Avarere: Forskelle mellem versioner

Avarerne var fordelte på flere stammer, hvis høvdinge alle lød under den fælles konge (''chaganen''). Med [[langobarder]]nes konge [[Alboin]] nåede chaganen Baian 567 til enighed om et fælles angreb på [[gepider]]nes land. Efter, at dette var erobret og langobarderne draget til [[Italien]] 568, slog avarerne sig ned på deres og gepidernes tidligere bosættelsessteder i Pannonien og lagde de i naboskabet boende bulgarer og slaver som lydfolk under sit vælde. Her blev de snart farlige naboer til det Østromerske rige. Deres hærgningstog mod dette begyndte 575 og fortsatte i 50 år med skiftedeskiftende krigslykke og mange afbrydelser som følge af kortvarige tributaftaler. År 581 indtog chaganen Baian Sirmium det østromerske riges stærkeste værn mod deres hærgninger i det vestlige [[Illyrien]], 598 hærgede avarerne [[Dalmatien]], 619 viste de sig uden for [[Konstantinopel]]s mure, og 626 foretog de i fællesskab med [[perser]]ne, som hærgede på den lilleasiatiske side, en månedslang belejring af hovedstaden. Efter at være blevet slået tilbage af kejser [[Herakleios]] så de deres magt hastigt svindende. Deres bulgarske og slaviske lydfolk gjorde sig uafhængige, og vestfra ansattes de af [[franker]]ne. Først [[Karl den Store]] formåede imidlertid fuldstændigt at bryde deres magt. Som straf for, at de havde støttet den oprørske hertug [[Tassilo af Bayern]], foretog Karl 791 et hærgningstog frem til [[Raab (flod)|Raab]], og 796 stormede hans søn [[Pippin af Italien|Pippin]] avarernes mellem Donau og [[Theiss]] beliggende faste standlejr, som med volde og træmure var opdelt i syv [[koncentrisk]]e ringe, af hvilke den inderste omsluttede chaganens residens og de under århundrederne gennemførte plyndringstog ophobede skatte.