Gottfried Wilhelm Leibniz: Forskelle mellem versioner

Derudover er han kendt for sin opdeling af verden i et uendeligt antal metafysiske substanser kaldet Monader, beskrevet i ''Monadologie'' 1714, og som er det materielles essens. Leibniz mener, at hvis den materielle verdens essens er udstrækning, som [[Descartes]] redegjorde for i sine [[Meditationer]], medfører dette, at de materielle legemer kan deles i en uendelighed, og derfor er det absurd at tildele materien udstrækning som essens. I modsætning til Descartes´ dualistiske verdens billedeverdensbillede har Leibniz et monistisk verdensbillede i form af ''en'' værensform, nemlig monaderne, som dog må siges at repræsentere et pluralistisk verdensbillede med et uendeligt antal monader – altså værenssubstanser. Disse monader har "ingen vinduer", altså er et lukket `system` som ikke kan påvirkes, og i følge Leibniz´ [[metafysik]] har Monaderne (af Gud) en præetableret harmoni, som sørger for verdensordenen. Det materielle verden er ifølge Leibniz udelukkende en fænomenverden.