Forskel mellem versioner af "Kernefysisk bindingsenergi"

2.533 bytes tilføjet ,  for 14 år siden
Omskrev hele artiklen, bragte i overensstemmelse med grundlæggende wikiformattering
(skabelon wikificering)
(Omskrev hele artiklen, bragte i overensstemmelse med grundlæggende wikiformattering)
'''Bindingsenergi''' er den [[energi]], der skal anvendes for at opsplitte en binding i dens bestanddele og tilsvarende den energi, der vindes, når en sådan binding etableres. I [[kernefysik]]ken opstår som følge heraf '''massedefekt'''.
{{wikificering}}
 
Bindingsenergien ”er” kort sagt den samlede massedefekt, dvs. forskellen på de frie partiklers vægt og atomets vægt. Det vi vil sige med det her er, at massedefekten er det der bruges til at holde atomet sammen; bindingsenergien, der varierer alt efter hvor mange nukleoner der befinder sig i kernen, da bindingsenergien binder sig til hver enkel nukleon. Der findes ikke nogen formel for hvordan man kan regne bindingsenergien ud, da det er forskelligt for hver nukleon hvor meget bindingsenergi der bindes til denne.
==Kernefysik==
Omregningsform mellem energi og masse;
Når en mængde [[nukleon]]er danner en [[atomkerne]], viser det sig at denne atomkernes masse er mindre end de enkelte nukleoners masse – man taler om den såkaldte ''massedefekt'' – og dette skyldes atomkernens bindingsenergi: ved etableringen af den binding, som atomkernen er, frigives en mængde energi i forhold til de frie nukleoner, og per [[Albert Einstein|Einsteins]] princip om masse-energi-ækvivalens medfører dette da, at den fremkomne kerne har mindre masse end de frie nukleoner til sammen.
Einsteins energi-masse-ækvivalens: E=mc2
 
Bindingsenergien hidrører fra den [[stærk kernekræft|stærke kernekraft]] og er den mængde energi, der skal til for at bryde de kræfter, der holder kernen sammen, og skille den ad i frie [[proton]]er og [[neutron]]er. Blandt grundstofferne fra [[brint]] til [[natrium]] vokser bindingsenergien per nukleon med atomets nukleontal, idet hver nukleon gennem den stærke kernekraft trækker i enhver anden nukleon og kernen derved pakkes tættere og tættere sammen. Den stærke kernekraft har dog meget begrænset rækkevidde, og når kernen bliver tilpas stor, bliver den langsomt overgået af den [[Elektromagnetisme|elektromagnetiske kraft]], ifølge hvilken de ensladede [[proton]]er i kernen frastøder hinanden. Således ligger bindingsenergien per nukleon nærmest stabilt i de mellemstore kerner fra [[magnesium]] til [[xenon]], medens den sluttelig aftager med kernens nukleontal i tungere grundstoffer, efterhånden som nukleonernes gensidige elektromagnetisk frastødning bliver stærkere end den stærke kernekraft. Kernens stabilitet er et resultat af dens bindingsenergi, og har en kerne - som de tungeste grundstoffer - meget lav bindingsenergi, skal der meget lidt energi til, før den går i stykker og omdannes til stoffer med højere bindingsenergi.
 
Af alle kendte stoffer og [[isotop]]er har [[Nikkel|Ni]]-62 den højeste bindingsenergi og er dermed den tættest sammenbundne kerne. Umiddelbart herefter kommer [[Jern|Fe]]-58 og [[Jern|Fe]]-56. Dette er den grundlæggende årsag til, at jern og nikkel er så hyppigt forekommende i planetkerner, idet de er et hyppigt slutprodukt i [[supernova]]processer.
 
Når en tung kerne med lav bindingsenergi per nukleon spaltes og dens nukleoner i stedet danner to mellemstore kerner med højere bindingsenergi per nukleon, frigives energi svarende til forskellen i bindingsenergi på den større kerne og de mindre datterkerner i form af [[varme]] og [[gammastråling]]. Denne proces udnyttes væsentligt i [[atomkraft]]værker baseret på [[fusion]]. Den omvendte proces, hvor to lette atomkerner sammensmeltes til en større atomkerne med højere bindingsenergi per nukleon, kaldes [[fusion]] og frigør ligeledes energi.
 
[[de:Bindungsenergie]]
[[en:Binding energy]]
[[fr:Énergie de liaison]]
[[it:Energia di legame]]
[[nl:Bindingsenergie]]
[[pl:Energia wiązania]]
[[ru:Энергия связи]]
[[fi:Sidosenergia]]
2.163

redigeringer