Ejderpolitikken: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
BillyDK (diskussion | bidrag) m {{2. Slesvigske Krig}} |
|||
Linje 60:
I [[1949]] forlod Knud Kristensen dansk politik. Ejderpolitikkens periode var slut.
Senere forsøgte Knud Kristensen et politisk come back med partiet [[De Uafhængige (1953)|De Uafhængige]], men Ejder-programmet kom ikke på den politiske dagsorden igen, selvom nationale aktivister uden for Christiansborgs mure igen og igen forsøgte at trænge igennem til politikerne - om fornødent ved at gennemtvinge et regeringsskifte. I 1949-1950 gennemførte Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945 en underskriftsindsamling, den såkaldte Selvbestemmelsesadresse, der med knap 800.000 underskrifter blev Danmarkshistoriens største. Samtidig med indsamlingen gennemførte Sydslesvigsk Udvalgs formand, professor Lars Hansen Larsen (Landbohøjskolen), et barskt angreb på statsminister Hans Hedtoft, der blev beskyldt for med sin passivitet i Sydslesvig-sagen at ville kvæle den nydanske bevægelse i Sydslesvig. Hensigten var åbenlyst at fremtvinge endnu et valg på Sydslesvig.
Også på et andet område stod fronterne knivskarpt. Den nydanske bevægelse, der strakte sig over hele Sydslesvig, altså helt ned til Ejderen, ønskede ganske naturligt at sende deres børn i dansk skole. Men den danske regering lagde sig i begyndelsen af 1950'erne fast på, at den statslige kulturstøtte til Sydslesvig kun kunne udstrækkes til området nord for linjen Sli-Dannevirke-Tønning. Området syd for denne linje (med reference til Korea-krigen kaldt "den 38. breddegrad") blev overladt til sig selv.
Indignationen over denne inkonsekvens i regeringens Sydslesvig-støtte blev i de følgende år aktivisternes største aktiv. Med massiv kontant støtte fra skibsreder A.P. Møller og agitatorisk støtte fra den den populære Knud Kristensen indledte professor Hansen Larsen nu et omfattende skolerejsningsprogram langs Ejderens nordlige bred. I centrum stod Ejderskolen i Rendsborg, i periferien landsbyskolerne i Drage og Vestermølle. Oprindelig havde Hansen Larsen og A.P. Møller regnet med at bygge yderligere ti skoler, fylde dem med børn, hvorefter de alle sammen skulle væltes over på den danske stat som et sviende "tak for sidst!" til Hans Hedtoft. Det var højt spil, og det blev opdaget på Christiansborg, hvor politikerne erklærede, at Hansen Larsen selv måtte bære ansvaret for driften af de skoler, han byggede.
Det førte til en kursændring. I de følgende år satsede Hansen Larsen og Ejderindsamlingen på at udbygge og drive de allerede opførte skoler - stadig med støtte fra A.P. Møller. Skolerne blev nu spundet ind i Hansen Larsens stadig mere grovkornede nationalistiske agitation, der stædigt krævede Sydslesvig hjem og bevidst gik efter at forhindre den omsiggribende forsoning med de evigt støvletrampende og aggressive tyskere.
Først i 1968, tre år efter A.P. Møllers død, faldt bunden ud af Ejderindsamlingens økonomi, og Hansen Larsen måtte overdrage hele sit private, aktivistiske skolevæsen med bygninger, personale, børnehaver, forsamlingshuse og busser til den store, statsstøttede skoleorganisation i Sydslesvig, Dansk Skoleforening for Sydslesvig.
Dermed lukkede og slukkede den sidste udløber af Ejderpolitikken.
== Sønderjylland eller Slesvig ==
| |||