Versionen fra 30. nov. 2014, 22:09 redigér Mojowiha (diskussion \| bidrag) 12 edits Præcisering af hvilken Bedsted, det handler om ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 17. jan. 2015, 15:07 redigér fjern redigering Villy Fink Isaksen (diskussion \| bidrag) Kontooprettere, Udvidede bekræftede brugere, Patruljanter 83.308 edits mellemrum Gå til næste forskel →
Linje 36: [[Fil:Johan Thomas Lundbye 001.jpg\|thumb\|right\|''Hankehøj'', af [[Johan Thomas Lundbye]]]] [[Fil:En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord.jpg\|thumb\|''En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord'', 1843]] [[Fil:En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord.jpg\|thumb\|''En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord'', 1843]]Han var sygelig i barndommen, og denne disposition, som dog havde fortaget sig, da døden bortrev ham i den skønneste manddomsalder, har vistnok været medvirkende til den retning, hans udvikling tog. Da han viste en så uimodståelig lyst til tegning, kom han i sit 14. år på J. L. Lunds tegneskole og på Kunstakademiet, hvor han i december 1835 blev elev af modelskolen; men efter den tid søgte han at uddanne sig på egen hånd. Han må som medfødt gave have haft en overordentlig lethed i at tegne; det er ligesom modstræbende, han skrider til at tilegne sig oliemaleriets teknik, og han lader hele sit liv igennem med forkærlighed sit sprudlende åndslivs umiddelbare fostre fremstå på papiret som en leg med blyant, pen eller de klare, lette vandfarver, medens han, så at sige stadig, vandrer på udviklingens trange vej i behandlingen af oliemaleriet, hvor tiltalende endog de tilbagelagte stadier tage sig ud for beskueren. Fra sine første forsøg, hvori gengivelsen af heste og soldater var ligesom en arv fra det militære hjem, vendte han sig hurtig til dyrene, der snart blev «hans bedste Venner». I 1835 begyndte han at udstille; i 1839 konkurrerede han til den neuhausenske præmie med ''Parti af Dyrehaven med Hjorte og Hinde'', hvori hans behandling af landskabet ikke stod fuldt på højde med hans iagttagelse af dyrenes liv. Billedet fik heller ikke præmien, men blev købt af Kunstforeningen i København. Måske bevidstheden om, hvad han savnede, har ført ham til i de følgende år med så stor Ihærdighed at kaste sig over landskabsstudier. ▼ ▲~~[[Fil:En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord.jpg\|thumb\|''En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord'', 1843]]~~Han var sygelig i barndommen, og denne disposition, som dog havde fortaget sig, da døden bortrev ham i den skønneste manddomsalder, har vistnok været medvirkende til den retning, hans udvikling tog. Da han viste en så uimodståelig lyst til tegning, kom han i sit 14. år på J. L. Lunds tegneskole og på Kunstakademiet, hvor han i december 1835 blev elev af modelskolen; men efter den tid søgte han at uddanne sig på egen hånd. Han må som medfødt gave have haft en overordentlig lethed i at tegne; det er ligesom modstræbende, han skrider til at tilegne sig oliemaleriets teknik, og han lader hele sit liv igennem med forkærlighed sit sprudlende åndslivs umiddelbare fostre fremstå på papiret som en leg med blyant, pen eller de klare, lette vandfarver, medens han, så at sige stadig, vandrer på udviklingens trange vej i behandlingen af oliemaleriet, hvor tiltalende endog de tilbagelagte stadier tage sig ud for beskueren. Fra sine første forsøg, hvori gengivelsen af heste og soldater var ligesom en arv fra det militære hjem, vendte han sig hurtig til dyrene, der snart blev «hans bedste Venner». I 1835 begyndte han at udstille; i 1839 konkurrerede han til den neuhausenske præmie med ''Parti af Dyrehaven med Hjorte og Hinde'', hvori hans behandling af landskabet ikke stod fuldt på højde med hans iagttagelse af dyrenes liv. Billedet fik heller ikke præmien, men blev købt af Kunstforeningen i København. Måske bevidstheden om, hvad han savnede, har ført ham til i de følgende år med så stor Ihærdighed at kaste sig over landskabsstudier. [[Fil:Hunden ved stranden.jpg\|thumb\|Hunden ved stranden, fra bogen ''Fabler for børn'' af [[H.V. Kaalund]]]] Lundbye havde stadig en ikke ringe kamp at bestå med en teknik, som han ikke ret elskede, men som han følte, han måtte tilegne sig, hvad det end skulde koste, og det mente hans venner også. Men hans natur værnede om hans talent. Når han ville male, gik han ikke med kammeraterne til de tætte, grønne skove, de bugnende kornmarker, men han søgte ud til landets åbne vidder med sandede bakker og øde brinker, med blege farver over de spredte, vind omsuste træer og med stor luft, hvori mægtige skyer på deres svaneflugt kastede vekslende skygger over landet. Der fandt han i linjernes spil den ynde, som genspejlede sig i hans sjæl og gik over på billedfladen. Hans kortsynethed, hvori han selv og andre så en hindring, der måtte virke hæmmende på hans udvikling, gjorde ham netop til banebryder for en fri malerisk behandling, der gav oliemaleriets tunge farver lethed og luftighed. For hans øje samlede enkelthederne sig i masser, der gave hans syn på landskabet en storladenhed og en sandhed, som hans samtidige ikke rigtig kunne være med til straks; de så enkelthederne for godt. Selv når hans ven og studiefælle P. C. Skovgaard, der ellers i den tekniske udførelse kunde være ham en støt og pålidelig rådgiver, malede et billede fra de samme egne, blev dog valget anderledes. Skovgaard malede ''Vognserup Allé'' med de mægtige træer i deres frodigste sommerpragt, Lundbye malede engen eller græsmarken med de lave bakker, der blidt fortonede sig i det fjerne. Et stort [[landskabsmaleri]], ''Kystparti ved Isefjord'', som nu stråler i genfødt herlighed på en ende væg i en af Kunstmuseets nye sale, var udstillet 1843 og blev købt til [[Den Kongelige Malerisamling]]. Men efterhånden fandt dyrene atter plads i en jordbund, som ved ihærdige studier, så at sige på ny, var bleven beredt for dem. Allerede 1841 konkurrerede han igen, men forgæves, om den neuhausenske præmie med ''En Malkescene'', der imidlertid blev købt til den kongelige samling, og i 1844 vandt samlingen et billede, hvori dyrmaleren trådte helt og fuldbåren frem, ''Det indre af en Kostald'', med sin fine lysvirkning, sine livfuldt gengivne dyr og sin naive, i al umiddelbarhed fra dyrenes egen verden hentede, fordringsløse lille handling. Og i endnu højere grad trådte dyrenes liv og færd skønt og karakteristisk frem i hans tegninger, undertiden gengivne af andre ([[H.V. Kaalund\|Kaalunds]] ''Fabler for børn'', 1845), undertiden i træsnit eller radering mere umiddelbart fra hans egen hånd.

J.Th. Lundbye: Forskelle mellem versioner