Slaget ved Bornhøved (1227): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: indsæt coord wd |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, fra norsk wiki |
||
Linje 1:
{{redirflertydig|Slaget ved Bornhøved|Slaget ved Bornhøved (1813)}}
'''Slaget ved Bornhøved''' i [[Holsten]] fandt sted den [[22. juli]] [[1227]] og blev udkæmpet mellem den danske hær ledet af [[Valdemar 2. Sejr]] og en koalition bestående af flere tyske fyrster fra det nordtyske [[Sachsen (stammehertugdømme)|Stammehertugdømme Sachsen]] samt Holsten og [[Hanseforbundet|hansebyen]] [[Lübeck]]. Lübeck havde i perioden [[1202]]-[[1226]] været under dansk kontrol. Efter sigende var kampen hård, men danskerne tabte endegyldigt, da en hærafdeling fra [[Ditmarsken (kreds)|Ditmarsken]] gik over til fjenden midt under slaget. Nederlaget gjorde, at Danmark måtte acceptere, at Holsten, [[Mecklenburg]] og [[Pommern]] igen blev en del af det tyske rige med egne fyrster, hvorved der åbnedes for tysk dominans i Østersøområdet.▼
[[Fil:Scandinavia_1219.gif|thumb]]
[[Fil:Karte Bornhoeved in Deutschland.png|thumb|100px|Kort der viser [[Bornhøved]] i Holsten]]
▲'''Slaget ved Bornhøved''' i [[Holsten]] fandt sted den [[22. juli]] [[1227]] og blev udkæmpet mellem den danske hær ledet af [[Valdemar 2. Sejr]] og en koalition bestående af flere tyske fyrster fra det nordtyske [[Sachsen (stammehertugdømme)|Stammehertugdømme Sachsen]] samt [[Grevskabet Holsten|Holsten]] og [[Hanseforbundet|hansebyen]] [[Lübeck]]. Lübeck havde i perioden [[1202]]-[[1226]] været under dansk kontrol. Efter sigende var kampen hård, men danskerne tabte endegyldigt, da en hærafdeling fra [[Ditmarsken (kreds)|Ditmarsken]] gik over til fjenden midt under slaget. Nederlaget gjorde, at Danmark måtte acceptere, at Holsten, [[Mecklenburg]] og [[Pommern]] igen blev en del af det tyske rige med egne fyrster, hvorved der åbnedes for tysk dominans i Østersøområdet.
== Forspillet ==
Det danske [[monarki|kongedømme]] under Valdemar Sejr, som havde vundet megen berømmelse som [[korsfarer]], havde underlagt sig store dele af det nordlige Tyskland i første halvdel af 1200-tallet efter Valdemars tronbestigelse i [[1202]]. I 1219 havde danskerne udviklet et eget [[imperium]] over [[Østersøen|Østersøområdet]]bestående [[Holsten]], [[Pommern]], små [[fyrstedømme]]r langs kysten, og byer som [[Lübeck]] og [[Hamborg]], med rett på alt landområde nord for [[Elben]], anerkendt af den tyske konge blot få år tidligere. Valdemar Sejr underlagde sig fyrste efter fyrste, hvilke blev tvungne til at sværge lydighedsed over for den danske konge. En af disse var [[grev Gunzelin 2.]] af [[Schwerin]].
Grev Gunzelin I2. giftede sin datter bort til den uægte kongesøn Niels som en bekræftelse på alliancen mellem Schwerin-[[grevedømme]]t og det danske kongedømme. I 1221 døde greven, men ægteskabet havde avlet en søn, som farfaderen ønskede at sikre betydelige ejendomme for. De schwerinske lande med borgen Schwerin blev delt i to dele af danskerne, som inddrog halvdelen for den lille søn. Gunzelin 2.s broder Henrik, som var medhersker, måtte finne sig i dette.
Han tog hævn under et besøg hos Valdemar Sejr på [[Lyø]] i [[1223]]. Der fandt han kongen på jagttur sammen med sin søn [[Valdemar den Unge]] som på det tidspunkt var medkonge i Danmark ved siden af sin fader. Efter en lystig fest overfaldt greven – sammen med sit folk – kongen og den unge medkonge, bagbandt og bortførte dem over til fastlandet sydpå. [[Kidnapning]]en var ikke uden støtte på alle kanter, selv om paven var hurtig til at fordømme ugerningen, efter som Valdemar Sejr var en [[korsfarer]].
Under fraværelsen af den danske konge kollapsede det danske imperium, mens danskerne selv var så trætte af krig og korstog, at de gav tøvende støtte til forsøgene på at befri kongen og hans søn. Efter [[Slaget ved Mölln]] måtte danskerne starte forhandlinger, som endte med løsladelse juledag 1225 efter tre års fangenskab mod en uhyre stor [[løsesum]] foruden dronning [[Berengaria]]s medgift. Den holstenske greveslægt af [[Schauenburg]] vendte tilbage til deres tidligere tabte besiddelser, og de nordtyske fyrster havde brudt ud af deres [[vasal]]forhold til Danmark efter at have tvunget kongen til at indgå aftaler med dem.
Valdemar Sejr var blevet tvunget til at love ikke at hævne sig for [[ydmygelse]]n eller for tabet af imperiet men fik [[pave]]ns tilslutning til at løse sig fra eden og begyndte at planlægge en generobring af de nordtyske besiddelser med Holsten i spidsen. Han allierede sig med den nordtyske greve Otto af [[Lüneburg]] og andre nordtyske småfyrster og samlede en stærk hær i efteråret [[1226]].
== Hærene ==
De nordtyske fyrster med Henrik af Schwerin, [[ærkebiskop]] Gerhard af [[Bremen]] og borgerne fra byerne [[Lübeck]] og [[Hamburg]] i spidsen dannede en koalition mod slutningen af året 1226 efter, at Valdemar Sejr var rykket over [[Ejderen]] og havde indtaget [[Rendsborg]]. En hård krig med flere mindre slag var i gang i foråret af 1227.
Den 22. juli 1227 var den danske hær oppstillet i slagorden mod den nordtyske hær ved Bornhøved. Efter usikre oplysninger skulle Valdemar Sejr have haft 3.000 ryttere, 5.000 fodsoldater, 5.000 lejesoldater og 1.000 andre mænd, tilsammen 14.000 mand, mod den nordtyske hær, som skal have haft 3.000 rytterne, 3-4.000 lejesoldater og 5.000 fodsoldater, tilsammen 11.000-12.000 mand. Disse oplysninger kan åbenbart være noget overdrevne, da så store hære var sjældne i 1200-tallet i [[Europa]]. Mest sanndsynlig var antallet atf deltagere under slaget langt færre, muligevis nogen få tusinde.
== Slaget ==
[[Fil:Schlachtfeld von Bornhöved 01.jpg|thumb|250px|Das Schlachtfeld von Bornhöved (Julius Fürst um 1895)]]
Efter de fleste kilder var slaget meget hårdt, med stor bitterhed under intense sammenstød over længere perioder ad gangen. Der gik afsagn om de stridende, som havde kæmpet i blod op til knæene, den danske konge mistede flere heste i løbet af kampene og blev alvorlig skadet men gav ikke op og var nær ved at vinde kampen.
Der imod blev slaget afgjort på et kritisk tidspunkt efter, at hærafdelingen på omkring 1.000 mand fra [[Ditmarsken]] gik over til den nordtyske hær og vendte sig mod de tidligere allierede, som blev presset tilbage og kastet ud i forvirring. Valdemar Sejr formåede, efter en stor indsatst, at forhindre kollaps af hæren men mistede sine allierede, blandt andre grev Otto af Lüneburg, som blev taget til fange sammen med tre danske [[bispe]]r.
Uden sine allierede og med hæren både reduceret i antal og totalt udmattet havde danskerne ikke andet valg end at trække sig tilbage nord over mod Ejderen. Hærafdelingen fra Ditmarsken havde på forhånd aftalt at slutte sig til den nordtyske koalition på rette tid.
== Efterspillet ==
Selv om den danske hær fortsat var intakt og fik forstærkninger, måtte den sårede danske konge erkende, at krigen var tabt uden hans vigtige allierede grev Otto af Lüneburg, som var sendt i [[fangenskab]] til [[Rostock]]. Krigsmoralen var hårdt ramt af nederlaget, som et dokument meddelte i tiden efter krigen: "Kongen var sejrløs".
Efter slaget måtte Valdemar Sejr acceptere de tidlige aftaler, som han havde indgået i 1225, nemlig at sende sine yngre sønner til Schwerin som gidsler for at garantere betalingen af løsesummen, som var på 44.000 mark rent [[sølv]], desuden afståelse af alt land mellem [[Elben]] og [[Ejderen]] samt de [[Sorbisk sprog|vendiske]] territorier, her under Pommern. Valdemar Sejr måtte desuden overdrage [[Estland]] til den pavelige legat [[Wilhelm af Modena]], som overdrog landet til [[Sværdbroderordenen]] samme år. 11 år senere blev [[Estland]] tilbagegivet til dansk styre på ny efter et [[forlig]] med [[Den tyske Orden]].
== Kilder ==
* ''Michael Bregnsbo og Knut Villads Jensen'' Det Danske Imperium Storhed og Fald 2005 ISBN 87-11-11879-2
{{coord wd|type=event}}
| |||