Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

▲Da [[Frederik 1.]] døde på [[Gottorp Slot|Gottorp]] den [[10. april]] [[1533]], udløstes en række latente modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år: Striden mellem den katolske og den reformerte lære havde delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølger stod åbent, og Danmarks forhold til [[Norge]] og [[Hertugdømmerne]] var meget løst og svagt.

▲I juni samledes en [[herredag]] i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: [[Hertug Christian]] af [[Gottorp Slot|Gottorp]], der var protestantismen hengiven, og den 12-årige hertug [[Hans den Ældre|Hans]], som den katolsksindede adel ønskede på tronen. Da ingen af de to sider kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til næste sommer for at få nordmændene med. I religiøs henseende benyttede katolikkerne i [[rigsråd]]et, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en [[reces]], der blandt andet lagde udnævnelsen af [[præst]]erne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den [[luthersk]]e læres udbredelse. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd, ledet af [[Mogens Gjøe]], herredagen. Resultatet var således magert, omend det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en »union« med hertugdømmerne, og de ydre forhold var meget truende. Hovedfaren kom fra [[Lübeck]], hvor den dygtige leder af folkepartiet, [[borgmester]]en [[Jørgen Wullenwever]], nærede store planer om at hæve staden til dens gamle magt. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, [[Mogens Gjøe]] og [[Malmø]]s borgmester [[Jørgen Kock]] gjorde på at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl, greb han den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri Christian 2. og sætte ham på tronen. De stolede på, at den velvilje, de lavere stænder nærede for den fangne konge, ville bevæge ham til at bringe Danmark og om muligt også [[Sverige]] ind under Lübecks overhøjhed. En villig hjælper fandt han i den mand, der har givet krigen dens navn, Christian 2.s unge frænde, [[Grev Christoffer af Oldenburg|grev Christoffer af Oldenburg]], og mellem denne fyrste og Lübeck sluttedes der et forbund. Fangens navn var et feltråb og intet andet; thi det bestemtes i traktaten, at lykkedes det at befri kongen fra [[Sønderborg]], skulle han overgives til lybeckerne.