Forskel mellem versioner af "Carl Lundbye"

14 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
m
Robotassisteret flertydig: Dybbøl - Ændrede link(s) til Dybbøl Banke
m (Minimal tilføjelse om broderen J. Th. Lundbyes død.)
m (Robotassisteret flertydig: Dybbøl - Ændrede link(s) til Dybbøl Banke)
Under krigen måtte Lundbye træffe flere vigtige afgørelser; men lige over for en konseilspræsident, som senere har udtalt, ''"at en Krigsminister og en kommanderende General ikke bør være Mænd med politisk Indsigt, men kun militære Fagmænd, der udføre det, som de faa Anvisning til"'', har han ikke altid kunnet gøre sin egen opfattelse gældende. [[Dannevirke]]stillingens rømning, uden at Krigsministeriets samtykke dertil var indhentet (hvad ifølge den [[general]] [[Christian de Meza]] givne instruks ikke var nødvendigt), fremkaldte en uhyggelig strid mellem Lundbye på den ene side og de Meza samt flere af Hærens overordnede førere på den anden side, hvilken strid kong [[Christian 9.|Christian IX]] afgjorde [[28. februar]], og kun af den grund til fordel for krigsministeren, at Monrad gjorde Lundbyes forbliven i ministeriet til et kabinetsspørgsmål for sit vedkommende. Mathias Lüttichau blev som den ældste general konstitueret kommanderende general, indtil den kongelige udnævnelse af [[Georg Gerlach]] den 28. februar.
 
Ved denne afgørelse blev den kommanderende generals magtområde indirekte betydelig svækket. Dette viste sig således i slutningen af [[Dybbøl Banke|Dybbøls]]s belejring, da general Gerlach ikke turde påtage sig ansvaret for stillingens rømning. Lundbye gav dog [[14. april]] på sket forespørgsel derom overkommandoen først frie hænder, men efter at have samtalet pr. [[telegraf]] med stabschefen og derefter at have forebragt spørgsmålet i [[Statsrådet]], erklærede han om eftermiddagen, ''"at Regeringen fastholdt sin tidligere udtalte Anskuelse om Vigtigheden af at holde Stillingen, selv om heraf skulde resultere forholdsvis betydelige Tab"'', for hvilken ordre overkommandoen bøjede sig. Da Lundbye efter Dybbøls fald forlangte, at [[Fredericia]] skulle rømmes, modsatte general Gerlach sig bestemt denne fordring; men Lundbye satte sin vilje igennem ved at give general [[Christian Lunding]] direkte ordre dertil, og [[26. april]] gav han endogså temmelig detaljerede bestemmelser for den videre krigsføring, idet [[Als]] skulle forsvares med det mindst mulige antal tropper, general [[Cai Hegermann-Lindencrone (officer)|Cai Hegermann-Lindencrones]] hærstyrke i [[Jylland]] betydelig forstærkes, [[Fyn]] hævdes med Hærens hovedstyrke og to landgangsbrigader dannes for dermed at true de af fjenden besatte kyststrækninger, opgaver, som spredte vore kræfter. Overkommandoen udtalte sig også bestemt imod krigsministerens planer, men kunne hverken ved sine skriftlige indlæg eller ved stabschefens sendelse til København forandre dem.
 
I hvilken grad Lundbye ved denne optræden har været påvirket af konseilspræsidenten, vil vel ikke nogen sinde blive fuldt oplyst; den skyldtes dog næppe en fast egen overbevisning, men snarere indflydelser af forskellig art, som han ikke havde selvstændighed og karakterstyrke nok til at modstå. Efter at [[12. maj]] en [[våbenhvile]] var blevet afsluttet, blev det Lundbyes sidste regeringshandling at meddele overkommandoen de foranstaltninger, som i den anledning skulde udføres, i det samtidig en fuldstændig forandring i den hidtil fulgte operationsplan antydedes, og forstærkningsmandskabet af årgangene 1853-55 til skade for Hærens kampdygtighed blev hjemsendt. [[18. maj]] afgik Lundbye derefter som krigsminister, idet han trådte tilbage til privatlivet, i høj grad nedbøjet over fædrelandets ulykke og den miskendelse, som deraf fulgte for ham. Han udgav dog endnu i [[1865]]: ''Mit Udbytte af at overveje Ordningen for nuværende Tid af den danske Hærstyrke'', men derefter blev hans ånds- og legemskræfter hurtig nedbrudte, indtil døden 2. januar 1873 befriede ham fra langvarige lidelser.
549.673

redigeringer