Caroline Amalie: Forskelle mellem versioner

'''Caroline Amalie''' ([[28. juni]] [[1796]] i [[København]] – [[9. marts]] [[1881]]) var [[Hertug|hertugdatter]] og [[dronning]] af [[Danmark]]. I [[1815]] ægtede hun arvingen til den danske trone [[Christian VIII|prins Christian Frederik]], den senere Christian VIII, og var regerende dronning [[1839]]–[[1848]]. Hun engagerede sig i filantropisk virksomhed, [[Asyl (institution)|asyler]], skoler og plejeforeninger. Hun knyttede sig nært til [[Vartov]]-præsten [[N.F.S. Grundtvig|N.F.S. Grundtvigs]] forkyndelse og var ham og [[Grundtvigianisme|den grundtvigske bevægelse]] til uvurderlig støtte. Som medlem af den [[Hertuger af Sønderborg|den augustenborgske hertugfamilie]] blev hun i tiden som dronning i større kredse tillagt manglende nationale sympatier, men hun blev som enkedronning højt respekteret og værdsat af det danske folk.

Prinsesse Caroline Amalie blev født den 28. juni 1796 i [[familiepalæet]] i Bredgade 54, i København som datter af [[Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|Frederik Christian 2.]], hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg ([[1765]]-[[1814]]) og hustru prinsesse [[Louise Augusta af Danmark]] ([[1771]]-[[1843]]), der var halvsøster til [[Frederik 6.|kong Frederik VI]]. Prinsesse Louise Augusta var frugt af forholdet mellem kong Christian VII´s dronning [[Caroline Mathilde]] og kongens livlæge [[Johann FredrichFriedrich Struensee]].

Prinsesse Caroline Amalie voksede op i palæet, [[Dehns Palæ]], i [[Bredgade]] i København, hvor hun blev nært knyttet til kronprinsparret ([[kong Frederik VI]] og [[dronning Marie]]). En dybtgående familiestrid førte imidlertid i [[1810]] til et åbent brud mellem hendes far og kong Frederik VI, og familien boede derefter på [[Augustenborg Slot]], hvor faderen, bitter og nedbrudt, blev omsorgsfuldt plejet af sin datter. Han døde den [[14. juli]] 1814. Forholdet mellem forældrene var stærkt påvirket af familiestriden, idet moderen forblev meget loyal over for sin bror kong Frederik VI.

Caroline Amalies to brødre [[Christian August]], ([[1798]]-[[1869]]) og [[Frederik Emil August]] ([[1800]]-[[1865]]), kaldet ”Prinsen af Nøhr”, var begge hertuger af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. De stillede sig i marts 1848 i spidsen for oprøret i hertugdømmerne, der blev optakten til [[Treårskrigen|Den første slesvigske Krig]], og de blev efter krigen landsforvist og døde i udlandet.

I december 1814 blev Caroline Amalie forlovet med den danske prins Christian Frederik, den senere kong Christian den VIII ([[1786]]-1848), som var arving til den danske trone, idet hans fætter kong Frederik VI ikke havde sønner, der kunne efterfølge ham. Prins Christian Frederik havde været gift i årene [[1806]]-1810, fra dette ægteskab havde han sønnen Frederik, den senere [[Frederik 7.|kong Frederik VII]].

Efter brylluppet på Augustenborg Slot den [[22. maj]] 1815 tog de nygifte ophold i sommerresidensen på [[Sorgenfri Slot]], der skulle komme til at spille en stor rolle i Caroline Amalies tilværelse. Christian Frederik havde i [[1805]] efter sin far arvet det [[Levetzauske Palæ]] på [[Amalienborg]], nu Christians VIII´s Palæ.

I de [[De NatonalliberaleNationalliberale|national-liberale]] kredse forventede man, at han ville give landet en fri forfatning i lighed med hans indsats som statholder i Norge, hvor han gav landet en grundlov [[Eidsvoll-forfatningen]] den [[17. maj]] 1814, men nu som konge i Danmark tøvede han. Som hertug over [[Slesvig]], [[Holsten]] og [[Lauenborg]] så han modsætningerne mellem dansk og tysk vokse i omfang, og han ønskede at kunne dele sol og vind lige. I hans tid som konge øgedes oppositionens modstand mod ham. Han forberedte en afløsning af [[Enevælden]] som styreform til ikrafttræden september 1848, men akut sygdom i januar 1848 tvang ham til sengs. Han nåede dog at instruere sin søn kronprins Frederik om sine planer, inden han døde den [[20. januar]] 1848. Han blev gravsat den [[26. februar]].

Den [[19. september]] [[1841]] åbnedes [[Caroline Amalies Asyl|Dronningens Asylskole]] i [[Nørregade (København)|Nørregade]] som skole for børn over syv år. Hermed tog Dronningen igen et væsentligt skridt i udviklingen af arbejdet for dårligt stillede børn. Arbejdsområdet blev yderligere udvidet, da hun den [[6. oktober]] 1843 medvirkede ved oprettelsen af [[Den Kvindelige Plejeforening (DKP)]], hvis formål var at støtte trængende barselskvinder under deres sygeleje. Dette virkefelt blev senere udvidet mod svagelige kvinder, især ved at give dem arbejde og fortjeneste i hjemmet. Til kredsen af dronningens nærmeste medarbejdere i det sociale arbejde hørte overhofmesterinde [[Ingeborg Christiane Rosenørn]] ([[1784]]-[[1859]]).

Som den sidste i [[Huset Oldenborg|den oldenborgerske kongerække]] modtog hun på 50-årsdagen for sin ankomst til København som kronprinsesse den 15. juli 1865 af [[Christian 9.|kong Christian IX]] insignierne som Storkommandør af [[Dannebrogsordenen]], der var den højeste orden, som kvinder på den tid kunne modtage.