Epigrafik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Bot: Datomærk skabeloner |
|||
Linje 105:
== Indskrifters inddragelse i historieskrivningen ==
;Oldtiden
Allerede i [[Menneskets oldtid|oldtiden]] var man blevet opmærksom på indskrifters vigtighed i historisk henseende, og ikke få af oldtidens historiske forfattere har benyttet indskrifter som [[kilde]]r, om end mange foretrak frit at sammensætte taler og aktstykker i stedet for at gøre sig den ulejlighed at undersøge, om ikke en indskrift et eller andet sted meddelte ordlyden. Allerede historiens fader, [[Herodot]], benytter indskrifter og støtter oftere sine meddelelser til sådanne. [[Thukydid]]es og flere følgende forfattere trådte i den henseende i Herodots fodspor. Ja vi ser endog allerede i oldtiden epigrafik begynde at udvikle sig som videnskab. I den aleksandrinske tid gav flere lærde sig af med at afskrive, samle og ordne græske indskrifter, det første skridt til udviklingen af en videnskabelig epigrafik.
Endnu efter [[kristendommen]]s sejr i [[romerriget]] var anvendelse af indskrifter meget udbredt; men da barbariske, lidet skriftkyndige folk oversvømmede romerriget, blev anvendelsen snart meget begrænset; og i løbet af adskillige århundreder fremkom der næppe andre indskrifter end gravskrifter, men de talrige indskrifter, som var tilbage fra oldtiden, blev dog ikke helt upåagtede. Allerede under [[karolingerne]] begyndte man at samle indskrifter fra oldtiden. Der findes således en samling indeholdende 80 indskrifter fra Rom, i et fra klostret ''Einsiedeln'' stammende håndskrift. En samling kristne [[epigram]]mer fra Milano: ''Sylloge Pallatina'' stammer også fra dette tidsrum.
;13-1400-tallet
Efter flere århundreders standsning ses [[Cola di Rienzi]] 1344 i sin ''Descriptio Urbis Romae'' at benytte oldtidsindskrifter, som han med iver havde samlet; humanisten [[Poggio]] (1380-1459) samlede ligeledes gamle indskrifter. Ingen viste dog så stor energi i den retning som købmanden [[Cyriacus fra Ancona]] (1391-1457), der foretog vidtløftige rejser, på hvilke han afskrev ikke blot latinske, men også mange græske indskrifter. I den følgende tid gjorde epigrafik et stort fremskridt derved, at man begyndte at anvende den nylig opfundne [[bogtrykkerkunst]] til udgivelse af samlinger. Begyndelsen blev gjort 1489 i [[Venezia]] af Desiderio Spreti med en samling fra [[Ravenna]]; 1521 udkom en romersk
samling af Francesco degli Albertini; den udkom hos bogtrykkeren Mazochi i Rom.
;1500-tallet
Eksemplet fulgtes snart nord for [[alperne]], således af [[Peutinger]] i [[Augsburg]] 1505, af [[Huttichius]] i [[Mainz]], af [[Apian]] og [[Amantius]] i [[Innsbruck]]. Alle disse var lokalsamlinger; den første systematiske samling skyldes nederlænderen [[Martin Smetius]] (Antwerpen 1588). Men da der endnu fandtes meget ubenyttet materiale, bevægede den berømte [[J.J. Scaliger]] den lærde [[Jan Gruter]] til at samle alle kendte indskrifter i et ''Corpus inscriptionum''. Bogen udkom 1603 i [[Heidelberg]] (''Inscriptiones antiquæ totius orbis romani'').
;1600-tallet
I 17. århundrede udkom endnu mange samlinger, der særlig skyldes lærde italienere, af hvilke bør nævnes: [[Doni]], [[Gudius]], [[Reinesius]], {{Fabretti]], [[Gori]] og [[Muratori]]. Denne sidste foranstaltede en samlet udgave af alle hidtil kendte indskrifter. Af
lærde rejsende, ved hvem ny og vigtige indskrifter blev kendte, må nævnes [[Spon]], [[Wheler]] og flere andre. Alle de hidtil omtalte samlinger
havde en væsentlig mangel: ved mange indskrifter havde man ingen sikkerhed for, at de var nøjagtig afskrevne, ja ikke engang for, at de virkelig var til; der var nemlig mange falske indskrifter i omløb, hvoraf de fleste stammede fra arkitekten Ligorio fra [[Neapel]], der i et stort værk, en encyklopædi der udkom i [[Torino]] 1720, havde indflettet mange af ham opfundne indskrifter. Det var derfor et stort fremskridt, da [[Scipio Maffei]] (1675-1755) gik tilbage til originalerne og fremhævede nødvendigheden heraf.
;1700-tallet
Man fik egentlig først øjet op for den store betydning, som epigrafik har for kendskabet til oldtiden, da [[Luigi Gaetano Marini]] (1742-1815) 1795 udgav ''Gli Atti dei fratelli Arvali'', som gav underretning om mange højst vigtige, men hidtil ukendte forhold i det gamle Rom. Af en anden lærd italiener, [[Bartolomeo Borghesi]] (1781-1860), udgavs efterhånden en række epigrafiske arbejder, som endnu den dag i dag, trods alt
hvad der siden er kommet frem, har bevaret deres fulde værd.
Men trods alt hvad der var gjort, stod endnu meget mere tilbage. Man havde ikke nogen, endog blot tilnærmelsesvis fuldstændig samling af de dengang kendte latinske indskrifter. At afhjælpe dette savn gjorde den unge danske lærde [[Olaus Christian Kellermann]] (1805-37) til sin
livsopgave; han arbejdede ufortrødent på at forberede et sådant omfattende værk og på at vække interessen derfor; men hans tidlige død afbrød foretagendet. Først [[1863]] kom det så vidt, at et ''[[Corpus Inscriptionum Latinarum]]'' kunne begynde at se lyset; det udgives af Berlin-akademiet, og der var i begyndelsen af 1900-tallet udkommet 17 bind; de til de udkomne dele henhørende, stadig tilkommende nyopdagede indskrifter udgives siden 1872 af samme i ''Ephemeris Epigraphica''. Sjælen i foretagendet var [[Theodor Mommsen]], ved siden af hvem man kan nævne en række fortrinlige lærde i omtrent alle kulturlande, som har gjort sig fortjente af den klassiske epigrafik. Af den kristne tids epigrafik har [[Giovanni Battista de Rossi|de Rossi]] og [[Edmond-Frédéric Le Blant|Le Blant]] indlagt sig særlig fortjeneste.
;Græsk epigrafik
Medens man i alle de her omtalte indskriftsamlinger nærmest kun finder latinske indskrifter og kun få [[Grækenland|græske]], lå den græske epigrafiks vidtstrakte mark længe hen næsten uopdyrket. De allerfleste lande, hvor der fandtes græske indskrifter, var nemlig i [[Tyrkiet|tyrkernes]] hænder, og videnskabelige undersøgelser var her overalt forbundet med de største vanskeligheder og farer.
Henimod slutningen af 18. århundrede lykkedes det dog flere energiske videnskabelige rejsende at hjembringe afskrifter af ikke få græske indskrifter og at tolke dem, men manglen af et samlet kritisk arbejde var stadig meget følelig. Der var nemlig også mange falske græske
indskrifter i omløb, der især skyldtes abbed [[Fourmont]]. Heldigvis lykkedes det [[Philipp August Boeckh]] i Berlin at få Berlin-akademiet til at bekoste et sådantsamlet værk, der udkom 1824-64 under titlen ''Corpus Inscriptionum Græcarum'' (bind I-II er af Boeckh selv, bind III er udgivet af [[Johannes Franz|Franz]], bind IV, indeholdende indskrifter fra den kristne tid, er af [[Adolf Kirchhoff|Kirchhof]], [[Ernst Curtius|Curtius]], [[Emil Hübner|Hübner]] og andre).
[[Fil:Rosetta_stone.jpg|thumb|200px|right|[[Rosettestenen]] fundet i den ægyptiske havneby Rosetta (engelsk betegnelse for Rachîd)]]
Af udmærkede dyrkere af den græske epigrafik må endnu nævnes den højst fortjente J.J. Letronne, af hvem der blandt andet haves en mønsterværdig samling af indskrifter fra [[Ægypten]], ledsaget af en indgående forklaring (''Recueil des inscriptions grecques et latines de l'Égypte'', Paris 1828-43). Da antallet af kendte græske indskrifter siden udgivelsen af ''Corpus'' er steget overordentlig, har akademiet i Berlin begyndt en ny, langt mere omfattende udgivelse, hvoraf der allerede i begyndelsen af 1900-tallet var udkommet flere foliobind, indeholdende indskrifter fra Attike, Nordgrækenland, [[Sicilien]] osv. Tillæg gives stadig i det af akademiet i Berlin udgivne ''Ephemeris Epigraphica''.
Medens ''Akademie der Wissenschaften'' i Berlin i sit store ny indskriftsværk med titlen ''Inscriptiones graecae'' behandler alle græske indskrifter fra Europa og de græske øer, har akademiet i [[Wien]] 1903 begyndt et tilsvarende stort samlerværk over alle græske indskrifter fra
[[Lilleasien]] og andre asiatiske lande. Dette værk, ''Tituli Asiæ Minoris'', i hvilket også alfabetiske indskrifter fra disse lande, affattede i andre sprog end oldgræsk, er behandlede, tegner til at blive lige så omfattende som det, akademiet i Berlin udgiver.
[[Fil:Perikles Ostracization.jpg|thumb|200px|[[Ostrakon]] med [[Perikles]]' navn]]
Foruden disse store samlinger er der i flere lande og byer udkommet værker, i hvilke de græske indskrifter, der findes på disse områder, er samlede og forklarede. Man kan her omtale ''The Collection of Ancient Greek Inscriptions in the British Museum'' (1874-93 i fire bind) af Newton, Hicks og Hirschfeld. Hertil må føjes udgivelse af samlinger af græske papyrus, fra London, Paris, Berlin, Wien, Leipzig, Genève, [[Torino]] osv. og af [[ostrakon]]-indskrifter på potteskår (fra Ægypten, udgivet af [[Ulrich Wilcken]], 1899). Nævnes må endvidere mindre
samlinger af udvalgte græske indskrifter, således ''Recueil des inscriptions juridiques grecques'' af [[Rodolphe-Madeleine Cleophas Dareste de la Chavanne|Dareste]], [[Bernard Haussoullier|Haussollier]] og [[Théodore Reinach|Reinach]] (1901-05), ''Epigrammata græca'' af [[Kibel]] (1878), fremdeles skrifter til lettelse ved studier, som: [[Wilhelm Dittenberger|Dittenberger]]: ''Sylloge inscriptionum græcorum'' (1898-1901); [[Hicks]], ''A manual of greek historial inscriptions'' (2. udgave 1901); [[Hermann Collitz|Collitz]]-[[Friedrich Bechtel|Bechtel]], ''Sammlung der griechischen dialektinschriften'' (1884-1905). Lignende nyttige udvalg haves også af latinske indskrifter, således: [[Hermann Dessau|Dessau]], ''Inscriptiones latinæ selectæ'' (1882-1906); [[Franz Bücheler|Bücheler]], ''Carmina latina epigraphica'' (1897) osv.
== Geografisk ==
| |||