Autochromemetoden: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Ret link til commons
m link
Linje 7:
Autokrompladerne var en [[patent]]eret videreudvikling af [[Irland|irlænderen]] John Jolys farverastermetode fra [[1893]]. Pladerne var præpareret med meget små indfarvede [[stivelse]]skorn i [[rød|cinnoberrødt]], [[gul]]grønt og [[blå|ultramarinblåt]]. På glaspladen kunne man fordele 9.000 korn per kvadratmillimeter. Mellemrummene mellem kornene fyldtes med fint [[kul]]støv for at forhindre falsk lys. Gennem rasteret af indfarvede korn og kulstøv filtreredes lyset mod en lys- og farvefølsom [[emulsion]]. Fremkaldelsen og kopieringen var lige så enkel som for samtidige sort/hvid-billeder. Dog var lysfølsomheden meget lav og eksponeringen blev cirka 80 gange længere end for sort/hvid-film.
 
Autokrompladerne kunne anvendes i sædvanlige [[kamera]]er, men slog dog aldrig rigtigt igennem på grund af den høje pris og tekniske mangler. Metoden blev videreudviklet, og materialet gjort mere lysfølsomt. I [[1930'erne]] fandtes endnu farvefilm efter farverastermetoden med varenavne som ''Agfacolor'' ([[1932]]), ''Omnicolor'' og ''Finaly Color''. Men først gennem introduktionen af diapositivfilm[[diapositiv]]film fra [[Kodak]] (''[[Kodachrome]]'' [[1935]]) og Agfa (''Agfacolor Neu'' [[1936]]) fik både professionelle og amatører adgang til et billigt og godt farvefotomateriale.
 
== Se også ==