Martsrevolutionen (Danmark): Forskelle mellem versioner

[[Martsrevolutionen]] var en række voldsomme begivenheder, der fandt sted i flere europæiske lande - bl.a. i [[Frankrig]] og [[Tyskland]] - og markerede udbruddet af en stadigstadigt stigende tilslutning til demokratiske styreformer blandt den borgerlige befolkning i disse lande. Følgerne af disse martsrevolutioner nåede [[Danmark]], somder længe havde haft en bevægelse for en forfatningsændring.

[[Frederik 7.]] (1848-63), var 39 år gammel ved sin tronbestigelse [[20. januar]] 1848 39 år gammel. Han havde som prins ført en uregelmæssig tilværelse, var uden synderlige kundskaber og havde beskæftiget sig meget lidt med statsanliggendestatsanliggender. Det, og hans ringe lyst til at påtage sig en [[enevælde|enevoldskonges]] tunge ansvar og arbejdsbyrde, gjorde ham på forhånd velvilligt stemt foroverfor tanken om en konstitutionel forfatning.

Han beholdt de gamle ministre og supplerede, efter sin faders ønske, [[statsrådet]] med [[Carl Moltke]] og, efter sit eget ønske, med sin ungdomsven [[Carl Emil Bardenfleth]]. [[Gehejmestatsrådet]] accepterede få dage efter tronskiftet grundtrækkene af det forfatningsudkast, der var under udarbejdelse i [[Christian 8.]]s sidste dage. Ved kundgørelsen af [[28. januar]] 1848 tilsagdes der folket en konstitutionel fællesforfatning for hele [[Kongeriget Danmark]], således at den fælles repræsentation skulle bestå af lige mange medlemmer for kongeriget og [[Hertugdømmerne]] og samles afvekslende i de nævnte to nævnte hoveddele af monarkiet.

Det [[De Nationalliberale|nationaliberale parti]], som straks efter tronskiftet på forskellig måde havde fremsat sine krav om en konstitutionel forfatning for kongeriget og [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], følte sig stærkt skuffet afefter kundgørelsen og fandt navnligisær i bestemmelsen om, at kongerigets 1.300.000 ogindbyggere, samt hertugdømmernes 800.000 indbyggere, skulle have lige stor repræsentation,; en krænkelse af den danske befolknings rettigheder. Bevægelsen i kongeriget samlede sig merei ogstigende meregrad iomkring kravet omangående en konstitutionel forfatning for Danmark til [[Ejderen]]. Også i Hertugdømmerne var man misfornøjede;, thida slesvigholstenerne ville overhovedet intet ville vide af en fællesforfatning mellem Hertugdømmerne og Kongeriget.

[[Februarrevolutionen (Frankrig)|Februarrevolutionen]] i Frankrig drev stemningen yderligere i vejret og vakte hos slesvigholstenerne tro på, at de snart, og om fornødentnødvendigt ved magt, kunne realisere sinederes fremtidsplaner. NavnligNavnligt i [[Holsten]] opløstes den lovlige orden mere og mere. Ved [[Casinomødet]] i [[København]] [[11. marts]] proklamerede de liberale førere <nowiki>''Ejderstatstanken''</nowiki> under stormende tilslutning , og [[18. marts]] samledes i [[Rendsborg]] 70 medlemmer af begge Hertugdømmernes [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|stænderforsamlinger]] og vedtog at sende en deputation til København med forskellige forlangender til kongen, deriblandt krav om øjeblikkelig indkaldelse af de to stænderforsamlinger til en forenet samling og forelæggelse af et udkast om en slesvigholstensk forfatning, samt om Slesvigs indlemmelse i det [[tyske forbund]].

Samme aften havde de liberale førere indvarsletindkaldt til møde i [[Casino (teater)|Casino]], hvor 2500 mennesker fyldte salen. Lederne af den nationalliberale bevægelse med [[Orla Lehmann]] i spidsen formanede forsamlingen om, at Slesvig var ved at overgå til ''fjenden'', (dvs. Det tyske forbund), selv omselvom de var vidende om, at et åbent oprør endnu ikke var brudt ud i hertugdømmet.<ref>Glenthøj (2014), s. 166</ref> En adresse, der støttede borgerrepræsentationen og fordømte oprøret i hertugdømmerne, blev vedtaget. Man enedes desuden om at ledsage borgerrepræsentationen, til hvilkenhvor nu også magistraten havde sluttettilsluttet sig, til [[Christiansborg Slot]] den næste dag, for at overbringe kongen adressen.