Thorvald Stauning: Forskelle mellem versioner

Sin første ministerpost havde han fra 1916-20 som socialdemokratisk såkaldt kontrolminister i den radikale [[Zahle]]-regering. I [[1920]] under [[Påskekrisen]] lykkedes det Stauning at holde balancen i den højspændte politiske situation, hvor han maksimalt udnyttede truslen om en [[generalstrejke]] uden at bryde broerne til modstanderne.

 

 

I [[1929]] opnåede Socialdemokratiet sammen med [[Det Radikale Venstre]] flertal i Folketinget, og hermed indledtes den lange og legendariske Stauning-Munch æra i dansk politik med Stauning som statsminister og den radikale [[P. Munch]] som udenrigsminister. Trediverne var kriseår med enorme arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget, men alligevel lykkedes det i modsætning til mange andre lande at sikre stabilitet i det danske samfund. I [[1933]] indgik regeringen med Venstre [[Kanslergadeforliget]], der sikrede en vidtgående socialreform, og da man gik til valg i [[1935]], opnåede Socialdemokratiet under det berømte slogan ''Stauning eller Kaos'' at få mere end 46% af stemmerne, et resultat, partiet hverken før eller siden har opnået. Det var lykkedes Stauning at opnå status som ”landsfader”, og Socialdemokratiet fik stemmer fra store befolkningsgrupper uden for arbejderklassen.

Erfaringerne fra første verdenskrig medførte reformer af forsvaret i [[1932]] og i [[1937]]. I 1932 blev hæren forbedret teknisk og organisatorisk, men den blev samtidig reduceret og blev dermed for lille til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver. Det skete ikke uden protest fra oppositionen. Tidl udenrigsminister [[Laust Jevsen Moltesen]] nedlagde endog sit mandat i Folketinget for at vise sin modstand, men Stauning og hans ministre holdt fast i forsvarsreformen. I 1937 reformerede man igen forsvarsordningen. Der blev ved denne ordning bevilget penge til en del nyt materiel, og der blev også ansat forholdsvis flere befalingsmænd, men trods den alvorlige internationale situation, blev der ikke tale om en styrkelse af forsvaret. Bl. a. nedsattes antallet af årligt indkaldte rekrutter fra ca. 8.900 til ca. 7.800 mand. Ansvaret for besættelsen lå hos de toneangivende politikere, Stauning, [[P. Munch]] og [[Alsing Andersen]], og de blev alle undtagen Stauning straffet derefter.

 

 

Stauning var en farverig skikkelse, der satte pris på livets goder, og det indbragte ham også kritik, men kritikken prellede stort set af. Han var heller ikke nogen elegant eller vittig taler, men han var tillidvækkende, fordi han virkede ægte.