Tiggeroperaen: Forskelle mellem versioner

'''Tiggeroperaen''' er en [[satire|satirisk]] [[opera]], der gør brug af noglebruger operaens virkemidler, men udenikke [[recitativer]]. Den udgjordevar et vendepunkt inden for det [[Augustinske drama]], der var en periode indenfor [[teater]](satiriske) i det tidlige [[1700-tallet|1700-tals]] [[England]]. Teksterne til melodierneMelodierne i stykket blev brugt somtil [[skillingsvise]]r, [[arie]]r, [[salme]]r og [[folkesang]]e i samtiden. Den oprindelige opsætning blev opført 62 gange, hvilket var en rekord i datiden.<ref>[http://www.dgillan.screaming.net/stage/th-longr.html Stage Beauty – Long Running Plays<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>

Stykket blev skrevet af [[John Gay]] i [[1728]], og man regner med at musikken er arrangeret af [[Johann Christoph Pepusch]] (overturen er baseret på to sange i anden akt, som er skrevet af ham; man mener også at baslinjerne er skrevet af ham, men dettedet kan ikke direkte bevises). Stykket tog sigte modpå overklassens store interesse i italiensk opera, samtidig med at den var et smædeskrift mod [[Whig]]medlemmet [[Robert Walpole]] og de notorisk kriminelle [[Jonathan Wild]] og [[Jack Sheppard]]. Stykket omhandler også den sociale uretfærdighed i et bredere perspektiv, først og fremmeste ved at sammenligne den lave klasses tyve og prostituerede ogmed deres aristokratiske modstykker. Den er det eneste eksempel på en satirisk opera, der har bevaret sin popularitet helt op til vor tid.

Tiggeroperaen har haft indflydelse på alle senere britiske komedier,. iI det [[19. århundrede]] ses det især på [[Gilbert og Sullivan]]. Men den er ikke stamfader til den moderne [[Musical]]. Gay bruger den normale operaopsætning på tre akter (modsat det talte dramas fem) og holder stram kontrol med dialogen og plot, så der opstår morsomme overraskelser i hver af de 45 hurtigt-overståede scener og 69 korte sange.

Den oprindelige ide til operaen kom fra [[Jonathan Swift]], som i et brev spurgte poeten [[Alexander Pope]]"...hvad ville du synes om eten [[Newgate]] pastoralpastorale mellem tyve og tiggere?". Deres fælles ven John Gay mente, det skulle være en satire i stedet for et pastoralhyrdestykke. Det blev hans største succes og har været spillet lige siden. I 1920erne1920'erne blev det opført ikke mindre end 1463 gange på [[Lyric Theatre]] i [[Hammersmidt]], i [[London]].

John Gays hensigt var, at alle sange i den oprindelige opsætning skulle fremføres uden akkompagnement – for at støtte idéenideen om et råt og skurendeskurrende stykke.<ref>http://books.google.com/books?id=cyC-YCK7FigC&pg=PA11&lpg=PA11&dq=john+gay+intended+the+songs+to+be+sung+without+accompaniment&source=web&ots=MQN-gtd5yo&sig=_X0knUaTeH3QoqsDVlnp0QIkhYo</ref>

Men en uge før premieren insisterede teaterdirektøren,teaterdirektør John Rich på, at John Christopher Pepusch, en komponist tilknyttet teatret, skulle komponere en fransk overture, bygget over en fuga fra Lycy'sLycys sang i tredje akt ''I'm Like A Skiff on the Ocean Toss'd'' ("Jeg er som en robåd, der kastes rundt på havet"), og at han også skulle lave musikalske arrangementer for de 69 andre sange. Regnskabet fra 1729 – oprindeligt udgivet af Dover Books – viser dette.<ref>[http://www.baroqueartists.org/composers.asp#pepusch Baroque Artists of Champaign-Urbana<!-- Robotgenereret titel -->]</ref> Succesen blev ledsaget af et ønske fra publikum om minder, der inkluderede billeder af Polly på vifter og tøj, plakater med alle skuespillerne. Og (som det var skik i London på den tid) blev der hurtigt lavet en erindringsmærkebogerindringsbog, der indeholdt den fulde overture, men kun de simpleste baslinjer til de andre 69 sange. Der er ingen indikationer (bortset fra tre steder) på dansemusik, forslag til andre instrumenter eller lignende (undtagelser: Lucy'sLucys ''Is Then His Fate Decree'd Sir'' ("Er hans skæbne da bestemt, min Herre?") der nævnes en forkortelse Viol.; Trapes ''In the Days of My Youth'' ("I min ungdoms dage") her fa la la omkvædet nævnt med Viol. – og i den sidste dans for udsættelse – Macheath'sMacheaths ''Thus I Stand Like A Turk'' ("Således står jeg som en tyrk") hvor Viol. to gange står nævnt to gange.

Peachum, som både er hæler og tyvefanger, læggerangiver tonen klar med sin selvretfærdige sang, mens han sidder med sit regnskab. Den dystre sang er den eneste som både optræder i Tiggernes opera og Laser og pjalter. Fru Peachum kommer ind og overhørerhører sin mand mens hans sættersætte uproduktive tyve på den sorte liste. Hun bebrejder han en af dem (Bob Boty – øgenavn for Robert Walpole), men går derefter videre. Deres middelklasse-tyverimiddelklassetyveri og dertilhørende -selvtilfredshed bliver imidlertid knust, da deres datter Poly, i al hemmelighed, gifter sig med den berømte landevejsrøver Macheath.

:''Kan du klare udgifterne til en mand, tøs, når det går til spil, druk og hor? Har du penge nok til klare skænderierne mellem mand og kone om, hvem der skal øde mest bort? Der er ikke mange mænd og kvinder, der kan klare udgifterne til at plage hinanden så omkostningsfuldt.''

Forældrene konkluderer dog alligevel, at ægteskabet må væreer fornuftigt nok, forudsat at manden kan dræbes, forog atde bemægtigekan sigstjæle hans penge. De ankommer til hans hus i dette ærinde, men Poly har gemt sin mand. Hun fortæller ham om faren, og der følger en rørende duet, en parodi på tidens internationale kærlighedsscener.

Macheats flugtplan går ud på at istandsætte et værtshus og samle en gruppe kvinder af tvivlsom oprindelse omkring sig. På trods af at de tilhører den laveste klasse, kappes kvinderne om at udvise de bedste manerer, samtidig med at deresde samtaleemnertaler erom succesfuldeheldige lomme- og butikstyverier. To af dem har, til Macheaths store overraskelse, aftalt med Peachum at fange ham, og snart befindersidder han sig i Newgate, byens store fængsel. Her venter fængsellederens datter, Lucy Lockit, på en chance for at bebrejde Macheath, at han flygtede fra et ægteskabsløfte.

Som tiggeren fortalte i starten, bliver det et vanskeligt valg mellem to kvinder, hvis det ikke var for Lucys sans for vold og hævn. Macheath bemærker det, og dettedet bliver fatalt for hendes sag, hvis den ikke allerede var tabt.

Drevet af sine bange anelser hjælper Lucy Macheath på flugt. Hendes far får nys om hans ægteskabsløfte og beslutter at forhøre sig hos Peachum om Polys ægteskab – for hvis det er sandt, vil Macheaths død føre til rivalisering mellem banderne. Lockit besøger Peachum og sammen aflytter de en lang snak fra Frufru Trapes, hos hvem Macheath skjuler sig. De beslutter at pågribe ham, og sagen går i gang. Fru Trapes afslører et praktisk orienteret sind, der kendetegner underverdenens roller, ved ikke at regne med Peachums og Lockits belønning.

Poly begiver sig imidlertid til Lucy for at finde en løsning – uden at vide, at Lucy har planlagt at forgifte hende. Med et fint afsæt i [[melodramatik|melodramatiske]] mordscener, lykkes det Poly at undslippe komplottet, og Macheaths undvigelsesforsøg bliver afsløret. I erindringer fra William Hogarth, der var tilstede ved premieren og husker, plagerat de to "koner" forgæves plagede deres fædre for Macheaths liv. SåNu, i et øjebliks klarsyn, finder Macheath ud af, at hans liv er blevet for besværligt:

Hensigten med Tiggeroperaen er at vise, at korruption i de øverste samfundslag fører til lidelser og problemer hele vejen ned gennem systemet. Således er den et højt moralsk stykke på trods af dens forherligelse af det kriminelle liv. To uger efter premieren kunne man i en artikel i ''The Craftsman'', oppositionens ledende avis, læse en protest over at Gay'sGays stykke angiveligt var ærekrænkende.

I 1729 skrev Gay en forsættelse, ''Polly'', som finder stedforegår i Vest-Indien. Macheath, der er blevet udvist, er undsluppet og blevet pirat, mens Mrs.fru Trapes har slået sig på hvid slavehandel og shanghajer Polly for at sælge hende til den rige plantageejer Mr. Ducat. Polly undslipper forklædt som dreng, og efter mange eventyr bliver hun gift med en caraibisk høvding.

Den politiske satire var endnu mere tydelig i ''Polly'', og derfor blev den forbudt af premiereministerpremierminister [[Robert Walpole]], og den blev ikkeførst opført før 50 år senere.

The Beggars opera var et [[psykedelisk]] band i [[1970'erne]], navngivet efter Gay'sGays værk.