Kontinental filosofi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Addbot (diskussion | bidrag) |
Gecko (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 1:
'''Kontinental filosofi''' refererer til de forskellige [[filosofi]]ske strømninger og bevægelser på det europæiske fastland starten af [[1900-tallet]], bortset fra [[England]]. Siden starten af [[1900-tallet]] har den filosofiske verden været delt mellem den kontinentale og den [[analytisk filosofi|analytiske]] (eller [[angelsaksisk filosofi|angelsaksiske]]) filosofi. Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer i anden havdel af det 20. århundrede, der fandt det brugbart at have en samlet betegnelse term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland der havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi.
Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den tyske idealisme, Søren Kierkegaard og Nietszche.
I kontinentalfilosofien findes retninger som
*[[Fænomenologi]]
*[[Eksistentialisme]]
*[[Strukturalisme]]
*[[Poststrukturalisme]]
*[[Hermeneutik]]
*[[Frankfurterskolen]],
*Marxisme
*psykoanalyse.
Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer", idet de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi, således at der er overlap med termerne. Man skal derfor være varsom med at ligge for meget i betegnelserne.
Kontineltalfilosofi kan siges at have nogen teser til fælles:
* Afvisning af [[scientisme]], at empirisk naturvidenskab er den eneste måde at beskrive verden på. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
* Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenfor den historiske kontekst.
* Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
* Man kan også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage beggreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dette. Dette er dog ingenlunde gældende for alle kontinentalfilosoffer.
Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten [[Henri Bergson]] og [[Oswald Spengler]], der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.
[[Edmund Husserl]], grundlægger af fænomenologien kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege.
Fænomenologien videreudvikles af [[Max Scheler]], [[Martin Heidegger]], [[Maurice Merleau-Ponty]], [[Emmanuel Levinas]] og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer. En kendt version og fænomenologien er den franske existentialismen ([[Jean-Paul Sartre]], [[Albert Camus]]) som inspireret af Heidegger. [[Martin Buber]] kan også siges at være existentialist, endskønt denne tager udganspunkt i religion.
[[Sigmund Freud]] psykoanalyse har inspireret filosofferne [[Jacques Lacan]], [[Julia Kristeva]] og [[Slavoj Žižek]]. Psykologen [[Karl Jaspers]] regnes også for en existentialist, om end han selv benægtede det.
Lacan regnes også for strukturalist. [[Strukturalisme]] tager udgangspunkt i lingvistikken [[Ferdinand de Saussure]]. Andre struktutalister er [[Michel Foucault]], marxisten Louis Althusser, antropologen [[Claude Lévi-Strauss]] og literaturkritikeren Roland Barthès. Som navnet antyder så de mennesket som bestemt af de stukturen de indtræder i, og benægter den frie vilje.
En anden vigtig retning er hermeneutikken. Denne grundlagdes af en elev af Heidegger, [[Hans-Georg Gadamer]] er en vigtig skikkelse. [[Paul Ricoeur]] søger at udarbejde en syntese af hermeneutikken og fænomenlogien.
Politisk filosofi har traditionelt været et emne der ikke interesserer kontinentalfilosofiens. [[Hannah Arendt]]s arbejder analyser af magt og totalitarisme skal dog nævnnes. En anden retning der beskæftiger sig med politik er [[Kritisk teori]] udvikles af [[Max Horkheimer]], [[Adorno]], [[Herbert Marcuse]] og [[Jürgen Habermas]].
[[Giles Deleuze]] og [[Félix Guattari]] regnes også for kontinentalfilosoffer.
| |||