Epigrafik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 141:
[[Fil:Guldhorn paulli.jpg|thumb|right|200px|Richard Joachim Paullis tegning af det andet [[Guldhornene|guldhorn]] og dets runeindskrift.]]
;Norden
Endnu inden den første omfattende samling af indskrifter fra den klassiske oldtid udkom (1602), var man i [[Norden]] begyndt at udvide området af epigrafik, idet man her allerede i 16. århundrede gav sig til at samle [[Runealfabet|runeskrifter]] og at tolke dem. Denne gren af epigrafik fandt i lang tid kun dyrkere i Norden, og det er først i slutningen af 1800-tallet, at der er fremkommet videnskabelige arbejder om runerne uden for Norden.
;Italien
Det af nordiske lærde givne eksempel, at opsøge og tolke andre indskrifter end græske og latinske, fandt snart efterlignere uden for Norden. Italienerne gik også her i spidsen. Allerede i 18. århundrede søgte man ikke helt uden held at tolke de gamle indskrifter, man efterhånden opdagede i forskellige egne af Italien, og som er affattede i forskellige gamle sprog, som umbrisk, oskisk, sabellisk og etrurisk. Studiet af disse grene af epigrafik har også gjort fremskridt, man finder de [[Italiske sprog|olditaliske]] indskrifter samlede og tydede hos Fabretti (''Corpus Inscriptionum Italicorum antiquioris ævi'', Torino 1867) og andre. De etruriske indskrifter bliver samlede i [[Olof August Danielsson|Danielssons]] og [[Carl Pauli|Paulis]] ''Corpus Inscriptionum Etruscarum'' (Leipzig 1893-1902).
;Andre europæiske lande
[[Fil:Ogham airenach.png|thumb|200px|"[[Ogam|Ogham]] airenach" fra<br />''Book of Ballymote'', 1390.]]
I andre europæiske lande søgte man også efter gamle indskrifter og bestræbte sig for at tyde, hvad man fandt. I [[Frankrig]] fandt man galliske eller [[Keltiske sprog|keltiske]] indskrifter (skrevne med græske og latinske bogstaver, men i keltisk sprog); de er behandlede af blandt andre [[Marie Henri d'Arbois de Jubainville|Arbois de Jubainville]]. I [[Spanien]] har man fundet kelt-iberiske indskrifter; men tolkningen er ikke meget fremskreden. [[Angelsaksisk|Oldbritiske]] indskrifter er sjældne, findes måske kun på mønter. I [[Irland]] haves de såkaldte [[Ogam|Ogham-indskrifter]], ligesom man i flere egne af [[Storbritannien]] har fundet runeskrifter stammende fra
nordboer.
;Semitisk sprogområde
[[Fil:Phoenician-Greek.jpg|thumb|200px|Tosproget inskription på [[Fønikiske alfabet|fønikisk]] og [[Græsk (sprog)|græsk]] fra Malta. Fra en bog trykt 1772; første korrekte læsning af [[Francisco Perez Bayer]], 1722
En meget væsentlig udvidelse af sit område fik epigrafik i 18. århundrede, da abbed [[Jean-Jacques Barthélemy|Barthélemy]] dechifrerede de [[Fønikiske alfabet|fønikiske]] indskrifter, hvoraf man dengang kun kendte meget få. Herved åbnedes en ny mark for epigrafik, der snart skulle vise sig yderst rig og frugtbar, nemlig det [[Semitiske sprog|semitiske]] område. Efterhånden har dette udviklet sig til alle sider. Dels har man siden fundet mange flere fønikiske indskrifter, særlig i Nordafrika, de såkaldte puniske og nypuniske indskrifter, dels har man fundet flere [[hebraisk]]e indskrifter, ikke blot fra en senere tid, men også fra selve den israelitiske kongeperiode (således Siloah-indskriften, omtrent 710 f. kr.), ja endog en moabitisk indskrift (Mesas støtte). Medens alle disse indskrifter er affattede på fønikisk og hebraisk ([[Kana'an|Kanaans]] tunge), er andre, endnu langt talrigere indskrifter affattede i sprog, som tilhører en anden gren af den semitiske sprogæt, nemlig den [[aramæisk]]e gren.
Tidligst blev man opmærksom på de palmyrenske indskrifter, hvoraf der er kommet mange frem (de fleste findes i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]), og på de nabatæiske indskrifter fra den [[Sinai|sinaitiske]] [[halvø]], de fleste i Vadi Mokatteb (Skriftdalen). I begyndelsen af 1900-tallet er der endnu kommet andre aramæiske indskrifter til, affattede i forskellige dialekter og med forskellige alfabeter, hvis indbyrdes slægtskab det for øvrigt er let at påvise. Hertil hører de mærkelige oldaramæiske indskrifter fra Sindsherli i Nordsyrien, nu i Berlin; de aramæiske indskrifter på assyriske lertavler og lignende fra det assyriske riges dage; de syriske indskrifter fra Orfa (Edessa) og andre steder; indskrifterne fra Safa i [[Syrien]]; indskrifterne fra Teima og Madain Saleh i midten af [[Arabien]].
Mange lærde har arbejdet med held på disse grene af den semitiske epigrafik, således [[Wilhelm Gesenius|Gesenius]], [[Johann Christian Friedrich Tuch|Tuch]], [[Ernest Renan|Renan]], [[Melchior de Vogue|de Vogüé]], [[William Henry Waddington|Waddington]], [[Philippe Berger|Berger]], [[Charles Montagu Doughty|Doughty]], [[Charles Simon Clermont-Ganneau|Clermont-Ganneau]], [[Joseph Halévy|Halévy]], [[Julius Euting|Euting]], [[Eduard Sachau|Sachau]] og flere andre. Til den sydlige gren af de semitiske sprog hører de himyaritiske indskrifter i Sydarabien, hvoraf de fleste er opdagede og tolkede af Halévy, [[Eduard Glaser|Glaser]] og andre, ligesom endelig Ghez-indskrifterne fra [[Abessinien]]. Alle disse indskrifter er efterhånden blevet udgivet i det af ''l'Institut de France'' 1881 begyndte storartede ''Corpus Inscriptionum Semiticarum''. I denne samling har de arabiske muslimske indskrifter ikke fundet plads; men da de ikke er uvigtige i historiske henseende, er de alligevel nu genstand for megen opmærksomhed.
;Afrika
Af alfabetiske indskrifter i [[Afrika]] må endnu nævnes de [[Libyen|libyske]] indskrifter fra Tunis (tolket af A. Judas) og de koptiske i [[Ægypten]]. I [[Asien]] er der foruden de ovenfor nævnte forskellige semitiske indskrifter tillige fundet adskillige alfabetiske indskrifter, affattede såvel i [[Indoeuropæiske sprog|indoeuropæiske]] som i sprog tilhørende helt andre sprogfamilier. I [[Lilleasien]] har man fundet lykiske, frygiske og kariske indskrifter.
;Sassaniderne
Derimod er det for længst lykkedes at læse og tolke såvel de fra [[Sassaniderne|sassanidetiden]] stammende Pehlevi-indskrifter fra [[Persien]], hvis tydning skyldes Silvestre de Sacy, som forskellige [[Indien|indiske]] indskrifter, hvoraf der stadig kommer flere og flere frem. De ældste skyldes kong [[Açoka]] eller Piyadasa i 3. århundrede f.Kr. og indeholder denne konges [[dekret]]er, behandlede af [[Émile Senart|Senart]] i ''Journal Asiatique''. Den følgende tids indskrifter, hvortil der ligesom i Açokas er benyttet to indbyrdes en del forskellige alfabeter, et, som mere hører hjemme i syd, det andet mere i nord, vil man finde meddelte og behandlede i ''Indian Antiquary'' (bind I-XXXV) og den til tidsskriftet hørende ''Epigraphia Indica'' samt i [[Eugen Hultzsch|Hultzschs]] ''South Indian Inscriptions'' (London 1890). Tydningen skyldes [[James Prinsep|Prinsep]], [[Alexander Cunningham|Cunningham]], [[Georg Bühler|Bühler]], [[James Burgess|Burgess]] og flere andre.
;"Bagindien"
| |||