Fyrste: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Retter flertydige links til Bismarck (link ændret til Otto von Bismarck) med DisamAssist.
Linje 12:
I oldtidens [[Romerriget|Rom]] var ''princeps senatus'' en ærestitel, som [[Kejser Augustus|Augustus]] og hans efterfølgere benyttede; derefter betegnes kejserdømmet i dets første periode, da kejseren i det mindste i teorien kun var rigets første embedsmand, som principatet. Hos oldgermanerne omtales fyrster (''principes'' kaldes de af [[Cæsar]] og [[Tacitus]]), der valgtes på folkeforsamlingerne og især synes at have været dommere eller rettere [[lovsigemand|lovsigemænd]]. I den ældre [[middelalder]] betegner udtrykket fyrste eller ''princeps'' i det hele landets fremragende mænd (»rigets bedste mænd«, ''meliores regni'' eller ''meliores terrae''), men efterhånden som [[lensvæsen]]et udviklede sig, blev fyrstetitlen for den rigsumiddelbare lensmand.
 
Særlig gælder det i [[Tyskland]], og her fremkom både gejstlige og verdslige fyrster. Til de første regnedes [[ærkebiskop]]per, [[biskop]]per og de [[abbed]]er og [[abbedisse]]r, der var indehavere af rigsumiddelbare [[abbedi]]er. Om kejserens stilling til de gejstlige fyrster drejede [[investiturstriden]] sig; efter [[Reformationen]] gav deres tilstedeværelse anledning til store vanskeligheder. Til verdslige fyrster regnedes [[hertug]]er, [[markgreve]]r, [[pfalzgreve]]r, [[landgreve]]r, [[borggreve]]r og [[Greve (rang)|grever]], forsåvidt de havde deres [[len]] umiddelbart af kejseren. Alle fyrster havde sæde i den tyske [[ReichstagRigsdagen (Det tysk-romerske Rige)|rigsdag]]. Ud fra de øvrige skilte sig dog i 13. århundrede de syv mægtigste, de såkaldte [[kurfyrste]]r (kårefyrster), der fra nu af udgjorde et særligt øverste kollegium på rigsdagene, mens de øvrige fyrster mødte i »Fürstenrat«, det andet kollegium, der deltes i den gejstlige og verdslige »Fürstenbank«. Deltagelsen i fyrsterådet blev i tidens løb skelnemærket mellem fyrster og de mindre herrer, rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare, men ikke havde adgang til rigsdagene. I løbet af 16. og 17. århundrede fastsloges hvilke fyrstehuse, der i kraft af besiddelsen af bestemte territorier havde sæde og stemme i rigsdagen, og efter [[Westfalske Fred|Den westfalske Fred]] [[1648]] kunne nyudnævnte fyrster kun få stemmeret på rigsdagen med dennes tilsagn. De gejstlige fyrster forsvandt ved nyordningen i [[1803]]. Overhovederne for de tyske fyrstefamilier havde prædikatet "Durchlaucht", men fyrsteværdigheden ikke længere retslig betydning, hvorimod der knyttede sig ulige æresrettigheder dertil, også fx for de mediatiserede fyrsters vedkommende og for de fyrster, der før [[1806]] var rigsumiddelbare, men dengang måtte træde i undersåtsforhold til større landsherrer. Tyske suveræne landsherrer har ofte uddelt fyrstetitlen som belønning for store fortjenester, således blev [[Otto von Bismarck|Bismarck]] [[1890]] fyrste (hertug) af [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]].
 
== Fyrstens rettigheder ==