Landdistrikt: Forskelle mellem versioner

Det ligger i sagens natur, at landdistrikter kun har få indbyggere, få arbejdspladser og få udbydere af tjenesteydelser. Det synes derfor nærliggende at betragte landdistrikter som yderområder ([[Udkantsdanmark]]). Dette er en misforståelse. Landdistrikter må ses som led i en arbejdsdeling, idet sådanne områder fortrinsvis har været forbeholdt [[landbrug]], [[skovbrug]] og [[råstof]]udvinding. Disse tre næringsveje har historisk haft stor betydning for landets økonomi, man kan blot tænke på korneksporten til [[Norge]] og [[Storbritannien]] under [[kornhandelstiden]] og [[eksport]]en af landbrugsvarer som [[smør]], [[æg]] og [[kød]] til Storbritannien i det 20. århundrede helt frem til Danmarks indtræden i [[EF]] i [[1973]], der dels udgjorde en direkte udførsel af landdistrikternes produktion, dels hang sammen med landdistrikternes rolle som råvareleverandører til fødevareforædlingsindustrien.<ref>se fx Rasmussen et al. samt Pedersen</ref> Nævnes må, at der under [[urbaniseringen i Danmark]] fra midten af 1800-tallet skete en fremvækst af helt nye byer i landdistrikterne dels ved veje ([[Vejbyer i Danmark|vejbyer]]), dels ved jernbanestationer ([[Stationsbyer i Danmark|stationsbyer]]). I dette forløb spillede landbrug en vigtig rolle både som leverandør til byernes mejerier, slagterier m.m. og som købere af varer og tjenesteydelser. Trods urbaniseringen var der frem til 1930 (hvor antallet af ansatte tilknyttet landbrug nåede sit højdepunkt med over 1 million brug)<ref>Pedersen, s. 18</ref> en absolut fremgang i antallet af de bosatte i landdistrikterne, hvilket blandt andet skyldtes [[Statshusmandsbrug|husmandslovene]], og helt frem til midten af det 20. århundrede spillede landbruget en større rolle for eksporten end industrien.<ref>Rasmussen et al., s. 238</ref>