Kontinental filosofi: Forskelle mellem versioner

'''Kontinental filosofi''' refererer til de forskellige [[filosofi]]ske strømninger og bevægelser på det europæiske fastland starten af [[1900-tallet]], bortset fra [[England]]. Siden starten af [[1900-tallet]] har den filosofiske verden været delt mellem den kontinentale og den [[analytisk filosofi|analytiske]] (eller [[angelsaksisk filosofi|angelsaksiske]]) filosofi. Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer i anden havdel af det 20. århundrede, der fandt det brugbart at have en samlet betegnelse term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland, der havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi.

Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den [[Tysk idealisme|tyske idealisme]], [[Søren Kierkegaard]] og [[Friedrich Nietzsche|Nietszche]]. Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten [[Henri Bergson]] og [[Oswald Spengler]], der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.

*[[Fænomenologi]]. [[Edmund Husserl]], grundlægger af fænomenologien kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege. Fænomenologien videreudvikles af [[Max Scheler]], [[Martin Heidegger]], [[Maurice Merleau-Ponty]], [[Emmanuel Levinas]] og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer.

Fænomenologien videreudvikles af *[[Max SchelerEksistentialisme]], [[Martin Heidegger]], [[Maurice Merleau-Ponty]], [[Emmanuel Levinas]] og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer. En kendt version og fænomenologien er den franske existentialismen ([[Jean-Paul Sartre]], [[Albert Camus]]) som inspireret af Heidegger. [[Martin Buber]] kan også siges at være existentialist, endskønt denne tager udganspunkt i religion. Psykologen [[Karl Jaspers]] regnes også for en existentialist, om end han selv benægtede det.

Lacan regnes også for strukturalist. *[[Strukturalisme]] tager udgangspunkt i lingvistikken [[Ferdinand de Saussure]]. Andre struktutalister er [[Michel Foucault]], marxisten Louis Althusser, antropologen [[Claude Lévi-Strauss]] og literaturkritikeren Roland Barthès. Som navnet antyder så de mennesket som bestemt af de stukturen de indtræder i, og benægter den frie vilje.

Politisk filosofi har traditionelt været et emne der ikke interesserer kontinentalfilosofiens. *[[Hannah ArendtFrankfurterskolen]]s arbejder analyser af magt og totalitarisme skal dog nævnnes. En anden retning der beskæftigerogså sig med politik erkaldes [[Kritisk teori]]. udviklesUdvikles af [[Max Horkheimer]], [[Adorno]], [[Herbert Marcuse]] og [[Jürgen Habermas]].