Den islandske fristat: Forskelle mellem versioner

Den '''Islandske fristat''' ([[Islandsk (sprog)|islandsk]]: ''Þjóðveldið'') var den uafhængige stat der blev etableret på [[Island]] i [[930]], under den første samling af [[Altinget]]. I [[1262]] erklærede islændingene sig som den [[Norges regenter|norske konges]] [[vasal]]ler, og landet mistede derved sin selvstændighed. I første halvdel af 10. århundrede bestod befolkningen hovedsageligt af norske emigranter, der havde forladt deres hjemland som følge af [[Harald Hårfager]]s forsøg på at underlægge sig hele Norge.

 

Den [[middelalder]]lige islandske stat havde en usædvanlig politisk struktur; der var ingen [[konge]] eller fyrste med udøvende magt, i stedet fungerede Altinget både som øverste lovgivende og dømmende organ på det overordnede plan. Landet var inddelt i en række forskellige høvdingedømmer, kaldet ''goðorð''. De blev hver ledet af en ''goði'' ([[gode]] eller høvding). I hedensk tid var der tilsyneladende også et nært forhold mellem den religiøse og verdslige magt, da den lokale leder både havde en retslig, politisk og religiøs myndighed i sit eget område. Der er en del usikkerhed om, hvad titlen gode dækker over i det islandske samfund, men kildematerialet peger på en betydning i retning af enten høvding, religiøs leder eller begge dele. Der findes ingen tegn på, at man havde en særskilt præstestand i før-kristen tid, de religiøse ceremonier blev derfor sandsynligvis ledet af en stormand.<ref>Sigurdson (1994) pp. 129-130</ref>