DNA-replikation: Forskelle mellem versioner

 

Replikation i eukaryoter minder på mange måder om replikation i prokaryoter. En væsentlig forskel er antallet af ''origins of replication''. Eksempelvis har det menneskelige [[genom]] omkring 30.000 af disse områder, hvor de fleste prokaryoter kun har 1. Det er en tilpasning til de betydeligt større genomer, man finder i eukaryoter. En anden vigtig forskel er kromosomerne, som hos eukaryoter er lineære. Næsten alle prokaryoter har kun et enkelt, cirkulært kromosom. En ulempe ved lineære kromosomer er, at den sidste primer som sættes på [[lagging strand]] ikke kan erstattes af DNA-nukleotider, da DNA polymeraser som nævnt tidligere kun kan syntetisere nyt DNA i retningen 5'-3'. Et lille stykke DNA går derfor tabt ved hver replikation i prokaryoter. Som et værn mod dette består kromosomernes ender, [[telomer]]erne, af ikke-kodende sekvenser, som man ikke tager skade af at miste. Når disse er brugt op efter tilstrækkelig mange replikationsrunder, tager cellen dog skade af tabet af vigtig information. Telomerernes afkortning formodes at være en del af forklaringen på, hvorfor vi ældes.

Endelig er det ikke i eukaryoter og prokaryoter de samme proteiner, som står for de forskellige led i replikationen, selvom de overordnede typer helicase, RNA primase, DNA polymerase og DNA ligase er bevarede:<ref>Berg Jeremy M.; Tymoczko, John L.; Stryer, Lubert (2012). ''Biochemistry''. W. H. Freeman and Company. S. 865-866. ISBN 978-1-4292-7635-1.</ref>

 

{| border="1"