Oldenborg (land): Forskelle mellem versioner

 

I henhold til [[Traktaten i Zarskoje Selo|en aftale]] af [[1. juni]] [[1773]] med den i Rusland og Holsten-Gottorp regerende linje af huset Oldenborg bortbyttede Danmark Oldenborg og Delmenhorst mod den hertugelige del af Holsten, hvorved intet forbehold gjordes for den i Sverige regerende holsten-gottorpske linjes eventuelle arveret, hvilket [[Gustaf 3.]] opfattede som en forulempning og som fik ham til at i december 1773 hos den tyske kejser anmelde et forbehold for egne og sine brødres rettigheder. Imidlertid tog den da regerende holsten-gottorpske hertug og den russiske storfyrste [[Paul 1. af Rusland|Paul af Rusland]] (senere [[zar]] Paul 1.) Oldenborg og Delmenhorst i besiddelse, men overlod dem allerede samme år (1773) ved et mageskifte til sin farfars fætter Fredrik August (død 1785), [[fyrstbiskop]] af [[Fyrstbispedømmet Lübeck|Lübeck]], af den yngre gottorpske linje, som [[1774]] af kejser Josef 2. ophøjedes til hertug af Oldenborg (en broder til ham, Adolf Fredrik, var i 1751 blevet svensk konge). Efter som dennes søn, Peter Fredrik Vilhelm (død 1823), var sindssvag, forestodes regeringen under hans levetid af hans fætter, Peter Fredrik Ludvig, fyrstbiskop og fra 1803 fyrste af [[Fyrstendømmet Lübeck|Lübeck]]. I [[1803]] tillagdes Oldenborg en del af det sekulariserede [[bispedømmet Münster|bispedømme Münster]].

 

Som følge af det regerende hus forbindelse med Rusland besattes Oldenborg 1806 af franskmænd og hollændere. Ved [[freden i Tilsit]] fik hertugen sit land tilbage og indtrådte [[1808]] i [[Rhinforbundet]]. Men da han ikke ville gå med til [[Napoleon]]s forslag om at bytte sit land med [[Erfurt]], besatte Napoleon landet [[1810]] og indlemmede det i det franske kejserdømme, en omstændighed, som på afgørende vis bidrog til det endegyldige brud mellem Frankrig og Rusland. [[Wienerkongressen]] tilbagegav ham atter Oldenborg, udvidet med [[Birkenfeld]] (en del af det franske departement [[Saar]]). I [[1818]] afstod kejser [[Alexander af Rusland]] Jeverland.

 

[[1823]] blev Peter Fredrik Ludvig regent også af navn, og han efterfulgtes af sin søn Paul Fredrik August (1829-1853), som 1829 antog den allerede af Wienerkongressen bestemte titel storhertug. I 1836 sluttede Oldenborg med [[Hannover]] og [[Braunschweig]] et fælles toldforbund, den såkaldte ''steuerverein'', som [[1853]] ansluttede sig til det under Preussens ledelse stående [[Tyske Toldforbund]]. Under revolutionsåret [[1848]] forekom ingen alvorligere uroligheder i Oldenborg, og storhertugen gav landet 1849 en liberal forfatning, som 1852 blev revideret i mere konservativ ånd. August efterfulgtes af sin ældste søn Niels Fredrik Peter (1853-1900), som klart sluttede sig til Preussens politik. Han afstod 1853 et stykke land ved [[Jadebusen]] til anlæggelse af en preussisk krigshavn (der senere blev til [[Wilhelmshaven]]), indgik i toldforbundet og protesterede 1863 mod [[Christian 9.]]s tronbestigelse i Danmark. Han forsøgte også at gøre en egen arveret i hertugdømmerne gældende, men stod 1866 trofast på Preussens side. I krigen med [[Østrig]] 1866 stillede han sine tropper til Preussens rådighed, og den [[18. august]] samme år indtrådte Oldenborg i det [[Nordtyske Forbund]].

 

[[Fil:Oldenburgischer Landtag.JPG|thumb|250px|Parlamentbygningen (Landtag)]]

 

Den sidste storhertug, ''Friedrich August'', blev i forlængelse af [[novemberrevolutionen]] tvunget til at afgå den [[11. november]] [[1918]]. Efter [[1. verdenskrig]] og storhertugens afgang blev Oldenborg en [[republik]]. Som [[Fristaten Oldenburg]] blev landet en af delstaterne i [[Weimarrepublikken]].

 

Efter [[2. verdenskrig]] blev Oldenborg et eget forvaltningsområde (inklusive [[Wilhelmshaven]] men exklusive [[Birkenfeld]] og [[Lübeck]]), som bestod frem til 1978. Den 1. februar 1978 blev Oldenborg en del af ''[[Regierungsbezirk]] Weser-Ems''. Samtidigt blev Oldenborg hovedstad i området. Den [[1. januar]] [[2005]] opløstes dette [[Regierungsbezirk]], og derved afsluttedes staden Oldenborgs historie som regeringssæde.