Carl Lundbye: Forskelle mellem versioner

Ved denne afgørelse blev den kommanderende generals magtområde indirekte betydelig svækket. Dette viste sig således i slutningen af [[Dybbøl Banke|Dybbøls]]s belejring, da general Gerlach ikke turde påtage sig ansvaret for stillingens rømning. Lundbye gav dog [[14. april]] på sket forespørgsel derom overkommandoen først frie hænder, men efter at have samtalet pr. [[telegraf]] med stabschefen og derefter at have forebragt spørgsmålet i [[Statsrådet]], erklærede han om eftermiddagen, ''"at Regeringen fastholdt sin tidligere udtalte Anskuelse om Vigtigheden af at holde Stillingen, selv om heraf skulde resultere forholdsvis betydelige Tab"'', for hvilken ordre overkommandoen bøjede sig. Da Lundbye efter Dybbøls fald forlangte, at [[Fredericia]] skulle rømmes, modsatte general Gerlach sig bestemt denne fordring; men Lundbye satte sin vilje igennem ved at give general [[Christian Lunding]] direkte ordre dertil, og [[26. april]] gav han endogså temmelig detaljerede bestemmelser for den videre krigsføring, idet [[Als]] skulle forsvares med det mindst mulige antal tropper, general [[Cai Hegermann-Lindencrone (officer)|Cai Hegermann-Lindencrones]] hærstyrke i [[Jylland]] betydelig forstærkes, [[Fyn]] hævdes med Hærens hovedstyrke og to landgangsbrigader dannes for dermed at true de af fjenden besatte kyststrækninger, opgaver, som spredte vore kræfter. Overkommandoen udtalte sig også bestemt imod krigsministerens planer, men kunne hverken ved sine skriftlige indlæg eller ved stabschefens sendelse til København forandre dem.