Forskel mellem versioner af "Epigrafik"

322 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
[[Fil:Guldhorn paulli.jpg|thumb|right|200px|Richard Joachim Paullis tegning af det andet [[Guldhornene|guldhorn]] og dets runeindskrift.]]
;Norden
Endnu inden den første omfattende samling af indskrifter fra den klassiske oldtid udkom (1602), var man i [[Norden]] begyndt at udvide området af epigrafik, idet man her allerede i 16. århundrede gav sig til at samle [[Runealfabet|runeskrifter]] og at tolke dem. Denne gren af epigrafik fandt i lang tid kun dyrkere i Norden, og det er først i slutningen af 1800-tallet, at der er fremkommet videnskabelige arbejder om runerne uden for Norden.
Endnu inden den første omfattende
samling af indskrifter fra den klassiske oldtid
udkom (1602), var man i
[[Norden]] begyndt at udvide området af epigrafik, idet
man her allerede i 16. århundrede gav sig til at
samle [[Runealfabet|runeskrifter]] og at tolke dem. Denne gren af epigrafik
fandt i lang tid kun dyrkere i Norden, og det
er først i de senere år<ref name="tidspunkt" />, at der er fremkommet
videnskabelige arbejder om runerne uden for
Norden.
 
;Italien
Det af nordiske lærde givne eksempel, at opsøge og tolke andre indskrifter end græske og latinske, fandt snart efterlignere uden for Norden. Italienerne gik også her i spidsen. Allerede i 18.&nbsp;århundrede søgte man ikke helt uden held at tolke de gamle indskrifter, man efterhånden opdagede i forskellige egne af Italien, og som er affattede i forskellige gamle sprog, som umbrisk, oskisk, sabellisk og etrurisk. Studiet af disse grene af epigrafik har også gjort fremskridt, man finder de [[Italiske sprog|olditaliske]] indskrifter samlede og tydede hos Fabretti (''Corpus Inscriptionum Italicorum antiquioris ævi'', Torino 1867) og andre. De etruriske indskrifter bliver samlede i [[Olof August Danielsson|Danielssons]] og [[Carl Pauli|Paulis]] ''Corpus Inscriptionum Etruscarum'' (Leipzig 1893-1902).
Det af nordiske lærde givne
eksempel, at opsøge og tolke andre indskrifter end
græske og latinske, fandt snart efterlignere uden for
Norden. Italienerne gik også her i spidsen.
Allerede i 18.&nbsp;århundrede søgte man ikke helt uden
held at tolke de gamle indskrifter, man
efterhånden opdagede i forskellige egne af Italien, og som er
affattede i forskellige gamle sprog, som umbrisk,
oskisk, sabellisk og etrurisk. Studiet af disse
grene af epigrafik har også gjort fremskridt, man
finder de [[Italiske sprog|olditaliske]] indskrifter samlede og
tydede hos Fabretti
(''Corpus Inscriptionum Italicorum antiquioris ævi'', Torino 1867 og andre.
De etruriske indskrifter bliver samlede i
Danielssons og Paulis ''Corpus Inscriptionum Etruscarum''
(Leipzig 1893-1902).
 
;Andre europæiske lande
[[Fil:Ogham airenach.png|thumb|200px|"[[Ogam|Ogham]] airenach" fra<br />''Book of Ballymote'', 1390.]]
I andre europæiske lande
I andre europæiske lande søgte man også efter gamle indskrifter og bestræbte sig for at tyde, hvad man fandt. I [[Frankrig]] fandt man galliske eller [[Keltiske sprog|keltiske]] indskrifter (skrevne med græske og latinske bogstaver, men i keltisk sprog); de er behandlede af blandt andre [[Marie Henri d'Arbois de Jubainville|Arbois de Jubainville]]. I [[Spanien]] har man fundet kelt-iberiske indskrifter; men tolkningen er ikke meget fremskreden. [[Angelsaksisk|Oldbritiske]] indskrifter er sjældne, findes måske kun på mønter. I [[Irland]] haves de såkaldte [[Ogam|Ogham-indskrifter]], ligesom man i flere egne af [[Storbritannien]] har fundet runeskrifter stammende fra
søgte man også efter gamle indskrifter og
bestræbte sig for at tyde, hvad man fandt. I
[[Frankrig]] fandt man galliske eller [[Keltiske sprog|keltiske]] indskrifter
(skrevne med græske og latinske bogstaver, men i
keltisk sprog); de er behandlede blandt andet af Arbois
de Jubainville. I [[Spanien]] har man fundet
kelt-iberiske indskrifter; men tolkningen er ikke
meget fremskreden. [[Angelsaksisk|Oldbritiske]] indskrifter er
sjældne, findes endnu måske kun på mønter.
[[Fil:Ogham airenach.png|thumb|200px|"[[Ogam|Ogham]] airenach" fra<br />''Book of Ballymote'', 1390. [[:en:Ogham|(en)]]]]
I [[Irland]] haves de såkaldte
[[Ogam|Ogham]]-indskrifter, ligesom man i flere egne af [[Storbritannien]]
har fundet runeskrifter stammende fra
nordboer.
 
;Semitisk sprogområde
[[Fil:Phoenician-Greek.jpg|thumb|200px|Tosproget inskription på [[Fønikiske alfabet|fønikisk]] og [[Græsk (sprog)|græsk]] fra Malta. Fra en bog trykt 1772; første korrekte læsning af [[Francisco Perez Bayer]], 1722, [[:es:Francisco Pérez Bayer|(es)]].]]
En meget væsentlig udvidelse af sit område fik epigrafik i 18.&nbsp;århundrede, da abbed [[Jean-Jacques Barthélemy|Barthélemy]] dechifrerede de [[Fønikiske alfabet|fønikiske]] indskrifter, hvoraf man dengang kun kendte meget få. Herved åbnedes en ny mark for epigrafik, der snart skulle vise sig yderst rig og frugtbar, nemlig det [[Semitiske sprog|semitiske]] område. Efterhånden har dette udviklet sig til alle sider. Dels har man siden fundet mange flere fønikiske indskrifter, særlig i Nordafrika, de såkaldte puniske og nypuniske indskrifter, dels har man fundet flere [[hebraisk]]e indskrifter, ikke blot fra en senere tid, men også fra selve den israelitiske kongeperiode (således Siloah-indskriften, omtrent 710 f. kr.), ja endog en moabitisk indskrift (Mesas støtte). Medens alle disse indskrifter er affattede på fønikisk og hebraisk ([[Kana'an|Kanaans]] tunge), er andre, endnu langt talrigere indskrifter affattede i sprog, som tilhører en anden gren af den semitiske sprogæt, nemlig den [[aramæisk]]e gren.
En meget væsentlig udvidelse af sit område
fik epigrafik i 18.&nbsp;århundrede, da abbed Barthélemy
dechifrerede de [[Fønikiske alfabet|fønikiske]] indskrifter, hvoraf man
dengang kun kendte meget få. Herved
åbnedes en ny mark for epigrafik, der snart skulle vise
sig yderst rig og frugtbar, nemlig det
[[Semitiske sprog|semitiske]] område. Efterhånden har dette
udviklet sig til alle sider. Dels har man siden
fundet mange flere fønikiske indskrifter, særlig i
Nordafrika, de såkaldte puniske og nypuniske
indskrifter, dels har man fundet flere [[hebraisk]]e
indskrifter, ikke blot fra en senere tid, men
også fra selve den israelitiske kongeperiode
(således Siloah-indskriften, omtrent 710 f. kr.),
ja endog en moabitisk indskrift (Mesas støtte).
Medens alle disse indskrifter er affattede på
fønikisk og hebraisk ([[Kana'an|Kanaans]] tunge), er
andre, endnu langt talrigere indskrifter
affattede i sprog, som tilhører en anden gren af
den semitiske sprogæt, nemlig den
[[aramæisk]]e gren.
 
Tidligst blev man opmærksom på de palmyrenske indskrifter, hvoraf der er kommet mange frem (de fleste findes i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]), og på de nabatæiske indskrifter fra den [[Sinai|sinaitiske]] [[halvø]], de fleste i Vadi Mokatteb (Skriftdalen). I begyndelsen af 1900-tallet er der endnu kommet andre aramæiske indskrifter til, affattede i forskellige dialekter og med forskellige alfabeter, hvis indbyrdes slægtskab det for øvrigt er let at påvise. Hertil hører de mærkelige oldaramæiske indskrifter fra Sindsherli i Nordsyrien, nu i Berlin; de aramæiske indskrifter på assyriske lertavler og lignende fra det assyriske riges dage; de syriske indskrifter fra Orfa (Edessa) og andre steder; indskrifterne fra Safa i [[Syrien]]; indskrifterne fra Teima og Madain Saleh i midten af [[Arabien]].
Tidligst blev man opmærksom på
de palmyrenske indskrifter, hvoraf der i de
senere år er kommet mange frem (de fleste
findes i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]), og på de
nabatæiske indskrifter fra den [[Sinai|sinaitiske]] halvø,
de fleste i Vadi Mokatteb (Skriftdalen). I løbet
af de sidste år er der endnu kommet andre
aramæiske indskrifter til, affattede i forskellige
dialekter og med forskellige alfabeter, hvis indbyrdes
slægtskab det for øvrigt er let at påvise.
Hertil hører de mærkelige oldaramæiske indskrifter
fra Sindsherli i Nordsyrien, nu i Berlin; de
aramæiske indskrifter på assyriske lertavler
og lignende fra det assyriske riges dage; de syriske
indskrifter fra Orfa (Edessa) og andre steder;
indskrifterne fra Safa i [[Syrien]]; indskrifterne fra Teima
og Madain Saleh i midten af [[Arabien]].
 
Mange lærde har arbejdet med held på disse grene af den semitiske epigrafik, således [[Wilhelm Gesenius|Gesenius]], [[Johann Christian Friedrich Tuch|Tuch]], [[Ernest Renan|Renan]], [[Melchior de Vogue|de Vogüé]], [[William Henry Waddington|Waddington]], [[Philippe Berger|Berger]], [[Charles Montagu Doughty|Doughty]], [[Charles Simon Clermont-Ganneau|Clermont-Ganneau]], [[Joseph Halévy|Halévy]], [[Julius Euting|Euting]], [[Eduard Sachau|Sachau]] og flere andre. Til den sydlige gren af de semitiske sprog hører de himyaritiske indskrifter i Sydarabien, hvoraf de fleste er opdagede og tolkede af Halévy, [[Eduard Glaser|Glaser]] og andre, ligesom endelig Ghez-indskrifterne fra [[Abessinien]]. Alle disse indskrifter er efterhånden blevet udgivet i det af ''l'Institut de France'' 1881 begyndte storartede ''Corpus Inscriptionum Semiticarum''. I denne samling har de arabiske muslimske indskrifter ikke fundet plads; men da de ikke er uvigtige i historiske henseende, er de alligevel nu genstand for megen opmærksomhed.
Mange lærde har arbejdet med held på disse
grene af den semitiske epigrafik, således Gesenius, Tuch,
Renan, M. de Vogüé, Waddington, Berger,
Doughty, Clermont-Ganneau, Halévy, Euting,
Sachau og flere andre. Til den sydlige gren af de
semitiske sprog hører de himyaritiske indskrifter
i Sydarabien, hvoraf de fleste er opdagede og
tolkede af Halévy, Glaser og andre, ligesom endelig
Ghez-indskrifterne fra [[Abessinien]]. Alle disse
indskrifter vil efterhånden blive udgivet i det
af ''l'Institut de France'' 1881 begyndte storartede
''Corpus Inscriptionum Semiticarum''. I denne
samling vil de arabiske muslimske
indskrifter ikke finde plads; men da de ikke er
uvigtige i historiske henseende, er de alligevel nu
genstand for megen opmærksomhed.
 
;Afrika
Af alfabetiske indskrifter i [[Afrika]] må endnu nævnes de [[Libyen|libyske]] indskrifter fra Tunis (tolket af A. Judas) og de koptiske i [[Ægypten]]. I [[Asien]] er der foruden de ovenfor nævnte forskellige semitiske indskrifter tillige fundet adskillige alfabetiske indskrifter, affattede såvel i [[Indoeuropæiske sprog|indoeuropæiske]] som i sprog tilhørende helt andre sprogfamilier. I [[Lilleasien]] har man fundet lykiske, frygiske og kariske indskrifter.
Af alfabetiske indskrifter i [[Afrika]] må endnu nævnes
de [[Libyen|libyske]] indskrifter fra Tunis (tolket af A.
Judas) og de koptiske i [[Ægypten]]. I [[Asien]] er
der foruden de ovenfor nævnte forskellige semitiske
indskrifter tillige fundet adskillige alfabetiske
indskrifter, affattede såvel i [[Indoeuropæiske sprog|indoeuropæiske]] som
i sprog tilhørende helt andre sprogfamilier. I
[[Lilleasien]] har man fundet lykiske,
frygiske og kariske indskrifter, men deres
fortolkning er endnu ikke<ref name="tidspunkt" /> nået til en heldig
afslutning.
 
;Sassaniderne
Derimod er det for længst lykkedes at læse og tolke såvel de fra [[Sassaniderne|sassanidetiden]] stammende Pehlevi-indskrifter fra [[Persien]], hvis tydning skyldes Silvestre de Sacy, som forskellige [[Indien|indiske]] indskrifter, hvoraf der stadig kommer flere og flere frem. De ældste skyldes kong [[Açoka]] eller Piyadasa i 3.&nbsp;århundrede f.Kr. og indeholder denne konges [[dekret]]er, behandlede af [[Émile Senart|Senart]] i ''Journal Asiatique''. Den følgende tids indskrifter, hvortil der ligesom i Açokas er benyttet to indbyrdes en del forskellige alfabeter, et, som mere hører hjemme i syd, det andet mere i nord, vil man finde meddelte og behandlede i ''Indian Antiquary'' (bind I-XXXV) og den til tidsskriftet hørende ''Epigraphia Indica'' samt i [[Eugen Hultzsch|Hultzschs]] ''South Indian Inscriptions'' (London 1890). Tydningen skyldes [[James Prinsep|Prinsep]], [[Alexander Cunningham|Cunningham]], [[Georg Bühler|Bühler]], [[James Burgess|Burgess]] og flere andre.
Derimod er det for længst lykkedes
at læse og tolke såvel de fra [[Sassaniderne|sassanidetiden]]
stammende Pehlevi-indskrifter fra
[[Persien]], hvis tydning skyldes Silvestre de Sacy,
som forskellige [[Indien|indiske]] indskrifter, hvoraf der
stadig kommer flere og flere frem. De ældste skyldes
kong Açoka eller Piyadasa i 3.&nbsp;århundrede f.Kr. og
indeholder denne konges [[dekret]]er, sidst
behandlede af Senart i ''Journal Asiatique''. Den følgende
tids indskrifter, hvortil der ligesom i Açokas
er benyttet to indbyrdes en del forskellige alfabeter,
et, som mere hører hjemme i S. (syd?), det andet mere
i N. (nord?), vil man finde meddelte og behandlede i
''Indian Antiquary'' (bd. I-XXXV) og den til
tidsskriftet hørende ''Epigraphia Indica''; se også
Hultzsch ''South Indian Inscriptions'' (London 1890).
Tydningen skyldes Prinsep, Cunningham,
Bühler, Burgess og flere andre.
 
;"Bagindien"
50.833

redigeringer