Latin: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
link |
BKP (diskussion | bidrag) m →Historie: trykfejl |
||
Linje 29:
Latin hører til den [[italiske sprog|italiske]] gruppe af de [[indoeuropæiske sprog]], sammen med de uddøde sprog oskisk og [[Umbrien|umbrisk]]. Latin er egentlig betegnelsen på den [[dialekt]], der blev talt i det [[antikken|antikke]] [[Latium]] (Lazio), dvs. landskabet syd for Rom. Efterhånden som Rom underlagde sig resten af [[Italien]] og siden landene omkring [[Middelhavet]], voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af [[Romerriget]]. I øst holdt man derimod fast ved [[græsk]], der var blevet udbredt efter [[Alexander den Store]]s erobringer, og som alle dannede romere alligevel talte.
Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde, klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, man endnu i dag lærer i traditionel latin-undervisning, og det enklere, folkelige "[[vulgærlatin]]", som mest blev brugt i daglig tale, men som vi også kan se spor af i f.eks. [[komedie]]rne og [[Petronius]]' ''[[Satyricon]]''. [[Cicero]] gjaldt som det sproglige ideal, og hans samtidige, forfatteren Marcus Terentius Varro, fremholdt i sit værk ''De lingua latina'', at det at tale latin godt, var at tale "romersk". Man kendte romeren på, at han udtalte ''h''-et og de afsluttende ''s''-er. [[Catullus]] gør i et digt nar af en udannet mand, Arrius, der prøver at virke dannet ved at udtale ''h'', hvor
Fra omkring [[300]] e.Kr. blev latin den vestlige [[kirke (trosretning)|kirkes]] sprog, en stilling, som sproget fastholdt gennem hele [[middelalderen]]. Latin blev dermed det internationale sprog, hvorpå lærde og videnskabsmænd i det vestlige [[Europa (verdensdel)|Europa]] udvekslede [[tanke]]r og [[opdagelse]]r. Tidspunktet, hvorpå latin ophørte med at være [[modersmål]], sættes til ca år [[600]]. <ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 185)</ref>
| |||