Kontinental filosofi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Gecko (diskussion | bidrag) omskrivning |
Gecko (diskussion | bidrag) forbedring |
||
Linje 1:
'''Kontinental filosofi''' refererer til de forskellige [[filosofi]]ske strømninger og bevægelser på det europæiske fastland starten af [[1900-tallet]], bortset fra [[England]]. Siden starten af [[1900-tallet]] har den filosofiske verden været delt mellem den kontinentale og den [[analytisk filosofi|analytiske]] (eller [[angelsaksisk filosofi|angelsaksiske]]) filosofi.
==Termens historie== Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer i anden havdel af det 20. århundrede, der fandt det brugbart at have en samlet betegnelse term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland, der havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi. ==Udgangspunkt==
Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den [[Tysk idealisme|tyske idealisme]], [[Søren Kierkegaard]] og [[Friedrich Nietzsche|Nietszche]]. Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten [[Henri Bergson]] og [[Oswald Spengler]], der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.
==Fællestræk==
Kontinentalfilosofi kan siges at have nogen teser til fælles:
Line 8 ⟶ 16:
* Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenfor den historiske kontekst.
* Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
* Man kan også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage beggreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dette. Dette er dog ingenlunde gældende for alle kontinentalfilosoffer. Fysikeren [[Alan Sokal]] udstillede i [[Sokal-affære]]n denne tendens indenfor postmodernismen.
* Politisk filosofi har traditionelt været et tema der ikke behandles meget i kontinentalfilosofien. Det behandles som regel ud fra et kritisk perspektiv på et aspekte af samfundet eller historien, f.eks. [[Hannah Arendt]]s indflydelsesrige analyser af magt og totalitarisme, [[Sartre]]s engagement og selvfølgelig [[frankfurterskolen]], Men man finder ikke mange værker med generelle teorier om samfundets indretning, i traditionen fra [[Platon]]s [[Staten (Platon)
==Retninger==
I kontinentalfilosofien er yderligere opdelt i retninger. Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer", idet de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi, således at der er overlap med termerne. Man skal derfor være varsom med at ligge for meget i betegnelserne.▼
▲
*[[Fænomenologi]]. [[Edmund Husserl]], grundlægger af fænomenologien kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege. Fænomenologien videreudvikles af [[Max Scheler]], [[Martin Heidegger]], [[Maurice Merleau-Ponty]], [[Emmanuel Levinas]] og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer.
Line 21 ⟶ 31:
*[[Strukturalisme]] tager udgangspunkt i lingvistikken [[Ferdinand de Saussure]]. Andre struktutalister er [[Michel Foucault]], marxisten Louis Althusser, antropologen [[Claude Lévi-Strauss]] og literaturkritikeren Roland Barthès. Som navnet antyder så de mennesket som bestemt af de stukturen de indtræder i, og benægter den frie vilje.
*[[Poststrukturalisme]]. Filosofferne [[Jacques Derrida]], [[Jean Baudrillard]], [[Deleuze|Giles Deleuze]], [[Michel Foucault]] og [[Félix Guattari]] regnes ofte som poststrukturalister.
*[[Frankfurterskolen]] der også kaldes [[Kritisk teori]]. Udvikles af [[Max Horkheimer]], [[Adorno]], [[Herbert Marcuse]] og [[Jürgen Habermas]].
Line 28 ⟶ 38:
*[[Psykoanalyse]]. [[Sigmund Freud]] psykoanalyse har inspireret filosofferne [[Jacques Lacan]], [[Julia Kristeva]] og [[Slavoj Žižek]]. Lacan regnes også for strukturalist.
==Litteratur==
(red.) [[Poul Lübcke]] (1982): ''Vor Tids Filosofi - Engagement og forståelse'', Politiken, ISBN 87-567-3540-5
{{Nutidens filosoffer}}
| |||