Mössbauerspektroskopi: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m rettet to link
m rettet faktuel fejl
Linje 12:
Helt rekylfri resonans opnås imidlertid ikke – noget af energien går tabt ved dannelse af [[fonon]]er. Jo stivere det faste stof er, jo færre gittervibrationer opstår der, og nedkøling er således en fordel.
 
Kilden består af radioaktive kerner (f.eks. Co-57) som via en exciteret tilstand henfalder til den [[isotop]] (f.eks. Fe-57), mössbauerisotopen, som prøven indeholder. Ved rekylfri resonans er det strålingens naturlige liniebredde (<math>\Gamma</math>) som afgør hvor høj opløsningen bliver. Det følger af en af Heisenbergs [[ubestemthedsrelation]]er at jo længere levetiden (<math>T</math>) af den metastabile tilstand er, jo mindre er strålingens liniebredde: <math> \Gamma T = \frac{h}{24\pi}</math>, hvor <math>h</math> er [[Plancks konstant]]. I Fe-57 er forholdet <math>\gamma/E_\gamma</math> mellem liniebredde og fotonenergi af størrelsesorden <math>10^{-13}</math>. Herved kan [[hyperfinvekselvirkning]]en mellem kernerne i prøven og deres magnetiske og kemiske omgivelser studeres.
 
Absorption finder kun sted når fotonenergien stemmer overens med forskellen mellem to energiniveauer i prøven. Dette opnås ved at bevæge kilden. [[Dopplereffekten]] bevirker da at fotonenergien øges når kilden nærmer sig prøven og vice versa: <math>E(v) = E_0\left(1 + \frac{v}{c}\right)</math>. I konkret forstand bliver et mössbauerspektrum herved en graf der viser tælletal som funktion af kildens hastighed (<math>v</math>).