Forskel mellem versioner af "Jørgen Sonne (maler)"

9.292 bytes fjernet ,  for 6 år siden
kreditering
m (Bot: Tilføj navn uden parentes som argument til ekstern henvisning-skabelon)
(kreditering)
{{flertydigperson|Jørgen Sonne (forfatter)}}
[[Fil:Jørgen Valentin Sonne 1.jpg|thumb|Jørgen Sonne.<br />[[Frederiksborgmuseet]]]]
 
'''Jørgen Valentin Sonne''' eller '''Jørgen Sonne''' ([[24. juni]] [[1801]] i [[Birkerød]] – [[24. september]] [[1890]] i [[København]]) var en dansk maler.
 
== Uddannelse ==
Jørgen Sonnes forældre var [[kobberstikker]] ved [[Den Kgl. Mønt]] [[Jeppe Sonne]] (1771 – 1833) og Cathrine født Zimmer (1771 – 1851). Oprindelig var han bestemt for militærstanden og kom som dreng ind på landkadetakademiet, men forlod dette efter et års forløb og blev elev af [[Kunstakademiet]]. Omtrent samtidig begyndte han at arbejde under [[Gebauer]], i hvis atelier han malede en del kopier dels efter lærerens, dels efter hollandske mestres billeder, dog også adskillige mere selvstændige værker, særlig jagt- og bataljestykker, udførte aldeles uden naturstudier, helt "ud af Hovedet"; et af dem, ''En Vildsvinejagt'' (Kunstneren havde den gang aldrig set et vildsvin), kom på udstillingen 1818 og efterfulgtes af flere lignende ''Kompositioner'', hvoraf et par blev indkøbt til Nationalgalleriet. I det hele manglede det ikke den unge kunstner på opmuntring og påskønnelse, og i 1828 fik han på akademiets anbefaling en større rejseunderstøttelse, med hvilken han drog til [[München]]. Her gav han sig i lære hos den navnkundige [[historiemaler]] [[Peter von Cornelius]] og tegnede i løbet af 1 1/2 år flittig på dennes aftenskole; en anden højt anset mester, [[Peter von Hess]], tog sig også venlig af ham og støttede ham med sine råd; egentlig elev af Hess har Sonne dog aldrig været. Under sit 3årige ophold i [[Bayern]]s hovedstad gjorde Sonne hyppige udflugter ind imellem bjergene, hvor han tegnede, men kun undtagelsesvis malede studier til større og mindre billeder; af disse solgte han de fleste i München, men enkelte blev dog udstillet hjemme, således ''En Fægtning i Tyrol med de franske'', der blev indlemmet i Nationalgalleriet; det er et i formel henseende ganske dygtigt arbejde, men ufrisk og, væsentlig set, interesseløst som alle den slags konstruktioner.
 
== På jagt i Rom ==
Med fornyet understøttelse rejste Sonne i 1831 til [[Rom]], hvor han straks købte sig en del farver og pensler samt en jagtbøsse; den sidste brugte han i begyndelsen af sit ophold der nede adskillig ivrigere end de første; han blev en vældig jægersmand, færdedes som sådan dag efter dag ude i kampagnen og skød en mængde fugle, både spiselige og uspiselige. Det væsentligste udbytte af jagtturene blev dog det, at Sonne på dem fik den italienske landbefolkning at se på nært hold og i dens daglige sysler. Mere og mere vakte bønderne og deres husdyr, stærkere og stærkere den sydlandske natur hans interesse, og snart havde han en mængde af sine iagttagelser fæstede på lærredet. Hans studiemappe fyldtes med tegninger og malede skitser, og i hans bolig i Rom blev disse udnyttede til hele Malerier, hvori han gav trofaste og følelsesfulde Skildringer af Italiens natur og folkeliv, særlig af dette sidste. Vel vedblev han endnu nogen tid af og til at "komponere", som han havde lært det af Gebauer, der udtrykkelig advarede sine disciple imod at male efter Naturen, og i München; ''Morgenen efter Slaget'', der i 1833 blev solgt til [[Kunstforeningen]], og som nu tilhører [[Thorvaldsens Museum]], er Vidnesbyrd derom. Men dette Billede blev det sidste, hvori han behandlede et emne, som han ikke kendte af Selvsyn; i alle sine senere frembringelser holdt han sig til, hvad han personlig var fortrolig med, og fra de følgende år af hans romerperiode skriver sig så ægte og pålidelige ting som ''Et Skib trækkes op ad Tiberen ved Hjælp af Bøfler'', ''Romerske Bønder, som drage til Marked'' (Nationalgalleriet) og ''Høstmesse i den romerske Kampagne'' (Museet i [[Århus]]).
== Hjemme i Danmark og medlem af Akademiet ==
I 1841 kom Sonne tilbage til [[fædreland]]et og tog straks fat på de hjemlige emner; i de nærmest følgende år udstillede han vel endnu en del arbejder, der vare blevne til på grundlag af de italienske studier, således ''Et Marked i Omegnen af Rom'' 1843 og ''Scene ved en Brønd i en neapolitansk By hen imod Aften'' 1845 (begge solgte til [[Kunstforeningen]]), men allerede i 1844 kom det ægte danske ''En gammel Fisker med sin Datter sætter sit Garn'', i 1846 ''En Flok Kvæg søger Køling i Vandet'' og i 1847 det vidt bekendte hovedværk ''De syges Søvn på St. Helenes Grav ved Tisvilde St. Hans Nat''; alle disse tre billeder tilhører Nationalgalleriet. I 1846 blev Sonne optagen som medlem af Akademiet på ''Søndag Morgen; en Familie i Begreb med at tage til Kirke''. Dette arbejde hører ikke til hans mest fremragende; ganske anderledes betydeligt er ''De syges Søvn'' med dets stærke og primitive lyriske stemning, dets åndfulde redegørelse for den stille midsommernats poesi og for de stakkels syges længsel og lidelse, deres hvile og håb. I dette kunstværk er alle Sonnes væsentlige fortrin på ejendommelig måde forenede; først og fremmest vidner det om den styrke og inderlighed, hvormed han mægtede at fastholde en situation i sammenhæng med en dybt greben naturstemning. Billedet virker, skønt landskabet i og for sig ingenlunde er fortræffelig gjort, og der vel også kan være et og andet at sige på formgivningen i figurerne, ligesom så mange af kunstnerens andre frembringelser næsten som et lyrisk digt, der ikke opfordrer til dvælen ved enkelthederne, men kun til hengivelse i den stemning, der strømmer os i møde fra kunstværket som helhed.
 
== Igen bataljemaleri ==
[[Fil:Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849.jpg|thumb|Jørgen Valentin Sonne, ''[[Rytterfægtningen ved Århus|Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849]]'', maleri af Jørgen Valentin Sonne, 1853, [[ARoS]].]]
[[Fil:Dybbol Skanse.jpg|thumb|Dybbøl Skanse. Maleri fra 1871 af Jørgen V. Sonne.]]
 
Bataljemaleriet syntes opgivet, men så kom krigen 1848, og med den blussede Sonnes ungdomskærlighed op med fornyet kraft og på ny vis; nu gjaldt det ikke mere at fortælle om fantasifostrede tyrolere, kosakker og tyrker, nu var det blevet til alvor. Sonne fik lov at følge med en hærafdeling, kom til [[Sønderjylland]], var med, hvor det gik hedt til, og vovede sit liv så godt som nogen krigsmand; mange af dem, som tog del i krigen, kunne fortælle om den lille gråklædte mand, der stod så rolig og tegnede løs af alle kræfter, medens kuglerne peb om ham. Det blev bod for ungdommens udspekulerede [[Slagmaleri|slagbilleder]], disse studier, taget i marken; efter dem malede han, da han var kommen hjem, sine store billeder ''Angrebet 5. juni 1848 fra Dybbøl Bjærg'', ''Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849'', ''Istedslaget; Fjenden angriber Centrum og højre Fløj'', ''Slutningen af Istedslaget'', ''Morgenen efter Slagdagen ved Isted'', der alle erhvervedes af Nationalgalleriet, medens andre kom til Museet i Århus. Efter fredsslutningen malede Sonne endnu enkelte krigsbilleder, således i 1864 det meget store ''Slaget ved Fredericia'', der blev ophængt i [[Fredericia]]s Rådhussal, og endnu i 1881 ''Kavaleriangrebet ved Stolk; General Schleppegrell falder''. I 1863 drog den aldrende mand for anden gang til hæren, færdedes i [[Kampene ved Dybbøl|Dybbølskanserne]] og var i [[Sønderborg]] under bombardementet af denne by; en af frugterne af dette hans sidste felttog var det store ''Fra Dybbøl, først i april 1864'', der var udstillet 1871. Men mest viede han sig dog nu til fredelige emner, sådanne, til hvis behandling han kunne bruge ”friske Studier”. Her skulle da nævnes hans ''St. Hansfest i Tisvilde med Valfart til Helenes Grav'', 1858, (Nationalgalleriet) og – fra kunstnerens 80. År – det vidunderlig friske og stemningsrige ''Sommernat; Præsten bliver hentet over Aaen til en syg''. Endnu i 1886 kom et elskværdigt stuebillede: ''Der vaages hos en syg''.
 
== Murfrisen på Thorvaldsens Museum ==
[[Fil:Murfrisen mod kanalen.jpg|thumb|center|1000px|Murfrisen mod kanalen hvor billedhuggeren Bertel Thorvaldsen modtages af det københavnske borgerskab]]
Uden for rækken af Sonnes slag- og folkelivsmalerier står den monumentale [[frise]], hvormed han udsmykkede det ydre af [[Thorvaldsens Museum]]; på den ene side af bygningen ses mesterens modtagelse på Københavns Red i 1838, på den anden udlosning af hans værker og disses overførelse til museet. Det er et som helhed overmåde originalt arbejde, i adskillige enkeltheder sært og groftskåret, men i hele kompositionen, i hovedlinjerne og i opbygningen af grupperne så ædelt og storslået som et værk af en fremragende historiemaler.
 
Få ydre begivenheder var Sonnes liv alt andet end rigt; anføres skal endnu blot, at han i 1865 var i [[Italien]] med [[Det anckerske Legat]]; han giftede sig aldrig. I det sidste par år, han levede – han lukkede sine øjne 24. september 1890 -, var han for svag til at arbejde; også synet slog ham fejl. Men endnu nær oppe imod denne tid følte han sig dog stærk og sund, og med fuld friskhed kunne han endnu på sin 80 års fødselsdag modtage og venlig besvare den hyldest, danske kunstnere i sang og tale bragte deres oldermand.
== Konservativ maler ==
Som maler var Sonne udpræget [[konservativ]], som det sømmede sig en af ”den [[Høyen]]ske gruppes” bedste mænd. Ensidig var han, for så vidt som han nærede den dybeste foragt for alt, hvad der hedder malerisk teknik, eller i alt fald betragtede denne med en høj grad af mistænksomhed som noget, der egentlig kun var indrettet på at dække over mangelen på et virkeligt indhold. Han var en solid tegner, men ingen kolorist og havde kun ringe begreb om den maleriske behandling, der giver hvert stof dets særlige karakter; ansigter, hestelød, klædningsstykker, kanoner, alt er hos ham mere eller mindre ”træet”. Men ser man gennem den tarvelige overflade, får man snart øje for, at Sonne har været en af de dybeste poetiske naturer, vor kunst har kendt. Ikke, at han skulde være nogen særlig indtrængende skildrer af den enkeltes sjæleliv; det er betegnende, at han vist aldrig har malet et portræt. Men hvor det gælder om at give en situation, en fortælling om menneskenes sammenspil, om udveksling af følelser, der når Sonne højt. Hvor man møder ham, har han noget at meddele, noget, der i sandhed ligger ham på hjerte, og for hvilket han evner at vække sympati. Sundt, rent og følelsesfuldt, altid digterisk bevæget – og endda stedse stilfærdig, aldrig i lidenskab – ser han på livet og tolker det sete med ubestikkelig sandhed. Om få malere gælder det i det mål som Sonne, at han i sin modne alder ingen sinde har gjort et penselstrøg ”for effektens skyld”.
 
Sonne blev [[Ridder af Dannebrog]] 1852 og [[Dannebrogsmand]] 1881.
 
 
{{DBL
|Link=http://runeberg.org/dbl/16/0160.html
|Forfatter(e)=[[Sigurd Müller]]
|Bind nr=16
|Side nr=158
}}
== Eksterne henvisninger ==
{{Commonscat|Jørgen Valentin Sonne}}
* {{kid navn|1116|Jørgen Sonne}}
{{Den danske Guldalder}}
 
{{FD|1801|1890|Sonne, Jørgen (maler)}}
 
[[Kategori:Malere fra Danmark]]
[[Kategori:Historiemalere]]
[[Kategori:Personer fra Birkerød]]
[[Kategori:Danskere i 1800-tallet]]
[[Kategori:Personer i Treårskrigen fra Danmark]]
[[Kategori:Personer i 2. slesvigske krig fra Danmark]]
[[Kategori:Riddere af Dannebrog]]
[[Kategori:Slægten Sonne|Jørgen]]
[[Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon]]
[[Kategori:Titulære professorer fra Danmark]]
[[Kategori:Slagmalere]]
[[Kategori:Medlemmer af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster]]