Naturalisme (litteratur): Forskelle mellem versioner

'''Naturalisme''' er en stilperiode i [[litteratur]]en, som fokuserer på mennesket som [[biologi]]sk væsen. Stilperioden befinder sig tidsmæssigt i sidste halvdel af det [[19. århundrede]] (1870 – 1890), men fortsætter som tendens langt op i 1900-tallet.

Det, han distancerede sig fra, var [[romantikken]]s æstetisering og [[biedermeier]]ens dyrkelse af idyl.

Termen naturalisme havde sit udspring i [[Frankrig]], hvor [[Émile Zola]] i forordet til ''Thérèse Raquin'' kaldte romanen for et laboratorium, hvor passionens mekanismer afprøvedes. Med andre ord – romanen var et sted, hvor menneskets biologiske og [[psykologi]]ske reaktioner kunne iagttages og analyseres. Perioden var også præget af [[Charles Darwin]]s tanker om mennesket som evolutionært væsen. Darwins værk ''[[Arternes Oprindelse]]'' udkom på dansk i 1872,; hvori tiden derefter blev menneskets biologiske betingethed blev behandlet i mange romaner og noveller, fx ''Mogens'' af [[J.P. Jacobsen]]. Det var også J.P. Jacobsen, somder oversatte ''Arternes Oprindelse'' til dansk.

Der er nogle bestemte karaktertræk, der gør sig gældende for litteraturen i denne periode, dette er; blandt andet følgende:

* Der tilstræbes en nøgtern gengivelse af virkeligheden. Dermed fokuseres der i høj grad på miljøbeskrivelse, således at beskrivelsen af omgivelserne kan dominere over fortællingen, hvad harderhar indbragt naturalismen kritik i eftertiden, blandt andet fra [[Georg Lukács]], der satte naturalismens biologiske determinisme (f.eks. hos Zola) i modsætning til den dynamiske realisme hos f.eks. Balzac, hvor mennesket ses som et handlende samfundsvæsen, der agerer i en historisk kontekst.