tilbagetrækningen fra Gaza og den nordlige del af Vestbredden ====
 
At fredsprocessen mislykkedes, voksende palæstinensisk terrorisme og til dels angreb fra Hizbollah fra Libanon førte til, at mange af de israelske offentlige og politiske ledere mistede tiltro til [[Det palæstinensiske selvstyre|Den palæstinensiske selvstyremyndighed]] som en fredspartner. De fleste følte, at mange palæstinensere så fredsaftalen med Israel kun som værende midlertidig. Imidlertid var mange israelere uvillige til at trække sig ud af aftalen og dermed ødelægge forholdet til palæstinenserne.
Linje 449:
| besøgsdato=2006-11-06}}</ref>
 
==== 2006–nutid: Ehud Olmert ====
 
Olmert blev valgt til statsminister efter, at hans parti, [[Kadima]], fik flest pladser i valget i 2006.
Linje 457:
Den [[27. november]], [[2007]] blev Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident [[Mahmoud Abbas]] enige om at forhandle uden betingelser og på alle måder arbejde for at opnå enighed inden slutningen af 2008. I april 2008 fortalte den syriske præsident [[Bashar al-Assad]] en [[Qatar]]-avis, at Syrien og Israel havde diskuteret en fredsaftale i over et år med [[Tyrkiet]] som mægler. Dette blev bekræftet af Israel i maj 2008.<ref>{{Kilde www|forfatter= Peter Walker m.fl. nyhetsbyråer|titel = Olmert confirms peace talks with Syria|url = http://www.guardian.co.uk/world/2008/may/21/israelandthepalestinians.syria |udgiver = The Guardian|dato = 21. maj 2008| besøgsdato = 21. mai 2008|sprog = engelsk|citat= Israel and Syria are holding indirect peace talks, with Turkey acting as a mediator …}}</ref>
 
== Noter ==
{{Reflist|2}}
 
== Litteraturliste ==
=== Norsk ===
* Beilin, Yossi ''Israel : Den politiske historien'', USA, Lennart Sane Agency AB, 1993. Oversatt av Geir Danmo, Exodus forlag. ISBN 827514022682-7514-022-6
 
=== Engelsk ===
* Berger, Earl ''The Covenant and the Sword: Arab-Israeli Relations, 1948-56'', London, Routledge K. Paul, 1965.
* Bethell, Nicholas ''The Palestine Triangle: the Struggle Between the British, the Jews and the Arabs, 1935-48'', London: Deutsch, 1979 ISBN 023397069X0-233-97069-X.
* Bregman, Ahron ''A History of Israel'', Houndmills, Basingstoke, Hampshire; New York: Palgrave Macmillan, 2002 ISBN 03336763270-333-67632-7.
* Butler, L.J. ''Britain and Empire: Adjusting to a Post-Imperial World'' I.B. Tauris 2002 ISBN 1-86064-449-X
* Darwin, John ''Britain and Decolonisation: The Retreat from Empire in the Post-War World'' Palgrave Macmillan 1988 ISBN 0-333-29258-8
* Davis, John, ''The Evasive Peace: a Study of the Zionist-Arab Problem'', London: J. Murray, 1968.
* Eytan, Walter ''The First Ten Years: a Diplomatic History of Israel'', London: Weidenfeld and Nicolson, 1958
* Israel Office of Information ''Israel’s Struggle for Peace'', New York, 1960.
* Herzog, Haim ''The Arab-Israeli Wars: War and Peace in the Middle East from the War of Independence to Lebanon'', London: Arms and Armour; Tel Aviv, Israel: Steimatzky, 1984 ISBN 08536861300-85368-613-0.
* Laqueur, Walter ''Confrontation : the Middle-East War and World Politics'', London: Wildwood House, 1974, ISBN 07045009650-7045-0096-5.
* Laqueur, Walter & Barry Rubin (editors) ''The Israel-Arab Reader: a Documentary History of the Middle East Conflict'', New York, N.Y. : Penguin Books, 1984 ISBN 0-14-022588-9.
* Lucas, Noah ''The Modern History of Israel'', New York: Praeger, 1975.
* Gilbert, Martin ''Israel : A History'', New York: Morrow, 1998 ISBN 06881236270-688-12362-7.
* O’Brian, Conor Cruise ''The Siege: the Saga of Israel and Zionism'', New York: Simon and Schuster, 1986 ISBN 06716004430-671-60044-3.
* Oren, Michael ''Six Days of War: June 1967 and the Making of the Modern Middle East'', Oxford: Oxford University Press, 2002 ISBN 01951517470-19-515174-7.
* Pappe, Ilan ''The Making of the Arab-Israeli Conflict, 1947-51'', London: I.B. Tauris, 1992 ISBN 18504335771-85043-357-7.
* Rubinstein, Alvin Z. (editor) ''The Arab-Israeli Conflict: Perspectives'', New York: Praeger, 1984 ISBN 00306877800-03-068778-0.
* Lord Russell of Liverpool, ''If I Forget Thee; the Story of a Nation’s Rebirth'', London, Cassell 1960.
* Sachar, Howard M. ''A History of Israel'', New York: Knopf, 1976 ISBN 03944856450-394-48564-5.
* Samuel, Rinna ''A History of Israel: the Birth, Growth and Development of Today’s Jewish State'', London: Weidenfeld and Nicolson, 1989 ISBN 02977932920-297-79329-2.
* Schultz, Joseph & Klausner, Carla ''From Destruction to Rebirth: the Holocaust and the State of Israel'', Washington, D.C. : University Press of America, 1978 ISBN 08191057400-8191-0574-0.
* Segev, Tom ''The Seventh Million: the Israelis and the Holocaust'', New York: Hill and Wang, 1993 ISBN 08090856310-8090-8563-1.
* Talmon, J.L. ''Israel Among the Nations'', London: Weidenfeld & Nicolson, 1970 ISBN 02970022790-297-00227-9.
* [[Michael Wolffsohn|Wolffsohn, Michael]] ''Eternal Guilt? : Forty years of German-Jewish-Israeli Relations'', New York: Columbia University Press, 1993 ISBN 02310827460-231-08274-6.
 
* ''Facts about Israel: History'', Jerusalem: Israel Information Centre, 2003.
''Litteratur til Lavonaffæren''
* Doron Geller: ''The Lavon Affair'' [http://www.jafi.org.il/education/juice/service/week2.html]
* Liste over bøker og artikler som dekker affæren [http://users.skynet.be/terrorism/html/israel_susannah.htm]
* Jack Riemer: ''Author unravels the scandal that brought down Ben-Gurion'' [http://www.jewishsf.com/bk970221/etdown.htm]
* Israels regjerings oppsummering (på hebraisk) [http://www.knesset.gov.il/lexicon/heb/lavon.htm]
 
== Eksterne henvisninger ==
* [http://www.dinur.org/1.html?rsID=219 The Jewish History Resource Center] Project of the Dinur Center for Research in Jewish History, The Hebrew University of Jerusalem
* [http://naamz.org NAAMZ, Israeli Advocacy Group]
Linje 513:
* [http://www.mideastweb.org/labor_zionism.htm Labor Zionism and Socialist Zionism]
* [http://www.zionism-israel.com/zionism_documents.htm Zionism: Historical Source Documents and texts]
* [http://www.jsource.org/jsource/zion.html "Zionism" &mdash;— from the Jewish Virtual Library]
* [http://www.mfa.gov.il/mfa/go.asp?MFAH00un0 "Centenary of Zionism" from the Israeli Ministry of Foreign Affairs]
* [http://www.jafi.org.il/education/index.html The Jewish Agency for Israel &mdash;— The Department for Zionist Education]
* [http://domino.un.org/unispal.nsf The UNISPAL web site] contains the full texts of hundreds of official documents, including those of the League of Nations and the United Nations, the British government, the Israeli government, the Palestinian authority, and many others.
* [http://eh.net/encyclopedia/article/halevi.israel Economic History of Israel] from EH.NET's Encyclopedia
Linje 524:
{{Commonskat|History of Israel}}
{{Portaltop|Historie}}
 
 
[[Kategori:Israels historie| ]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Israels_historie"