Forskel mellem versioner af "Faktoranalyse"

9 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
Rettelser af meningsforstyrrende fejl
m (bot: fix links)
m (Rettelser af meningsforstyrrende fejl)
'''Faktoranalysen''' er en empirisk [[statistik]][[model (matematik)|model]], der indtager en særskilt plads blandt en række avancerede multivariate matematisk-statistiske analysemetoder, og som navnlig bruges til at forenkle fortolkningen af et [[data]]materiale, der indeholder en stor mængde observationer/variable. – Faktoranalysen, hvis matematiske grundlag i sin tid blev skabt og formuleret af hhv. den engelske psykolog [[Charles Spearman (1863-1945)]] og amerikaneren [[Louis Leon Thurstone (1887-1955)]]<ref> I nyere tid er faktorteorien yderligere blevet videreudviklet af psykologerne Raymond B. Cattell (1905-1998) og Howard Gardner (1943- ). </ref> til brug for måling af visse særlige mentale egenskaber ([[Psykometri (psykologi)|psykometri]]), er specielt bemærkelsesværdig derved, at den bygger på et abnormt stort antal udregninger med udgangspunkt i [[korrelation|korrelationskoefficienter]] - og med tilsyneladende uendelige skiftende rækker af gentagne multiplikationer mellem lutter mangecifrede [[decimaltal]] (via [[Matrix (matematik)|(matrix algebra)]] og er derfor i praksis nærmest umulig at gennemføre uden brug af moderne computer-assistance. Før computerens opfindelse kunne en moderne multi-faktoriel faktoranalyse af fx testresultaterne fra en psykologisk undersøgelse over menneskets forskellige [[intelligens|intellektuelle evner]] nemt lægge beslag på en halv snes beregnere på fuld tid igennem mere end 3-4 måneder, før det færdige udregningsresultat omsider kunne foreligge i form af identificeringen af de måske blot 7-8 faktorer, der fandtes skjult i det store datamateriale.
 
Baggrunden for Charles Spearman’s oprindelige to-faktorteori skyldtes iagttagelser af børns skolepræstationer, hvor det dengang som nu var en forholdsvis kendt sag, at præstationerne på en lang række tilsyneladende meget forskellige områder ofte forekom indbyrdes tæt forbundne og dermed muligvis kunne afsløre en relativt høj [[korrelation]]. Det gjaldt fx mentale evner som indlæringshastighed, problemløsning, hukommelsesspændvidde, opfattelsesevne, læsefærdighed, skriftlighed, talbehandling, abstraktionsevne, etc., og hvor det hyppigt viste sig, at hvis skolebarnet fx var rigtig god til at huske en lang række forskellige ting ad gangen (hukommelsesspændvidden), klarede det sig gennemgående også godt i de andre mentale færdigheder – og vice versa. Dette forhold mente Spearman, at der givetvis måtte være en grund/årsag til. Og til brug for en mulig verificering af sin hypotese om eksistensen af en generel, central faktor (den såkaldte [[Intelligens|"g-faktor"]]) bag disse tilsyneladende forskellige intellektuelle evner, udviklede Spearman i 1904 derpå den faktoranalytiske metodologi med udgangspunkt i krydstabulerede korrelationsberegninger. Det skete som nævnt i form af den særlige to-faktor teori <ref> Spearman, C.: "General intelligence objectively determined and measured". ''American Journal of Psychology'', 15, 201–293 (1904) </ref> på baggrund af hvilken, han efterfølgende erhvervede sig doktorgraden i 1906 ved universitetet i Leipzig, hvortil han en overgang havde henlagt en del af sin studietid inden for det psykologiske fagområde.
 
== Kritik af faktoranalysen ==
Der er fra visse videnskabsfilosoffers side gjort indvendinger over, at faktoranalysen i de tilfælde, hvor den bruges i kausalistisk øjemed, lægger op til [[Cirkelslutning|cirkelslutninger]], når det drejer sig om en bestemmelse af forholdet imellem faktorer og variable. Der peges navnlig på den omstændighed, at faktorerne ses udvundet af de selvsamme variable, som faktorerne bag efter sættes til at forklare. Teoretisk set kan indvendingen ud fra en logisk betragtning ikke umiddelbart afvises helt. Men når de fundne faktorer efterfølgende klarer at blive udsat for eksperimentel verifikation ad anden vej, må logikken her nødvendigvis vige pladsen for erfaringen.
 
På især [[videnskabsteori|videnskabsteoretisk]] grund har der endvidere i perioder været rejst tvivl om faktoranalysens relevans som gyldig erkendelsesmetode inden for navnlig visse [[hermeneutiske]] (ikke-empiriske) fagvidenskaber, hvor der hersker stærke traditioner for en mere holdningspræget ideologisk forståelse af fagvidenskabens egenart (gælder specielt inden for humaniora samt dele af samfundsvidenskaben). Faktoranalysens særlige [[induktion (metode)|induktive metode]] har her endog været anset for en "farlig" konkurrent til videnskabsmandens/forskerens egen unikke, kreative produktion af teoriskabende ideer og er herunder blevet beskyldt for at være udtryk for en "dehumaniserende" eller "skadelig reduktionistisk" tilgang til de pågældende fagvidenskaber – en fremgangsmåde, der i bedste fald kun kunne give et fortegnet, overfladisk eller endog ligefrem afstumpet billede af virkeligheden.
604

redigeringer