I [[antikken]] er det generelt svært at klassificere tænkere ud fra deres holdning til det psyko-fysiske problem. Mange filosoffer mente sjælen havde en uafhængig eksistens af kroppen, og at den kunne overleve denne, men de anså den alligevel som materiel, så som [[Platon]].
[[Demokrit]] og [[Epikur]] anses for at være materialister. I [[middelalderen]] ansås sjælen også for at have materielle træk. [[Rene Descartes]] skaber den moderne [[dualisme]] og herefter opfatter alle de to ting som væsensforskellige. Der komerkommer omgående flere svar til dualismen. [[Baruch de Spinoza]] og [[George Berkeley]] står for en empirisk idealisme, hvor ''esse est percipi'' ("at være er at blive sanset"), hvor tingene kun har eksistens, hvis og så længe nogen oplever dem. På denne måde opretholdes verden kun ved, at [[Gud]] til stadighed [[percipering|perciperer]] denne. [[Gottfried Wilhelm Leibniz|Leibniz]] udarbejder i samme periode en idealistisk teori. [[Immanuel Kant]] foreslår den [[transcendentale idealisme|Transcendentalfilosofi]], [[Georg Wilhelm Friedrich Hegel|Georg W. F. Hegel]], hævder en '[[absolut idealisme]]', hvor alt er åndeligt, og hvor Gud (= [[Det Absolutte]]) er historiens endemål; dvs. at [[verdenshistorie]]n – alt inklusive – udelukkende består af et stadigt fremskridt imod den guddommelige ånds opvågnen. Materialismen bliver gradvist mere populær fra [[oplysningstiden]] og frem, med [[Paul Henri Thiry d'Holbach|D'Holbach]] som en tidlig moderne materialist. [[Karl Marx]] udarbejdede en variant af materialismen, nemlig [[dialektisk materialisme]]. Siden midten af det tyvende århundredeDetteårhundrede og i dag er den mest populære teori indenfor videnskabelige miljøer, og i det hele taget, navligtnavnligt grundet [[naturvidenskab]]ens dominans. I nyere tid er forskellige resultater fra [[neurologi|en]]en også blevet trukket frem. [[Daniel Dennett]] er en fremtrædende nutidig materialist.
