Goethes farvelære: Forskelle mellem versioner

Goethe opdagede imod forventning at i et fuldstændigt hvidt rum, hvor han så på den hvide væg igennem et [[prisme]], – at væggen forblev hvid, mens [[farve]]rne kun viste sig, hvor [[lys]] og [[mørke]] mødes – ved vinduessprossen.

Goethe konkluderede derfor, at en grænse mellem lys og mørke er nødvendig, for at farverne bliver til.

De fysiologiske farver er de mest flygtige af farverne. Det er de farvevirkninger, som opstårderopstår spontant i [[øje]]t og som bliver afbildet på [[nethinde]]n som reaktion på det, man har set. Disse farver kaldes også et [[efterbillede]]. Øjet er et skabende organ, da det selv producerer lys og farver. Det er kun fordi øjet selv kan skabe farven, at verden viser sig i farver for os.

For at en fysisk farve skal opstå, kræves der altså tre ting: lyset, mørket og et medium, som forbinder dem.

Lyset fra solen, er blændende og farveløst. Men så snart lyset går gennem et mere eller mindre uklart medium, ser vi den gule farve. Hvis graden af uklarhed i mediet øges, antager det en gulrød farve, som højnes til rubinrød. Ser vi derimod mørket gennem et uklart medium, som samtidigtsamtidig er illumineret af et indfaldende lys, ser vi blåt. Bliver mediet mere gennemskinneligt, toner farven gradvis over i violet. Det kalder Goethe for farvelærens urfænomen: En lys baggrund set gennem et uklart medium bliver gul med tendens mod gulrødt. En mørk baggrund, set gennem et oplyst, uklart medium, bliver blå med tendens mod violet. Lys som forandres af mørke, giver varme farver. Mørke som forandres af lys, giver kolde farver.