Wikipedia

François Gérard: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Tilføjer Commonscat - kategori på Commons har samme navn som artiklen.
m →‎Billedgalleri: tilføjet et par eksempler
Linje 1:
{{wikify|dato=februar 2011}}
[[Fil:Thomas Lawrence - Francois Gerard.jpg|thumb|François Gérard i en alder af 54, malet af [[Thomas Lawrence]].]]
'''Francois Pascal Gérard''' ([[11. marts]] [[1770]] i [[Rom]] - [[11. januar]] [[1837]] i [[Paris]]) var en [[Frankrig|fransk]] [[maler]] og [[baron]].
 
Gérard studerede først skulptur under Pajou og dyrkede derefter malerkunst under David. Med sit affabelt slebne væsen passede han ikke ind i Revolutionens aktive politik, og den stilling som medlem i Revoltitionstribunalet, som hans lærer skaffede ham, forstod han snarest at unddrage sig. Efter at have vundet en vis anseelse med »Josef genkendt af Brødrene« (1789; 2. Pris) og Tegningerne til pragtudgaven af Vergil (for Didot) m. m. slog han igennem 1795 med sit udmærket komponerede »Belisar« (Leuchtenbergs Gal. i Petrograd); det sødlige »Amor kysser Psyke« (1798, Louvre) skaffede ham et beundrende Publikum, der også nød hans senere lidt niarvløse akademiske arbejder, som »De fire Livsaldere« (1806, i Neapel), »Homer«, »Dafnis og Chloe« (1824, Louvre), »Corinna« etc. flere stukne af tidens største mestre. Ogsaa i Historiebilledet holdt han sig saa temmelig inden for den davidske overlevering; han malede »Slaget ved Austerlitz« (1811), »Henrik IV’s Indtog i Paris« (1817), der skaffede ham barontitel og værdighed som kgl. Hofmaler,
Gérard studerede først skulptur under
Het store, delvis ødelagte »Karl X’s Salving« (1827), begge i Versailles o. fl. I portrættet ydede han sit bedste. Hans c. 300 portrætter udmærker sig ikke ved dyb sjæleskildring, men ved malerisk Form og Evnen til med Finhed at gengive personens apparition og antyde milieuet; for denne »Malernes Konge og Kongernes Maler« sad en stor Mængde af Datidens Berømtheder; Damernes Gratie, de Fornemmes Anstand, skildrede han med smigrende, men taktfuld Pensel. Ikke underligt, at Mme. Récamier følte sig mere tilfreds med G.’s Opfattelse end med David’s mindre kokette Fremstilling .af hendes Skønhed. Portrætterne af Kejserinde Josefine og af Napoleon (fra 1802) henledte den fornemme Verdens opmærksomhed paa hans Talent som Portrætmaler; allerede tidligere havde han dog udført gedigne Arbejder i denne Genre: det karakterfulde og enkle »Mile. Brongniart« (1795) og »Mimaturmaleren Isabey med Datter« (1796, Louvre); af hans Portrætter kan endvidere nævnes: Canova og Karl X (begge i Louvre), Napoleon I i Kroningsdragt (Dresden) og Ludvig XVIII, paa Sthlm’s Slot Portr. af Napoleon,
Pajou og dyrkede derefter malerkunst under
Josephine, Karl XIV, Desideria m. m. Fra 1826 begyndte han at udgive sine Portrætter i Stik af P. Adam (Collections des portraits hist. de M. le baron G. etc).
David. Med sit affabelt slebne væsen passede
 
han ikke ind i Revolutionens aktive politik, og
== Billedgalleri ==
den stilling som medlem i
<Gallery>
Revoltitionstribunalet, som hans lærer skaffede ham, forstod
Fil:Gerard FrancoisPascalSimon-Cupid Psyche end.jpg|Amor kysser Psyke'', 1798. [[Louvre]]
han snarest at unddrage sig. Efter at have
Fil:Emprjose.jpg|''Madame Bonaparte dans son salon de Malmaison'', 1801. [[Eremitagen (Sankt Petersborg)|Eremitagen]]
vundet en vis anseelse med »Josef genkendt af
Fil:François Gérard - Napoleon I 001.JPG|Napoleon I i kroningsdragt, 1805-15. [[Rijksmuseum Amsterdam]]
Brødrene« (1789; 2. Pris) og Tegningerne til
Fil:Austerlitz-baron-Pascal.jpg|''[[Slaget ved Austerlitz]]'', 1810. [[Château de Versailles]]
pragtudgaven af Vergil (for Didot) m. m. slog
Fil:François Gérard Daphnis and Chloe.JPG|Dafnis og Chloe, 1824. [[Detroit Institute of Arts]]
han igennem 1795 med sit udmærket
</Gallery>
komponerede »Belisar« (Leuchtenbergs Gal. i
Petrograd); det sødlige »Amor kysser Psyke«
(1798, Louvre) skaffede ham et beundrende
Publikum, der også nød hans senere lidt
niarvløse akademiske arbejder, som »De fire
Livsaldere« (1806, i Neapel), »Homer«, »Dafnis
og Chloe« (1824, Louvre), »Corinna« etc. flere
stukne af tidens største mestre. Ogsaa i
Historiebilledet holdt han sig saa temmelig
inden for den davidske overlevering; han
malede »Slaget ved Austerlitz« (1811), »Henrik
IV’s Indtog i Paris« (1817), der skaffede ham
barontitel og værdighed som kgl. Hofmaler,
Het store, delvis ødelagte »Karl1 X's Salving«
(1827), begge i Versailles o. fl. I portrættet
ydede han sit bedste. Hans c. 300 portrætter
udmærker sig ikke ved dyb sjæleskildring,
men ved malerisk Form og Evnen til med
Finhed at gengive personens apparition og
antyde milieuet; for denne »Malernes Konge og
Kongernes Maler« sad en stor Mængde af
Datidens Berømtheder; Damernes Gratie, de
Fornemmes Anstand, skildrede han med
smigrende, men taktfuld Pensel. Ikke underligt, at
Mme. Récamier følte sig mere tilfreds med
G.’s Opfattelse end med David’s mindre
kokette Fremstilling .af hendes Skønhed.
Portrætterne af Kejserinde Josefine og af Napoleon
(fra 1802) henledte den fornemme Verdens
opmærksomhed paa hans Talent som
Portrætmaler; allerede tidligere havde han dog udført
gedigne Arbejder i denne Genre: det
karakterfulde og enkle »Mile. Brongniart« (1795) og
»Mimaturmaleren Isabey med Datter« (1796,
Louvre); af hans Portrætter kan endvidere
nævnes: Canova og Karl X (begge i Louvre),
Napoleon I i Kroningsdragt (Dresden) og
Ludvig XVIII, paa Sthlm’s Slot Portr. af Napoleon,
Josephine, Karl XIV, Desideria m. m. Fra 1826
begyndte han at udgive sine Portrætter i Stik
af P. Adam (Collections des portraits hist. de
M. le baron G. etc).
 
== Eksterne henvisninger ==
Line 60 ⟶ 20:
 
{{salmonsens}}
{{autoritetsdata}}▼
 
{{FD|1770|1837|Gerard, Francois}}
▲{{autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Baroner fra Frankrig]]
[[Kategori:Personer fra Rom]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/François_Gérard"