|
En stor del af Sunnah’en handler om Profetens daglige færden, og om skik og brug. Det domæne er frivilligt, og individet må gerne rette sig efter de forskellige situationer, som det befinder sig i - med respekt for overordnede principper. For at en handling får status af ’ibada (tilbedelse), må den skifte zone fra skik til efterligning af Profeten - medmindre omstændighederne ikke giver mulighed for efterligning. Konteksten skal altid tages i betragtning uden at dræbe islams ånd og charias principper.
Opsummering
Vi har i det foregående berørt et vigtigt emne, som drager skel mellem folk og udelukker nogle fra islam. Man kan ikke skelne mellem Koranen og Sunnah’en. Der hersker konsensus blandt muslimerne om, at Sunnah’en er en kilde til lovgivning, så længe den er stærk med hensyn til den kæde (sanad), som har fortalt den. Det betyder, at de regler, som Sunnah’en indeholder - sammenmed Koranens regler - er lov, som enhver muslim ved godt helbred, ved sin fornufts fulde brug og som er fri (dvs. ikke slave) skal respektere fra pubertetsalderen.
Sunnah’ens regler er bekræftende og forklarende i forhold til Koranen, eller lovgivende på de områder, Koranen ikke har sagt noget om. Derfor lovgiver Sun - nah ’en efter de samme principper, som Koranen selv fastsætter. Følgelig kan der ikke være modsætninger mellem Koranen og Sunnah’en. Koranen siger, at Profeten ikke taler af eget begær (al hawa) Og han taler ikke af eget begær. (53:4) Det, som Profeten siger, er åbenbaring - med mindre han tilføjer, at det, han taler om, ikke er åbenbaring, og at det er en del af det, hvor fornuften er mesteren.
Opsummerende kan man sige: At skelne mellem Koranen og Sunnah’en er at ”dræbe” Islam. En muslim, som ikke tager Sunnah’en i betragtning i sine handlinger, er som én, der går med et slukket lys - det kan han ikke bruge til noget. Muslimer uden Sunnah’en er som et samfund uden fædrene arv. De lærde siger: Den, der forkaster Sunnah’en grosso modo, har forladt Islam.
== Se også ==
*[[Sunni-islam]]
|
