Dysse: Forskelle mellem versioner

Højen kan være rund, 10–12 m bred, med rejste sten om foden, og dette var sikkert den ældste form, [[runddysse]]nrunddyssen; den omslutter sædvanlig kun et enkelt kammer. Eller en aflang, fladagtig jordhøjning, 1,5–2 m høj, omslutter 1-5 kamre med større eller mindre indbyrdes mellemrum, [[langdysse]]n, der kan nå meget store længdemål; de største kendte er ved Lindeskov på Fyn, 160 m lang, og ved Vilsted ved Haderslev, af meget nær samme længde; de fleste er mindre end 30 m lange, få er mere end 6–10 m i bredden. Langdysser omgives af en fodkrans af rejste sten, tættere eller åben. Stenene kan være meget anselige, især for enderne, op til mere end 2 m. Stentallet er indtil 150, oftest meget færre.

I Norden findes de i Danmark og det sydlige Sverige. Langdysser er den særlig nordiske udformning. Inden for Danmark findes dysser på øerne (på Sjælland er antallet opgjort til ca. 3.400, hvoraf dog mange forstyrrede eller helt ødelagte; meget smukke og regelmæssige anlæg på [[Møn]], som fxf.eks langdyssen »[[Grønsalen|Grønjægers Høj«]], [[Fanefjord Sogn]], og på [[ Lolland]]) samt i dele af Jylland: Øst- og Nordjylland, Vendsyssel (ikke mange), Hanherrederne og Thy (få), mindre grupper i Sydjylland, men få mod vest; de fortsættes i Sønderjylland, hvor mange kendes i øst, ret få i vest. Midtjylland modtog i det væsentlige senere bebyggelse, og den almindelige og samtidige gravform, enkeltgraven, betegner antagelig et senere befolkningsindskud. [[Langeland]] er det sted i Verden hvor der er flest stendysser pr. km².

I nogle dysser er der sket senere gravlægninger, oftest i Bronzealderen.