H.N. Andersen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 6:
H.N. Andersen var faglært skibsbygger fra [[Nakskov]], der i en ung alder lod sig opskrive som besætningsmedlem på [[Bark (skibstype)|barken]] ''Mars'', der sejlede fra [[Liverpool]], [[England]]. I [[1876]] nåede besøgte H.N. Andersen [[Bangkok]], hovedstaden i [[Siam]] (''nu'': [[Thailand]]). I [[1884]] fik han stilling som [[Kaptajn (transport)|kaptajn]] på det siamesiske skib ''Thom Kramon'', der sejlede [[teaktræ]] til [[Europa]]. Erfaringen fra handelslivet fik H.N. Andersen til at bosætte sig i Bangkok og stifte [[Grossist|handelsfirmaet]]'' Andersen & Co.''
 
Fra Siam forsøgte H.N. Andersen at gøre handelsforbindelsen imellem Danmark og det [[Sydøstasien|sydøstlige Asien]] til en lukrativ forretning, men mødte modstand fra datidens største danske erhvervsmand og [[filantrop]], bankdirektør i [[Privatbanken]] (''nu'': [[Nordea]]) [[C.F. Tietgen]]. I [[1897]] fik H.N. Andersen imidlertid overbevist [[Isak Glückstadt]], direktør i [[Landmandsbanken]] (''nu'': [[Danske Bank]]), om sin forretningsplan og [[19. marts]] [[1897]] blev det [[Københavns Fondsbørs|offentligt handlede]] ''Aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni'' (ØK) stiftet med en selskabskapital DKK 2.000.000. Selskabets formål var i henhold til sin vedtægt at bedrive international handle, industri og transport, gennem bl.a. linjeskibstrafik imellem Europa og Fjernøsten. Aktiviteterne i ''Andersen & Co''. blev indskudt i det nye selskab, og dets kontor i Bangkok blev omdannet til ØKs første oversøiske [[filial]].
 
I de første år stod H.N. Andersen bag en ekspansiv vækst i ØK, som i denne periode åbnede sit nye hovedkontor, ''[[Asia House]]'' der stadig eksisterer, i [[Frihavnen]] i København. Der blev oprettet filialer i [[Rusland]], [[Frankrig]] og [[Sydafrika]]. Men på grund af en faldende produktion af teaktræ i Siam imellem [[1902]]-[[1904]], kom selskabet i økonomisk uføre og oplevede et [[kapitaltab]] på 60 %. For at sikre en [[kapitaludvidelse]], sørgede H.N. Andersen for, at de eksisterende tab blev skjult; noget der i dag ville være klart ulovligt. Sagen blev i offentligheden døbt [[Kinch-affæren]] (efter direktør [[Emanuel Kinch]]), efter at journalisten [[Niels Bransager]] havde afsløret forholdene.<ref>[[Ole Lange]], "Kinch-affæren: H.N. Andersen og de pyntede ØK-regnskaber", ''Fund og Forskning'', bind 28 (1988). [http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=101222 Online-udgave]</ref>
 
Efter en succesfuld kapitaludvidelse blev selskabets forretningsmodel ændret således, at den kom til at udgøre en lukket cirkel: Aktiviteterne med skibsfragt skulle understøtte handelsaktiviteterne, handelsaktiviteterne understøtte industrialiseringsaktiviteterne og industrialiseringsaktiviteterne understøtte handelsaktiviteterne.{{kilde mangler|dato=Uge 42, 2010}} ØK-bygningen i [[Holbergsgade]] 2 i København, blev indviet i 1908 og året efter blev selskabet noteret på børsen i [[Paris]]. Forretningsmodellen blev fulgt gennem investeringer i virksomheder der kunne forarbejde produkter fra asien ([[Dansk Sojakagefabrik]] og [[Stettiner Oelwerk]]) og virksomheder, der kunne sælge danske produkter i Asien ([[OTA]] havremølle (kendt for sit produkt ''[[OTA Solgryn]]''), Nørresundby Portland Cement (nu: [[Aalborg Portland]])).
 
Under [[Første Verdenskrig]] havde H.N. Andersen og Landmandsbanken betydelige indtægter gennem ulovlig [[spekulation]], og i forbindelse med Landmandsbankens [[konkurs]] i 1922 var der en fare for, at forholdet ville blive offentligt kendt. H.N. Andersen formåede dog at få standset de statslige undersøgelser af LandmandbankenLandmandsbanken, og forholdene er først senere blevet kendt.{{kilde mangler|dato=Uge 42, 2010}}
 
== Politik ==