Pommern: Forskelle mellem versioner

Først 1124—28 begyndte [[kristendom]]men, på foranledning af [[biskop]] [[Otto af Bamberg]]s [[mission]]srejser, at vinde indpas i landet, og 1140 grundedes det første [[bispedømme]] i [[Julin]]. Samtidig begyndte landets [[germanisering]] via klostrene og nedersaksiske nybyggere. Allerede siden 1060 havde Pommern egne fyrster, hvis stamfar er [[Swantibor]] (død 1106). I 1113 indtog [[Lothar 3. (Tysk-romerske rige)|Lothar III]] Pommern, der genvandt selvstændigheden 1155 under Sobieslaw. I 1231 gav kejser [[Frederik 2. (Tysk-romerske rige)|Frederik II]] Pommern som i [[len]] til [[Markgrevskabet Brandenburg]]. Gennem [[middelalderen]] var der stadige kampe og stridigheder med nabostaterne, særlig Brandenburg og byen [[Stralsund]], der hørte under [[Hanseforbundet]].

 

 

I 1637 uddøde mandslinien i den gamle hertugslægt med [[Bogislaw 14.]]. Ved den [[Westfalske Fred]] i 1648 tilfaldt den vestlige del af Pommern [[Sverige]], og Brandenburg som Pommern i 1571 havde indgået arvefællesskab med, måtte afstå sine rettigheder. Sverige overtog [[Svensk Forpommern]], [[Rügen]], [[Stettin]], [[Damm]], [[Garz]], [[Gollnow]] og Oder-mundingen, som len af [[Tysk-romerske kejsere|kejseren]], og kun den østlige del af landskabet ([[Bagpommern]]) kom under [[Preussen]].