Kronstadt-opstanden: Forskelle mellem versioner

Oprøret nedkæmpedes blodigt. Den Røde Hær som måtte kæmpe på åben is og i gadekampe mod en stærkt bevæbnet bastion led meget betydelige tab. Den Røde Hærs officielle tabstal var 527 omkomne og 3285 sårede. Tabene på oprørenes side under selve kampenen er usikre. Petritjenko og en del oprørere undslap over isen til den nyligt etablerede finske republik og historikere har beregnet at mellem 1200 og 2168 blev henrettet af tropper fra [[tjekaen]] og den Røde Hær i dagende efter oprøret. Et tilsvarende antal sendtes i fængsel og lejre i dagende efter oprørets nedkæmpelse. De officielle sovjetiske tal angav at omkring tusind oprørere blev dræbt og to tusind såret, samt at der var mellem 2300 og 6528 tilfangetagne og at det lykkedes mellem seks og otte tusind oprørere at undslippe til Finland. Omkring 1050 til 1272 fanger blev senere frigivet og mellem 750 og 1486 fik domme på fem års straffearbejde.<ref>Pukhov, A. S. ''Kronshtadtskii miatezh v 1921 g.'' Leningrad, OGIZ-Molodaia Gvardiia.</ref>

 

 

Kronstadt episoden har siden 1921 været et kardinalpunkt i [[venstreorienteret]], [[socialistisk]]e og [[marxistisk]]e, venstreradikale, [[anarkist]]isk, såvel som [[socialdemokratisk]] funderet kritik af Sovjetstyret og især [[Lenin]]s og [[Trotskij]]s personlige optræden. Påstanden er typisk at med nedkæmpelsen af Kronstadt-opstanden og den efterfølgende cementering af en étpartistat lagde Lenin og Trotskij grundpillerne til [[Stalin]]s senere magtovertagelse, terror og magtmisbrug. Denne pointe har været genstand for mange og voldsomme polemikker på venstrefløjen siden 1921 og bestrides stærkt ikke kun af de kommunistiske regimers tilhængere men også af de forskellige trotskistisk orienterede bevægelser ([[trotskisme]]).